Anmeldelse: Bølgebryder, Syddjurs Egnsteater (på turné)
Af Christian Skovgaard Hansen
Det er formentlig ikke mange, der i dag kender Jenny Kammersgaard (1918-1979) fra Horsens. Men har du set Syddjurs Egnsteaters forestilling, Bølgebryder, der netop nu turnerer rundt, denne dag i Teaterhuset Batida i Københavns Nordvest-kvarter, vil du kende til hende – og hendes person!
Jenny Kammersgaard begyndte sent at svømme, da hun i barn- og ungdommen ikke måtte komme i vandet på grund af hoste. Det bliver der dog lavet om på, og i 1937 svømmede hun over Kattegat fra Sjællands Odde til Grenå. Præstationen gav hende international berømmelse, og dengang var hun på avisforsiderne, og der blev skrevet sange om hende. Siden gennemførte hun en række store svømmepræstationer, hvor hun blandt andet svømmede fra Gedser til Warnamünde og over Den Engelske Kanal.

Ulla Vejby spiller både Jenny og personerne omkring hende. Hendes portrætter er fantastiske, og særligt hendes portræt af Jenny viser en gæv, charmerende, viljefast og ganske modig pige, der absolut ikke tager et ”nej” for et ”nej”. Man forstår godt, hvorfor Jenny i samtiden både blev en stærk svømmepige og en yndling.
Dramatiker Sofie Ancher Veas fine tekst fører os gennem forestillingen med velvalgte nedslag i Jenny Kammersgaards liv fra hendes barndom og til hendes svømmetur over Kattegar, mens fejringen af præstationen sker gennem visningen af diverse avisforsider, og vi hører visen om hende. Historien fortælles med både kærlighed og modighd og med et glimt i øjet. Adelaide Bentzon iscenesætter den levende og nærværende, og den fanger børnene.
Forestillingen er for børn fra 7 år og op, hvilket teksten og forestillingens varighed på ca. 45 minutter vidner om. Men forestillingen kan naturligt også sige børnenes voksne noget. Det ville ikke have gjort noget, hvis man havde gravet et spadestik dybere og havde fortalt endnu mere om Jenny Kammersgaards liv. At børnene også har interesse i det, viste mange af deres kloge spørgsmål til Ulla Vejby efter forestillingen.

Som titlen på forestillingen antyder, var Jenny Kammersgaard en ”bølgebryder”, men der var også meget andet, som hun brød. Det var naturligvis en vild præstation, som hun udførte dengang. Men den var endnu mere vild, hvis man ser tilbage på den tid, hvor det skete i. Vejrudsigter, våddragter, energibarer og meget andet fandtes ikke, og eliteidræt var bandlyst for kvinder. Jenny Kammersgaard var md til at ændre samfundets syn på, hvad mennesket og ikke mindst kvinden kunne udrette, og hun brød derved barriererne ned.
Sissel Romme Christensens scenografi er enkel, intim og virkefuld, når scenen sættes ved få, men meget effektive virkemidler. Det cirkelformede lærred bruges til både videodesign, dokumentariske klip og ikke mindst et smukt og charmerende skyggespil.

Bølgebryder er en lille perle, der både kan fange børn og voksne, når den både fortæller historien om den fantastiske Jenny Kammersgaard, og når sætter fokus på, at vi alle kan nå langt ved at være stålfaste og modige. Både tekst, scenografi og ikke mindst Ulla Vejbys skuespil sidder lige i øjet. Fang derfor trygt forestillingen på turnéen rundt om i landet.
Syddjurs Egnsteater
På turné
Spilleperiode: 30. oktober 2025
Forestillingen spiller endvidere på turné rundt i landet i efteråret 2025
Set den 30. oktober 2025
Fotos: Maria Lomholdt
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.syddjursegnsteater.dk/kalenderen/b%C3%B8lgebryder
Medvirkende: Ulla Vejby
Dramatiker: Sofie Ancher Vea
Instruktør: Adelaide Bentzon
Videodesign og scenografisk konsulent: Sissel Romme Christensen
Komponist og lyddesign: Johannes Eberl Smed
Manuskriptkonsulent: Jesper Brædstrup Karlsen
Dramaturg: Marion Vick
Historisk konsulent: Tommy Heisz
Varighed: Ca. 45 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod


