Anmeldelse: Esbjerg Revyen 2021, Musikhuset Esbjerg (Esbjerg Revyen)

Af Christian Skovgaard Hansen
Esbjerg Revyen er også tilbage i år. Som vanligt er det med en blanding af både nye numre og ældre numre fra andre revyer – alt sammen tilsat lidt lokalt præg – og en kortere prøveperiode på ca. to uger.
Revyen starter godt ud, hvor man med humor og tempo ser tilbage på 2020, og hvordan revyen her ville have været, hvis den nu var blevet spillet. Vittigt og en god åbning.
Herefter er revyen desværre ikke helt skarp i år, hvor tekstmaterialet er en kende svingende. ”Genbrugsnumrene” fejler overvejende ikke noget i år, mens en del af de nyskrevne tekster falder igennem. Selvom prøveperioden er kort, ville det have klædt revyen, hvis holdet og de to instruktører Kasper Le Fevre og Rasmus Søndergaard havde været lidt mere kritiske i valget af numre. Videosekvenserne om nogle af de politiske #metoo-krænkere bliver heller ikke rigtig sjove.
Holdet består i år af Trine Gadeberg, Jan Svarrer, Farshad Kholghi og Gordon Kennedy. Trine Gadeberg trækker det største læs, og selvom også hun er blevet udstyret med noget ikke helt velfungerende materiale, gør hun det perfekt, uanset om hun er folkedanser, den fulde veninde, der holder den måske ikke pæneste tale, dansktopsangerinden eller drengen Pelle. Bedst er hun i nummeret ”Folkekirkens Nødhjælp” fra årets Hjørring Revy, hvor hun igen er den kvindelige halvdel af parret, der på ingen måde vil støtte hverken Folkekirkens Nødhjælp eller nogen af de andre organisationer. Hendes barnligt naive, men alligevel rets så kloge Pelle er også skarp og med bid.
Ligeledes er hun god sammen med Jan Svarrer både i nummeret, om sølvbryllupsparret, som får fornyet energi i ægteskabet og livet, og som det lettere bondske par, som kommer til byen på den fine franske restaurant, hvilket giver lidt sjove sprogforvirringer.

Jan Svarrer og Gordon Kennedy gør det også ganske fint i deres respektive figurer hver for sig. Svarrer er morsom som manden, der har sit hyr med mundbindet og brillerne, og Kennedys forvirrede præst bliver en anderledes vinkel på hele kønsdebatten. Men også de rammes af de lettere svage tekster, som aldrig rigtig bliver morsomme. Hverken Svarrers flirten med en publikummer eller Kennedys erhvervspraktikant med de – meget – dårlige jokes bliver rigtig sjove.
Farshad Kholghi er bedst i de mere stille og tænksomme numre, som når han fortæller om ægtemandens kvaler og udfordringer, men han står i øvrigt svagest i revyen. Han bliver aldrig rigtig sjov i de mere gakkede numre, som nærmere er platte, og heller ikke denne gang bliver han sjov som gakket sanger i ”Unusual”.
Det lokale præg fungerer rigtig godt, om end det ikke alle steder er pakket ind i lige gode numre. Både problemerne på og udenfor banen hos byens fodboldhold EfB, forholdet til ”naboerne” i de nærliggende byer og håbet om at kunne sælge byen udadtil får en fin kommentar. Udefrakommende publikummer vil måske nok misse nogle pointer hist og her, men det er en del af en lokal revy.
Revyen er gennemmusikalsk med kapelmester Peter Bom i spidsen, og det mærkes ikke her, at prøveperioden har været kort. Det er ikke musikkens skyld, at ikke alt fungerer.
Årets udgave af Esbjerg Revyen er derfor samlet en pose blandede bolcher, hvor ikke alle bolcherne er lige gode. Det bliver derfor lidt en slikpose på det jævne, som dog heldigvis har sine lyspunkter. Læg dog hertil en absolut glimrende revymenu, som kan nydes i Musikhuset inden forestillingen, og det bliver alligevel en hyggelig aften.
Esbjerg Revyen
Musikhuset Esbjerg, Havnegade 18, 6700 Esbjerg
Spilleperiode: 25. august–10. september 2021
Set den 25. august 2021
Plakat: Esbjerg Revyen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Trine Gadeberg, Jan Svarrer, Farshad Kholghi og Gordon Kennedy
Kapelmester: Peter Bom
Instruktører: Kasper Le Fevre og Rasmus Søndergaard
Tekst og musik: Jan Svarrer, Peter Bom, Farshad Kholghi, Vase & Fuglsang, Shel Silverstein, Rasmus Søndergaard & Kasper Le Fevre, Mei Oulund, Gordon Kennedy, Trine Gadeberg/Preben Kristensen, Henrik Baloo Andersen, Lukas Birch, Gordon Mills & Les Reid og Leif Fabricius
Scenograf: Jens Frausing
Varighed: Ca. 2 timer og 10 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod