Anmeldelse: Bjerre Arrest 1945, Bjerre Arrest (Teater Jævn)
Af Sanne Halkjær Hebsgaard
Det er nok ikke gået nogens næse forbi, hvad befrielsen den 5. maj 1945 betyder for mange danskere. Denne dato er for mange forbundet med eufori, en lys fremtid, kærlighed og frihed. Men for knapt 22.000 danskere var dette også forbundet med en svær fremtid. Omkring 22.000 danskere blev nemlig anholdt og interneret for mistanke om, at de skulle have hjulpet værnemagten under besættelsen. Nogle af disse skulle hermed afsone i Bjerre Arrest.
Foran Bjerre Arret er alle publikummer iført en mørkegrøn overtræksfrakke. Det gør alle helt anonyme, men samtidigt giver det også et tilhørsforhold mellem publikum. Alle i mørkegrønne overtræksfrakker skal alle opleve noget vigtigt og følsomt inde i arresten. Det gør også, at oplevelsen er lidt speciel, for publikum bliver på en måde en del af selve forestillingen, når de får et ”kostume” på. Også selvom publikum blot skal observere skuespillerne.
Selve Bjerre Arrest 1945 er en fiktiv fortælling, som er baseret på private og bevarede historiske kilder om forholdende i arresten under og efter besættelsen. Det er en troværdig fortælling, publikum præsenteres for, og det er især endnu mere virkelighedstro i Bjerre Arrests omgivelser. Ud fra de virkelige hændelser, er der blevet skabt en fint og gennemarbejdet forestilling, hvor dramatikken og manuskriptet rammer plet i de valgte rammer.
Første del af forestillingen foregår i den gamle Tingsal i arresten. Her præsenteres publikum for arrestforvarerparret og deres glæde over befrielsen af Danmark. Kort efter dette møde, erstattes deres overflod af glæde med realiteten som arrestforvarer. Publikum føres over på cellegangen, hvor publikum præsenteres for et udsnit af de fanger, der er i arresten. Deres hverdag i arresten afbilledes på en utroligt finurlig måde. Selvom de blot er fire skuespillerne, er det helt vildt livagtigt, og som om der er flere forskellige personligheder i de forskellige celler.
Der bliver gjort meget ud af at guide publikum undervejs. Det er i og for sig også meget nærlæggende, nu hvor publikum ikke er vant til at færdes i den gamle arrest, og derfor ikke kan finde rundt. Men der bliver også gjort meget ud af at guide publikum i forhold til Corona. Det hænger sikkert mange langt ud af halsen nu, men i Bjerre Arrest 1945 bliver det gjort på en stille og rolig måde. Man skal blot sidde med dem man kommer med, holde afstand og følge tempoet hos vedkommende der går foran en selv. Overraskende nok er det ikke et forstyrrende element, at skuespillerne flere gange undervejs går fra deres karakter til ”guide”. Det er en skarp, men helt naturlig overgang, som de alle mand mestrer.
Hen imod slutningen bliver publikum ført ind i privaten. Publikum sidder i to forskellige rum, der dog er forbundet med en døråbning, hvor døren mangler. Ud fra hvor publikum sidder i rummet, kan de skimte ind til hinanden i hver sit rum. Det er her, at Sofie Ancher Vea og Daniel Bevensee, der blandt andet spiller arrestforvarerparret, især brillerer. På et tidspunkt kommer arrestforvarerparret nemlig op og skændes, og det er simpelthen så nærgående et øjeblik. Fordi publikum er så tæt på skuespillerne, bliver det helt utroligt virkeligt. Deres skænderi kommer helt under huden, og bliver næsten grænseoverskridende. Deres råb runger i lokalet, dørene smækker, og resulterer i en rystet og sammenkrøllet Sofie Ancher Vea i hjørnet. En ømt og meget virkeligt øjeblik.
Sammenspillet mellem de fire skuespillere fungerer super godt. De supplerer hinanden godt, og formår også at stå alene, uden at det falmer. Mikael Helmuth får opbygget en medlidenhed omkring sin person, på trods af hans titel som fange i arresten. Durita Dahl kan fortælle en historie helt fængslende og følelsesladet, uden de store armbevægelser. Sofie Ancher Vea viser usikkerheden i at bo blandt værnemagerne, som hun egentligt er utryg og væmmes ved. Og Daniel Bevensee afspejler en person, hvis hverdag er blandt fangede danskere, som, hvis rygterne taler sandt, har hjulpet værnemagten under besættelsen. Alle har de hver deres finurlighed, som sammen ender ud i en højere enhed.
Historien om Bjerre Arrest er især vigtig for en dybere forståelse for, hvad tiden efter befrielsen indebar. Der er især en sætning, som hænger tungere i luften, da forestillingen er slut: ”Snart glemmer man, at nogle levede her”. Og det er sandt. Når bilerne kører forbi ude på Bjerrevej, er det de færreste, der tænker over, hvem der har afsonet i arresten. Det hele bliver bare mere virkeligt af at være til stede i arresten og den stemning, der bliver skabt undervejs. Det er en yderst relevant og vigtig historie for mange.
Teater Jævn
Bjerre Arrest, Bjerrevej 353, 8783 Hornsyld
Spilleperiode: 11. september-9. oktober 2020
Set den 14. september 2020
Fotos: Ard Jongsma
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Mikael Helmuth, Sofie Ancher Vea, Durita Dahl Andreasen og Daniel Bevensee
Dramatiker: Morten Dahl Lützhøft
Dramaturg: Gitte Villadsen
Instruktør: Rasmus Ask
Scenograf: Luise Midtgaard
Lyddesign og komponist: Morten Mosgaard
Varighed: Ca. 1 time og 20 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod
Ja di har jo lavet et rigtit got spil ud af min fars og mange andres historie…… jeg tror at jeg har fået en lille smule ro i hjerted …..