Anmeldelse (bog): Diverse: Coronamonologerne, Lindhardt og Ringhof

Anmeldelse (bog): Diverse: Coronamonologerne, Lindhardt og Ringhof

Af Thormod S. Kamban

”Teatret er et spejl som vi kan se os selv og vores tid i”. Sådan indleder Emmet Feigenberg, direktør for Østerbro Teater, forordet i den for nyligt udkomne, bevarelse af Coronamonologerne, der tilbage i karantænetiden blev skrevet af 14 søgende forfattere, dramatikere, digtere og musikere, og herefter hjemmefilmet og smidt på Teater Republiques Youtube-kanal og Facebook-væg af hver sin aktør, skuespillere såvel som musikere. Heldigvis er det ikke nødvendigvis en fordel, hvis man har set videoerne. Langt de fleste af teksterne kan en masse i sig selv.

Nu er de blevet foreviget i en fin samling på 115 sider under navnet, Coronamonologerne. I en tid, hvor Corona stadig er mere end aktuelt, rammer teksterne et sweet spot, der stadig kan mærkes i marv og ben. Følelsen af isolation. Magtesløshed. Ensomhed. Mangel på berøring. Mangel på, eller måske dobbelt op på, omsorg og omtanke. Kærlighed og respekt. Det er disse kontraster denne samling af monologer indkapsler så godt.

Som i monologen ”Tak for sidst, shithead”(af Christina Hagen), hvor der bliver leget med tanken om den dybere materie. Kommer vi der ned oven på en krise af denne størrelsesorden? Eller drukner vi en lind strøm af nyheder og værnemidler? Vores fortæller bliver det menneskelige billede på Corona. Et billedligt eksempel, som man kan genkende følelsen i, og som samtidig rummer dødserkendelsen, ligesom vi alle gør, på mere eller mindre arbitrært plan.

Samme billede på menneske/virus fornemmer vi i Anna Bros ”Hver morgen er jeg frisk og rask”, hvor vedkommende glider ned i sine angstfantasier, og på et tidspunkt rører ved Donald Trumps dejede ansigt. I en blanding af uhyggelige gode beskrivelser og med humoristisk tæft griner man og gyser, på samme tid. Hun skriver blandt andet:

”Han er svedig, han er syg. Det er tydeligt at han har virussen. Han bliver ved med at hvæse et eller andet: “One man,” gisper han. “In a world of chaos, one man… one president.” Det går op for mig at han er ved at pitche en historie med sig selv som hovedpersonen. “Nej,” siger jeg, “nej, Donald. Det nytter ikke med alt det der one man nu, vi skal have hjælp. Hjælp!””

Det er et utroligt grinagtigt billede samtidig med, at det er skræmmende. Det indkapsler både individets kamp, en politisk dagsorden og selviscenesættelsens højborg. Trump er et menneske. Mennesket er et virus.

Ordet selviscenesættelse kan da også nemt lade sig gentage i adskillige af disse monologer, hvor det er skrevet i regibemærkningerne, hvordan og hvorledes de skal tage sig ud over Zoom, f.eks. i kløerne på influenceren i ”En dag med mig i karantæne” (Naiha Khiljee), hvor man ser en facade krakelerer stille og roligt. Der bliver spillet bold med begrebet viden, hvor hende her i virkeligheden måske hverken er mere eller mindre naiv end resten af os. Der bliver prøveoptaget video i ”Et kram uden handsker” (Jenny Lund Madsen), hvor facaden er tydelig fra starten, men også lige så stille bliver erstattet med menneskelig søgen.

Menneskebehov er der tilmed i ”Du må ikke blive sur” (Thomas Korsgaard). En spændende intrige mellem to personer, hvor vi dog kun hører envejskommunikation. Men hvem taler og til hvem? En (eks)kæreste til sin (eks)kæreste eller en ven til en ven med følgesygdomme, som skammer sig over at overtræde restriktioner? Nydelig indbundet i klager om al den fælles sang, der næppe er så fælles mere.

I ”Grædepunktet” (Kristina Stoltz)er det nærmere en eksistentiel ensomhed, der refereres til med “Vi vil alle sammen have fået rynket hænder når vi kommer ud på den anden side af ensomheden”) og troens evige dilemmafætter, tvivlen med ”Jeg tror ikke på gud. Jeg tror på menneskers tårer”.

Og netop troen og de bibelske referencer, ser man klart i digtene af hhv. Madame Nielsen og Suzanne Brøgger, der står for diversitet i teksternes bredde. Madame Nielsen får sågar også, den vel nok mest kendte Lars Lilholt-reference, rørt ind i sit tågede univers. Sproget står frem så levende at det er en slags ordmelodik, stærk på billeder, bevares, men som mest af alt skaber et melodisk vakuum i hovedet. Brøgger har nærmest fundet en salmelignende formel til sit digt, der starter med fordærv/dystopisk fødsel og ender i genfødsel. En fuldstændig fantastisk afslutning på bogen, stærk tangerende mellem en ironisk positivitet, et positivt syn og et sortseersyn. Læs f.eks. bare linjerne:

”Kan man tillade sig at danse og synge mens verden går under?

Hvis ikke nu, hvornår så?

Tiden er inde til det blasfemiske

Jeg nyder coronadagene, så er det sagt

Midt i verdens ufattelige lidelser nyder jeg coronadagene

Jeg ser civilisationens fernis krakelere

mens ligene af nogens kære smides i skraldespande

i New York, og kølevogne kører rundt med de døde

der ikke er kapacitet til at kremere

Tænk at opleve det her historiske øjeblik

verdens vendepunkt!”

Et tema i denne tekst, såvel som i et par af de andre, er krop over kapital. I teksterne finder man både fascination og forundring over kroppen der slår kapitalen. Det gør man også i ”Simple Feast” (Tine Høeg), som dog også har en dyster undertone af død og tidstyranni. Læs blot selv:

”Du skal dø, min ven. Hvis ikke af corona så af kræft eller en lastbil i et højresving. Af tiden om ikke andet. Ingen knepper dig hårdere end tiden. Tiden stikker pikken ned i halsen på dig. Ælter dit kød.”

Enkelte hængepartier er der i visse tekster, som kunne overføres godt til de små hjemmefilm, men som springer i øjnene da de ikke har samme bid. Bisse producerede Coronanummeret ”Istid” til lejligheden, og egentlig skaber den meget flotte billeder, men er meget direkte ud af landevejen, en anelse for simpel trods gode rim (”jeg lever i selvvalgt isolation, sidder og koger som en anden virusbaron”) da den slet ikke lever på det kontrastfyldte i forhold til alle de tekster vi har været rundt omkring. Den har ikke rigtig samme fylde længere, men var en god syret musikvideo, som jeg husker den, og den hørte mere øjeblikket til.

Det forfriskende dystopiske univers med en fiktiv virus, der beskrives i Jokum Rohdes ”Sidste rapport fra Europa”er et frisk pust i rækken af monologer. Den beskriver virussen AX13422, også kaldet Sort Syn, som agenten Johnny Yen er blevet smittet med, og han har derfor ikke evnen til at se andre mennesker mere. Kun tomme gader og stræder. Den dystre stemning i videorapporten var/er sigende for vores situation, men samtidig har den det ekstra stratalag, der rækker fiktionen ud i strakt arm og bliver derfor bemærkelsesværdig. Men man har også en fornemmelse af at denne tekst har levet mere i fremførelsen end som separat tekst.

Pia Juul har også, posthumt, fået udgivet sin monolog ”Svip” i bogen. Den summer af en vis selvbiografisk tone, beskriver barndommens ubekymrethed og er vel nok den tekst, der har naturen mest i fokus som det velstøbte, men også uforudsigelige maskineri der får hjulene til at dreje.

Læsningen af de mange forskellige monologer, er befriende så kort tid efter isolations- tiden. Temaerne krydser hinanden, får nye vinkler og et knivspids humor. Jeg føler mig samtidig overbevist om, at monologerne også rækker langt ud over denne tid. Specielt for os, der har været midt i det.

Men missionen – poetikken om man vil – med Coronamonologerne er vel også at række en flig af den følelse vi sad med, videre til de kommende generationer. Om det vil lykkes, kan vi af gode grunde ikke vide. Men Republique og Lindhardt og Ringhof, skal i hvert fald ikke klandres for ikke at have gjort forsøget. Man kan vel næppe kalde det fornøjelig læsning selvom det tragiske ofte fletter fingre med det komiske. Men bevægende det er det, i mange aspekter! Det ligger til kaj i den menneskelige sindsforstand og har derfor også længere udsyn end ”kun” ud over Coronaproblematikken.

Diverse: Coronamonologerne

ISBN: 9788711990186

120 sider

Pris: 199,95 kr.

Bogen kan købes hos boghandlerne eller på forlagets hjemmeside:

https://www.lindhardtogringhof.dk/coronamonologerne

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *