Anmeldelse: Begærets mysterier, Det Kongelige Teater

By: Helene Franch
On: 26. august 2021

Af Helene Franch

Inde på Det Kongelige Teater er der trukket en skærm ned over den Gamle Scene, hvorpå en flimrende by passerer. ”My husband is a busy man”, siger en plaprende, blond kvinde igen og igen til den tavse taxachauffør. Det er drag queen’en Vinegar Strokes, som sidder bag rattet – og som udspekuleret fører et par karakterer mod det motel, hvor forretningsmanden og patriarken Mr. D opholder sig. Mr. D har udover sin kone også inviteret sin transkønnede søn, sin elsker/assistent samt sin dominatrix til motellet samme aften. Samme aften som han senere findes myrdet. Spørgsmålet er så hvem af dem, der står bag? Eller er det?

Inden for operagenren er Begærets Mysterier, hvad man kalder en pasticcio, hvilket vil sige, at den er sammensat af forskellige komponister. Krystian Lada, der både står bag konceptet og er instruktør på stykket, har dog tilladt sig at være endnu mere fri og spice op med blandt andet Queens ”Don’t Stop Me Now” og Eurovision-vindersangen ”Rise Like a Phoenix”. Derudover bryder han med den heteronormative operatradition, når mændene synger kvindepartier, og romancerne ikke tager højde for hverken køn eller monogami.

Hele første del, der bygger op til mordet af Mr. D, består blandt andet af mange lange videosekvenser, som både foregår i taxaen samt nogle interviews af karaktererne på motelværelserne. I mine øjne mangler der dog en klarhed i fortællingen: Skal interviewsene fungere som en form for vidneudsagn? I så fald måtte det godt tydeliggøres og i det hele taget tog det alt, alt for lang tid at få etableret relationen mellem karaktererne. Hvad sker der? Hvad er vigtigt her, spurgte jeg mig selv mange gange i løbet af den første time.

Allerede fra begyndelsen er der altså noget dunkelt, noget uigennemskueligt på færde og det er ikke alt røgen, jeg tænker på og heller ikke de store metalliske byldestrukturer på sangernes arme. I stedet viser det sig at være, hvordan operaen lader som om, at den er interesseret i at fortælle en kompleks historie om begærets væsen pakket ind i en whodunit-fortælling. Men det er den faktisk slet ikke. Og det er som om, at Lada slet ikke bekymrer sig for det her? Som om, at han faktisk er ret ligeglad?

Senere i stykket viser det sig dog, at Begærets mysterier ikke er andet end et show. Meget tydeligt bliver det, når mordet begåes, idet stykket hverken interesserer sig for opklaringen af sagen eller at følge op på karakterernes psykologiske udvikling. Den magt, som Mr. D har over karaktererne, der meget en til en symboliseres af byldestrukturer på sangernes kostumer, der er lavet af den avandgardistiske modedesigner Henrik Vibskov. Traumer, der i sidste ende begraves sammen med patriarken, hvorefter alle frit og lykkeligt kan udfolde de sider, han har undertrykt hos dem.

Det er netop efter mordet, at det går op for mig, at stykket overhovedet ikke er interesseret i det psykologiske, men udelukkende i at få myrdet patriarken. Jeg tænker lidt på, om man kunne forestille sig en anden plotstruktur end ”død over patriarkatet og så holder vi en fest!”? Kunne mystikken ligge i andet end i titlen? Måske udfolde de historier, som åbnes op for på skærmen? Eller kunne man omvendt forestille sig at det gakkede helt ud? Jeg tror, at problemet er, at Lada ikke tager valg. Han vil for meget. Men mange lækre ting smager bare ikke nødvendigvis godt sammen.

Små guldkorn kan man dog sagtens finde. Heriblandt når Samuel Mariño i rollen som nettrøje-klædt-lejemorder stjæler alt luften i salen med den nærmest orgasmiske fortolkning af ”Come nembo che fugge col vento”. Wauw. Hvordan kan de lyde overhovedet komme ud af et menneske?

Vinegar Strokes som motelmutteren Agatha og samtidig publikums konferencier er også bare ret dejligt. Generelt er det ofte sjovt, når stykket går meta på sig selv, som når Elisabeth Jansson i rollen som dominatrix i en video til allersidst fortæller, hvordan hun er begyndt at synge på natklubber og at hendes næste gig er på Gamle Scene i København. Men så igen forstår jeg ikke, hvorfor der skal komme billeder af forskellige queer-rettighedsforkæmpere midt, i at hun synger Chers ”Believe”? Hvor kom den patos fra?

Den polske instruktør Lada beskriver sig selv som David Lynch-inspireret. Jeg kan godt se forskellige æstetiske ligheder, men til forskel fra Lada har Lynch et enormt nærvær i karakterportrætterne og de unikke universer, han skaber omkring dem. Begærets mysterier mangler i mine øjne fokus. Det er lidt som om, at begrebet ”queer” misbruges, når det blot giver carte blanche til at lade det hele sejle og drukne både seksualitetens kompleksitet og mysterier.

Det Kongelige Teater, Gamle Scene, Kongens Nytorv 9, 1050 København K

Spilletider: 18 august – 12 september 2021

Set den 22. august 2021

Fotos: Miklos Szabo

Lyst til at købe billet. Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20212022/opera/begarets-mysterier

Medvirkende: Vinegar Strokes, Ann Petersen, Lukas Hartvig-Møller, Adrian Angelico, Elisabeth Jansson, Simon Duus, Samuel Mariño og Ewa Strusinska

Koncept, video og iscenesættelse: Krystian Lada

Dirigent: Ewa Strusinska

Scenograf: Didzis Jaunzems

Kostumedesign: Henrik Vibskov

Lysdesign: Clement Irbil