Anmeldelse: Butique Requiem, Københavns Musikteater

Af Jonas Gudmand

Denne forestilling er for dig, der sætter pris på humor og uforudsigelighed krydret med musikalske indslag. Det er fuldstændig umuligt at regne ud, hvad der kommer til at ske i løbet af denne muntre aften, der samtidigt også bærer på en mere sorgmodig og akavet tone. Det akavede er ikke ment negativt – men som et element i forestillingen.

Allan Klie & Benjamin Boe Rasmussen
Butique Requiem skiller sig fra start ud ved, at alt i forestillingen kan købes (på nær instrumenterne), fordi Københavns Musikteater har lavet et samarbejde med Røde Kors. Det synes jeg er ganske finurligt og samtidigt originalt at bryde teaternormen på denne måde. Efter forestillingen var vi flere publikummer der kiggede rundt i scenerummet for at se, om vi lige kunne nuppe et røverkøb med hjem. Det var endda muligt at købe den stol, man havde siddet på under forestillingen.

Skuespillerne formår at inddrage publikum fra start af ved at byde os velkomne og hjælpe os med at finde nogle gode sæder. Det virker som om, at skuespillerne nød at have kontakt til os, og at det ikke bare var et teatertrick. Respekt for deres nærvær til publikum.
 
Fra start af får vi af vide, at vi alle venter på, at Prins Henrik kommer. Men hvad sker der så, når planen ikke går som planlagt? Ja, så kan en skuespiller finde på at bryde ud i en længere monolog, eller også i en sang. Nogle af monologerne er stærke på den sorgmodige måde, når Benjamin Boe Rasmussen fortæller om sit forhold til hans kone. Vi ser også Allan Klie hoppe op på et bord og synge om sit positive forhold til sin krop i en beklædningsgenstand, jeg er sikker på mange vil smile lidt ekstra over. Lotte Andersen får også både sunget og fortalt nogle monologer, hvor hun primært får ramt med sin humor – dog også lidt med sin melankoli. Bent Clausen kommer med den fineste tekst, når han fortæller om en bog, som han har glemt at aflevere tilbage til en veninde, hvilket får ham til at tænke nærmere på den gamle veninde.
Stor ros til skuespillerne for at have en underspillet kemi til at fungere imellem sig.
Jeg forstod aldrig, hvorfor karakterne var samlet for at tage imod Prins Henrik. Men det gjorde måske heller ikke det store. For den akavede situation der opstår, når prinsen ikke dukker op skaber et forhold mellem skuespillerne og publikum, fordi vi fortsat skal have en god aften til at gå sammen.
 
Kenneth Thordal

Kenneth Thordal har lavet sang og musik til denne forestilling, og det er nogle små musikalske perler, der er kommet med. Det er godt nok nogle forskellige sange, hvor jeg ikke fornemmer den store sammenhæng i sangene. Men det er også hyggeligt at veksle fra en sang, der er sunget på svensk om at se tingene mere positivt til en sang, hvor det kun er ordet ”mælk”, der indgår i omkvædet.
Københavns Musikteater formåede at give mig en dejlig aften, hvor jeg blev underholdt godt af deres uforudsigelige forestilling. De monologer der var med rørte mig ikke på en måde, så de ramte det pirrende grænsefelt mellem smil og sorg.
Men jeg smiler fortsat for mig selv over at have set Butique Requiem og nynner for mig selv:
”Mælk, mælk, mælk, mælk, mælk, mælk, mælk…”
 



Københavns Musikteater, Kronprinsensgade 7, 1114 København K
 
Spiller indtil 14. marts 2015

Spilledato: 26. februar 2015
Fotos: Naya Buch
 
Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side: http://kobenhavnsmusikteater.dk/forestillinger/butique-requiem/

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Se dagens lys, Aarhus Teater

Af Anne Sophie Parsons Århus-forfatter Svend Åge Madsens roman ”Se dagens lys” fra 1980 ...

Anmeldelse: Fejring af et godt menneske, Mungo Park

Af Anja E. H. Poulsen Forfatter og debuterende dramatiker Mathilde Walter Clark er optaget ...

Anmeldelse: Peters jul, Odense Teater

Af Mette Herschend   Odense Teater åbner dørene for dette års juleforestilling ’Peters jul’ ...

Anmeldelse: Martyrer, Teatret Svalegangen

Af Sofie Amalie Dammeyer Johansen   ”Hej!”   ”Ja det er dig, jeg taler ...