Anmeldelse: Carmen, Det Kongelige Teater

Anmeldelse: Carmen, Det Kongelige Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

Titelpersonen i Bizets opera, Carmen, er en skøn og forførende kvinde, der arbejder på en tobaksfabrik i Sevilla. Don José, en lettere naiv soldat, holder vagt ved fabrikken, og han bliver forført af Carmens charme. Efter et slagsmål fængsles Carmen, men Don José lader hende undslippe, så han selv bliver degraderet og selv sat i fængsel. Da han løslades, opgiver han sin barndomskæreste Michaëla, hvorefter han deserterer og følger Carmen til smuglerlejren, hvor hun bor.

Men den flygtige Carmen kaster i stedet sin kærlighed på den flotte toreador Escamillo. Don José er dog stadig besat af Carmen. Han forsøger desperat at vinde hende tilbage, men hun nægter og smider den ring, som han har givet hende i hovedet på ham. Det er et højspændt kærlighedsdrama, der nu ender med fatale konsekvenser for dem begge.

Handlingen i Georges Bizets fantastiske opera Carmen er til stede i denne nye opsætning af Barrie Kosky; en opsætning som nu er kommet til København. Men den lidenskaben, kærligheden, begæret, sjælen og de store følelser mangler vi, og visse steder bliver historien nærmest – ufrivilligt – komisk!

For det første er sangerne denne aften ikke helt i topform. Michèle Losier giver os en fin Carmen, men hun er alligevel lidt for pæn og poleret, selvom hun også kan være vild og rå, så de store følelser, sensualiteten og det, der fortæller os, hvorfor hun egentlig er så forførende, udebliver for os. Migran Agadzhanyans Don Jose er lidt for lang tid om at blive rigtig farlig, så vi kan føle hans jalousi og vanvid, og Anatoli Sivko som toreadoren bliver aldrig rigtig farlig og forførende, og det gør det ikke bedre, at hans stemme denne aften flere gange knækker.

Katrin Lea Tangs scenografi med den store trappe er flot og brugbar – i få minutter hist og her. Ellers bliver den og den tomme forscene nærmere en hæmsko for forestillingen, hvor hverken handlingen eller de medvirkende rigtig kan bevæge sig – og det bliver også en smule ensformigt og trist, at scenografien er statisk og fuldstændig den samme uanset som vi er i byen, på tobaksfabrikken, i smuglerhulen eller i tyrefægterarenaen. Samtidig er der et larmende rend op og ned ad trappen, hvilket heller ikke gør noget godt for forestillingen.

Barrie Koskys iscenesættelse fungerer desværre heller ikke helt godt. Det er langt hen ad vejen som om, at Carmen reduceres til en bifigur – i hendes egen forestilling! Og hvorfor skal hun gøre entré i et gorillakostume?!

Samtidig er denne opsætning nærmest en hybrid af en fortælling, en danseforestilling og en opera. Fortællerstemmen, som flytter fortællingen fremad, bliver hurtigt en unødvendig temponedsættelse, så det hele kommer til at føles (for) langt. Operaen kan sagtens fungere selvstændigt og fremadskridende uden denne indpakning. Dansescenerne virker maplacerede og ofte for langtrukne, så de aldrig bliver en del af forestillingen. Så desværre fylder sidstnævnte – selve operaen – for lidt. Og nær den så er der, så bliver den ofte uden nok lidenskab, kærlighed og sjæl.

Man savner derfor en behandling af kærlighedens problemstillinger og trekantsdramaet mellem Carmen, Don Jose og Escamillo er her nærmest ikke eksisterende. De sociale dimensioner i historien er også nærmest ikke eksisterende.

Gengæld giver både Det Danske Pigekor og Det Danske Drengekor samt ikke mindst Det Kongelige Operakor en flot aften. Sammen med Det Kongelige Kapel under ledelse af dirigent Alexander Vedernikov denne aften får Georges Bizets toner liv, og der kan ikke sættes en finger på det rent musikalske, som er en fryd for øjet. Til tider har man lyst til at lukke øjnene og bare nyde den fantastiske musik.

Samlet er denne opsætning af Carmen derfor lidt på jævne. Det bliver en noget uforløst udgave, hvor særligt lidenskab, kærlighed og sjæl mangler – på bekostning af ufrivillig komik og udenomsting i stedet for at fokusere på den i forvejen fine handling i forestillingen. Georges Bizets vidunderlige, genkendelige musik redder dog aftenen!

Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K

Spilleperiode: 14. september 2019-15. februar 2020

Set den 14. september 2019

Fotos: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20192020/opera/carmen/

Medvirkende: Michèle Losier, Migran Agadzhanyan, Anatoli Sivko, Gisela Stille, Margaux de Valensart, Ida Ränzlöv, Palle Knudsen, Fredrik Bjellsäter og Kyungil Ko (forskellige hold) og danserne Christopher Basile, Alexandre Bourdat, Jens Schyth Brøndum, Olivia Sol Anselmo, Tone Reumert, Stine Rønne og Genevieve Sztuk samt Det Danske Pigekor, Det Danske Drengekor og Det Kongelige Operakor og Det Kongelige Kapel

Musik: Georges Bizet

Libretto: Henri Meilhac og Ludovic Halévy efter Prosper Mérimées novelle ”Carmen” (1845)

Instruktør: Barrie Kosky

Instruktør ved genopsætning : Alan Barnes

Dirigent: Alexander Vedernikov (eller Robert Houssart)

Scenograf: Katrin Lea Tag

Kostumedesign: Katrin Lea Tag

Koreograf: Otto Pichler

Koreograf ved genopsætning: Madeline Ferricks-Rosevear

Lysdesign: Joachim Klein

Varighed: Ca. 3 timer og 20 minutter inkl. pause

Synges på fransk med danske overtekster

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *