Anmeldelse: Blok 4 og Udsigt, Teatret Svalegangen (Teater Freezeproductions)

Posted by - Thormod S. Kamban
On - 8. oktober 2020

Af Thormod S. Kamban

Teatret Svalegangen har med de to forestillinger Blok 4 og Udsigt slået dørene op til en fortælling, der vil ind under huden på det grønlandske folk. Imødekomme og ruske op i det indbyrdes forhold mellem Danmark og Grønland, og samtidig slå sig op på en masse af de problematikker, vi som oftest hører om i forbindelse med Grønland. Tilmed bringer den smukke billeder og beskrivelser af et storslået land med sig.

Instruktør Hanne Trap Friis har sammen med den danske succesforfatter Kim Leine og en af Grønlands førende skuespillerinder og historiefortællere, Makka Kleist, sat Grønland under luppen i to små intimforestillinger a ca. halvanden times varighed samlet.

Den første var Udsigt, hvor Makka Kleist selv indtog scenen. Efter en montage grønlandske billeder, der både var smukke, dragende, idylliske, men også lidt farlige, møder vi denne ældre unavngivne kvinde, der har været i centrum af den store forandring. De selvforsynende dage med jagt, mere primitive boligforhold og ung nysgerrighed frem til de aldrende år, hvor hun er flyttet til en boligblok, en betonkasse med lydkulisser fra alt og alle og rindende vand. Gennem disse mange år beskriver hun den ukuelige kærlighed til hendes mand, Gali, deres opfostring af slædehunde samt de smukke landskaber til de mere monotone dagligdagssysler.

Alt sammen er godt holdt sammen og betagende fortalt og spillet af Makka Kleist. Med den aldrendes ræv bag øret og glimt i øjenkrogen, er hun både varm og kærlig, lunefuld og skæv. Storyteller på en måde som en del vil kunne genkende fra deres bedstemødre. I det udsagn ligger dog også fornemmelsen af at man godt kan ”snappe out” i ny og næ efter en lind talestrøm. Og da Udsigt grundlæggende er storytelling-teater, sker dette et par gange undervejs. Og det på trods af hendes levende beskrivelser og hendes ihærdige smagen på stavelserne og ordene. En smuk rammefortælling om det simple liv med de udfordringer, der var nu engang var forbundet med det til det mere tilbagelænede, enlige moderniserbare liv, hvor udsigten dog er noget man har taknemmelighed for.

Efter en kort, siddende pause startede Leines del, Blok 4, der foregår i en sønderkvæstet boligblok i Nuuk, hvor Søren og Marianne er flyttet til fra Danmark med børnene. Han er udsendt som læge, hun er fulgt med, og forholdet begynder at knirke. I en bygning med skimmelsvamp og, ifølge Marianne, flere suspekte typer, skal de holde til. Han forelsker sig hovedkulds i den grønlandske kvinde, Aviaja, der selv er fra blokkene i Sletten (boligkvarter i Nuuk). Men kan han både blæse og have mel i munden?

I en indædt kamp der også rusker op i hans sårbare fortid, raser elementerne de tre parter imellem, og til sidst sker noget drastisk. En historie, der sværmer om emner som vores opfattelse af grønlænderne, hvor manden og hustruen både spiller på genkendelige beskrivelser af grønlænderen, og samtidig de mere personlige billeder af deres kampe. Således kommer Leine også ind over både social arv, misbrug, incest (pudsigt nok repræsenteret igennem den danske mand), undertrykkelse (”for Danmark er Grønland ikke andet end en god historie”) og selvmord.

Skuespillerne Helene Kvint, Karina Møller og Thomas Knuth gør et hæderligt job med at skabe publikumskontakt, nedbryde den fjerde væg. Fysisk har de krævende scener der ofte går fra 0 til 100 på ganske kort tid. Den form for dynamik skaber en kontrast, der både kan virke godt, men som lidt for ofte bliver fremherskende så man mister fokus. Udbrud og nedtoning er effektfuldt i denne sammenhæng, men i det givne, forholdsvis intime rum, tror jeg faktisk ikke, at Friis Tarp havde behøvet at skrue så hårdt på de knapper. Dynamikken resulterer fra tid til anden i overspil, som Friis Tarp og skuespillerne kunne være kommet mere elegant uden om. Retfærdigvis skal det dog siges at de også flere gange undervejs rammer en god nerve i spillet og specielt i deres indbyrdes gnist.

Hen imod den afgørende slutning må man kaste los, da hele seancen slutter med den smukkeste grønlændersang, der i et voluminøst ekko bjergtager publikum til en montage af landskaberne og menneskene, der bor der.

Stykkerne åbner op om mange af de svære emner, vi ved der findes ude i de golde, hvide landskaber. Men de fleste af dem røres perifert, og det føles ikke som om de bliver fulgt helt til dørs, hvad man godt kunne have ønsket sig. Stykkerne supplerer hinanden som henholdsvis storyteller-teater og mere fysisk ensembleteater. Men det er som om de lige mangler det ekstra lag, den mere præcise dynamik i deres spil, i personinstruktion og i selve målet for disse opsætninger som helhed. Begge stykker er alligevel interessante, og som samlet oplevelse er de bestemt et kig værd, og de har rørende momenter undervejs og en smuk æstetisk opbygning i form og fremtoning.

Men debatten om, hvordan vi ser på grønlænderne, og hvordan de ser på os, følger hele vejen igennem og er en vigtig faktor for stykkets bouillonterning af essens. Lige så tomt det må kunne føles i de små bygders åndelige kaos og udover de golde issletter, lige så rørende et sug må det kunne give i maven at stå der og kunne høre en knappenål falde til jorden. Selv i tomheden eksisterer vel trods alt en mærkelig afart af skønhed.

Teater Freezeproductions

Teatret Svalegangen, Rosenkrantzgade 21, 8000 Århus C

Spiller den: 5.-8. oktober 2020

På turne fra 1.- 25. november

Set den 5. oktober 2020

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.svalegangen.dk/events/gaesteforestillinger/2020-2021/blok-4-og-udsigt/

Medvirkende: Makka Kleist, Helene Kvint, Karina Møller og Thomas Knuth

Tekst: Kim Leine (Blok 4) og Makka Kleist (Udsigt)

Instruktion: Hanne Trap Friis

Film: Mikael Jakobsen

Varighed: Ca. 1 time og 30 min. inklusiv pause