Anmeldelse: Cabaret, Copenhagen Theatre Circle
Af Ea Melissa Christiansen
”Velkommen alle sammen! Herinde er livet smukt” bliver der sagt, mens et stort bredt smil opmuntrer dig til, at glemme virkeligheden for en stund.
Den engelsksprogede amatørteaterforening Copenhagen Theatre Circle har halvtreds års jubilæum, og i den anledning har de valgt at fejre det med opsætningen af Cabaret. Historien foregår på Kit Kat Klub i 1930’ernes Berlin. Det er stedet, hvor du kan drikke dine sorger væk, hvor sex ikke er et tabu og stedet, hvor politik fejes under tæppet med jokes og lalleglad musik.
En dag bosætter den amerikanske forfatter, Clifford Bradshaw, sig på et af natklubbens værelser. Her udvikler han et forhold til natklubsangerinden Sally Bowles, alt imens tilhængerne til nazisterne vokser i det tyske land. Hvor længe kan festen vare ved, før de må se virkeligheden i øjnene?
Overordnet set var det nogle fine sangpræstationer, som bar forestillingens sange til musikken fra et live-band, som sad ude i siden. Foran publikumsrækkerne stod tre barborde, hvor man kunne vælge at sidde med dét forbeholdt, at skuespillerne løbende kom hen og interagerede med gæsterne. På bagscenen ses et lysende skilt med ordene ”Kat (symbol af en kat) Klub”, der var et barskab og lidt barstole, som alt i alt gav den natklubstemning, som der hører sig til i universet hos Cabaret.
Fremførelsen af ”Two Ladies” virkede, men det var til gengæld et af de eneste steder, hvor jeg mærkede et ”sex drive” i forestillingen, selv om danserne tit var med til at hæve energien i scenerne. Desværre måtte forestillingen undvære sangene ”Mein Herr” og ”Maybe This Time” på grund af manglende rettigheder.
Når man stadigvæk vælger at fremføre forestillingen, bør der være en fin balance mellem en lalleglad stemning, der oser af sex, til den triste hjerteskærende af slagsen, men det var som om, at der stadigvæk manglede noget. Det skal nævnes, at dette er en amatørproduktion, hvorpå niveauet på skuespillere, dansere og sangere derfor kan variere markant, hvilket de desværre også gør i denne forestilling.
F.eks. blev sangen ”Cabaret” fremført som en stille ballade, måske for at vise Sallys indre kampe. Men det bliver desværre for ensformigt, når skuespilleren er instrueret til at stå stille i tre minutter. Der var heller ikke de store spring i intentionerne undervejs i sangen, hvorfor jeg ikke forstår, at instruktør Christina Hildebrandt ikke har valgt at gøre noget mere ud af nummeret, som nærmest fører forestillingen.
Hvad der også kunne være et energiboost er i sangen ”If You Could See Her”, hvor Emce danser rundt med en gorilla, men humoren trængte ikke rigtig igennem. Her kan jeg heller ikke se idéen i, at vise ansigtet bag gorillamasken, når det netop er samspillet mellem gorillamasken og Emces tydelige forelskelse, som bærer nummeret. Sommetider blev jeg i tvivl om de selv vidste om masken skulle af eller på, da den sommetider blev sat op og sommetider sat den. Eller ramte de den blot???
Hvad blev der for resten af den naive Sally, hendes kækhed, hendes umiddelbarhed og legesyge væren? I denne udgave blev Sally snarere ”for” selvsikker og flirtende, eller ultragenert og tilbageholdende, hvilket gjorde, at fokus kom til at handle mere om de andre relationer i forestillingen. Igen undrer jeg mig over instruktionen derpå, men om ikke andet sang Sally, som spilles af Antonia Pipaluk Stahnke, skønt.
Til gengæld lagde jeg meget mærke til relationen mellem Fräulein Schneider og Her Schultz, og selv om mange jokes forsvandt i forestillingen, fungerede ”ananas-scenen” rigtig godt. Hver gang Herr Schultz, som spilles af Frank Theakston, trådte ind på scenen, blev mine øjne til gengæld klistret fast til ham, da hans søde naturlige væremåde, virkede fint til rollen.
Herudover stjal Fräulein Kost, som spilles af Nathalie Bessonet, også fokus på hele scenen når hun sjældne gange kom frem, og jeg undrer mig meget over, hvorfor hun fik så lille en rolle! Hende ville jeg godt have set meget mere af. Tai Birkholm Segel fik desuden også sat en forvirring i empati-barometerent, når han i rollen som Ernst Ludwig afslører sin politiske holdninger og undrer sig over, hvorfor venskab og politik skal blandes sammen.
De forskellige sceneskift var også en kende lange, men om ikke andet var overgangen fra første akt til pausen ret fed og super tight, og starten på andet akt lige så. Her kommer en speciel cadeau til guitarist og banjoist Daniel Rodrigues som både steppede og performede til den helt store guldmedalje. Det er DENNE energi, intensitet, humor og kækhed, som jeg savnede i store dele af stykket, og jeg fandt det ærgerligt, at han skulle tilbage til orkestret efter sin korte præstation, når han gav så meget på så kort tid.
Cabaret er fyldt med sange, smækre vintage kostumer, flotte frisurer og god stemning, og er du ydermere bare en smule interesseret i 2. verdenskrig, er dette også et spændende alternativ til en fortælling i den tid.
Gæstespil af Copenhagen Theatre Circle
Krudttønden, Serridslevvej 2, 2100 København
Spilleperiode: 3.-6. og 10-13. oktober 2018
Set den 3. oktober 2018
Fotos: Copenhagen Theatre Circle
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Kristian Husted, Antonia Pipaluk Stahnke, Kat Nicholas, Bente Frederiksen, Frank Theakston, Nathalie Bessonnet, Tai Birkholm Segel med flere
Instruktør: Christina Hildebrandt
Instruktørassistent: Angelique Giroir
Musikalsk instruktør: Ulrik Spinkel Thomsen
Koreograf: Antonia Pipaluk Stahnke
Kostume designer: Maria Lundbye
Make-up artist/stylist: Freja Riise, Emma Gould, Lakeisha Salto og Sheba Salto
Lyddesign: Hubert Baumeister
Lydtekniker: Mikkel Steenvinkel Nordenhof
Lysdesign: Paul Damade
Varighed: Ca. 2 timer og 10 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod