Anmeldelse: Blinkende lygter, NørregadeTeatret og Teater 2 (turné)

Af Julie Vad B. Madsen

”Det er en syg høne, der har lagt det æg der!” NørregadeTeatret og Teater2 opsætter filmklassikeren Blinkende lygter af Anders Thomas Jensen som teater. En film, der har givet en hel generation af danskere en referenceramme af klassiske replikker, som bliver gentaget igen og igen. Det er en forestillingen om, hvordan barndommen former os som voksne, og sætter sine spor gennem resten af livet, men også om at drømme fremadrettet og om, at det aldrig er for sent at ændre retningen på sit liv.

Det er nok de færreste, som ikke kender Anders Thomas Jensens filmhit Blinkende lygter. Blinkende lygter handler om Thorkild og hans tre halvkriminelle venner, der efter et sidste job, hvor de ender op med en kuffert med fire millioner, beslutter sig for, at nu er det nok! Ikke mere noget med at arbejde for nogle andre, og slet ikke ”Færingen”. De tager derfor flugtbilen og drager mod Barcelona. Desværre når bilen kun til Lolland, hvor de må gemme sig i en forladt kro, indtil Færingen opgiver at lede efter dem. Her møder de Udkantsdanmarks skøre eksistenser, som de forsøger at passe ind med, ved at fortælle alle, at de har købt stedet for at åbne en familieresturent. Fortiden indhenter dem dog, og det må de tage konsekvensen af.

Forestillingen er teaterversionen af filmen, som første gang blev opsat i 2015. At omsætte en filmklassiker til teater sætter store krav, måske også for store. For selvom man ikke baserer sig 100 pct. på filmen, så er der alligevel forventning om, at man kan genkende filmens essens i forestillingen. Og her er det som om, at der mangler noget, særligt hos karaktererne. Forestillingen får gengivet filmens vigtigste replikker, men det er også en bearbejdning, som tager løsninger i brug, for at gøre fortællingen teatervenlig. Fx er Thorkilds kæreste Terese gjort til skuespiller i forestillingen, som spiller Hamlet, for at synliggøre parallellerne mellem Hamlet og Thorkilds historie.

Genkendelsen vækker latter, og det skete også her. Hvis man sidder og håber på klassiske replikker som ”Lortespasserbus”, ”Faktisk så er Ove Ditlevsen en af vores største digter”, ”Vi jager”, ”Der var et egern” og ”Det er en syg høne, der har lagt det æg der”, så bliver man ikke skuffet. Forestillingen vinger af på alle de klassiske elementer fra filmen, men alligevel når forestillingen aldrig derop, hvor filmen er.

Da forestillingen også er en turnéforestilling, er scenografien mere minimalistisk. Her løber de ind i udfordringer ift. at der er forskel på scenestørrelserne, som ikke er tænkt ind i scenografien. Scenografien fungerer derfor ikke helt – hverken generelt eller denne aften, hvor der var få udfordringer med scenens størrelse, hvilket afspejlede sig i scenografien). Selvom scenen skifter til flere lokationer, får man aldrig rigtig følelsen af et sceneskift. Der kan fx ikke ud fra scenografien ses, at der sker en istandsættelse af kroen.

Det eneste, der indikerer, at vi skifter lokation og til at sætte en stemning i scenen er brugen af en tv-skærm. Mikkel Jenssen og Simon Ternowitz har lavet et videodesign, der føles integreret til forestillingen og fungerer rigtig godt. Her får vi blade der hvirvler i skoven, landevejen med flugtbil og havet. Brugen af tv-skærmen fungerer virkelig godt, og giver en bedre følelse af settingen for historien. Hvor skærmen og videodesignet fungerer særlig godt, er scenen i skoven, hvor Arne og Alfred jager. Her ved man, at man ikke kan lave en realitisk skydescene, så man går den helt modsatte vej med animation. Mens der skydes på livet løs flyver køer op og ned, og i takt med, at de skydegale mænd bevæger sig gennem skoven falder dyr ned fra himmelen, herunder elefanter.

I stedet for at lade en skuespiller spille skurken ”Færingen” har man gjort ham til en stemme, og hans fysiske håndgemæng med karakteren til, at karakteren selv står og kvæler sig eller reagere på et slag. Dette fungerer fint, men giver aldrig rigtig følelsen af, at der er en stor skurk, vi skal skjule os for.

Forestillingen underholder, men tempoet er lavt, og for lavt nogle gange. Der bruges en masse tid på at sidde foran et tv og se Matador. Her tages tempoet helt ud af forestillingen, og man får det trukket for langt, og gentaget for meget gennem forestillingen. Langt hen ad vejen er forestillingen tro mod filmen, men der er foretaget nogle valg, for at gøre den til selvstændig dramatik, og det fungerer ikke helt.

Castet gør det overordnet godt. Der er dog nogen, som ikke rammer deres bedste dag. Gordon Kennedy virker lettere uoplagt i rollen som Thorkild, og han formår aldrig at give karakteren det drive eller de lederegenskaber, som skal gøre, at de tre andre følger ham og hans drøm, uanset hvor han går hen, og hvilke skøre ideer han får. Stemmeføringen er flad, og der kommer aldrig rigtigt følelser ind. Thomas Magnussen overspiller rollen som Arne. Han bliver råbende og for meget, fremfor et pragmatisk, skydeglad modstykke til Thorkild. Frank Rubæks fordrukne læge Carl er også lige i overkanten, selvom han rammer fordrukkenheden.

Peter Pilegaard formår at give Stefan den joviale, spisende, overbærende side, som man forbinder med ham i filmen. Han fungerer fint, som plasteret mellem de stærke personligheder rundt om ham. Jakob Højlev Jørgensen gør det glimrende som halvfuld, pilleafhængig smart-i-en-fart type. Kristian Boland brillerer som Alfred, den skydeglade landmand, der drømmer om at slå et menneske ihjel. Han giver den sit eget take, uden at forsøge at være Ole Thestrup. Marie Sandø Jondal rolle som Terese, når aldrig helt at give mening. Forestillingen forsøger at lægge et ekstra lag på ift. at trække paralleller til Hamlet, men det kommer til at virke for afkoblet fra resten af forestillingen, og man når aldrig at fange Hamlet referencerne, før vi er videre igen. Til gengæld gør hun det strålende, som den irriterende Hanne.

Forestillingen formår at få næsten hver karakter til at fortælle deres baggrundshistorie, som giver forklaringen på, hvorfor de er blevet, som de er, men det får lov at fylde for lidt ift. at give den dybde til karaktererne, som man håber på.

Forestillingen viser, at alt ikke altid er, som det ser ud ved første øjekast. Det er en fortællingen om forbrydere, fordrukne læger og ensomme jægere, men den er fortalt med varme og kærlighed overfor de skæve eksistenser. Man skal ikke gå ind og se forestillingen og regne med, at den er som filmen, og at man derfor vil elske den. Man skal se den fordi, det er en dansk folkekomedie, som inkorporerer mange af de klassiske replikker fra filmen og laver en hyggelig fortælling ud af det.

NørregadeTeatret og Teater 2

Spilleperiode: 21.-23. september på NørregadeTeatret i Maribo

Forestillingen spiller herefter på turné i perioden 25. september-18. november 2022 over hele landet

Set den 5. oktober 2022, KastrupBio

Fotos: Brita Fogsgaard

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://noerregadeteatret.dk/forestillinger/blinkende-lygter-2022

Medvirkende: Gordon Kennedy, Thomas Magnussen, Peter Pilegaard, Jakob Højlev Jørgensen, Kristian Boland, Marie Sandø Jondal, Gina Marchwinski og Frank Rubæk

Manuskript; Vivian Nielsen efter Anders Thomas Jensens film

Scenografi og iscenesættelse: Frank Rubæk

Scenemester: Allan Hansen

Lyd og Lys: Søren Kyed og Brian Nielsen

Kostumer: Charlotte Strahenberg

Videodesign: Mikkel Jenssen og Simon Ternowitz

Varighed: Ca. 2 timer og 5 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod