Anmeldelse: Cavalleria rusticana og Pagliacci, Det Kongelige Teater
Af Kristina McClelland Jacobsen
Når tæppet går op på Det Kongelige Teaters Store Scene, mødes publikum af to intense fortællinger om menneskets stærkeste følelser, nemlig kærlighed og jalousi. På én aften går en lille landsby på Sicilien fra at være fin til at blive en krigshærget by. Det er en aften hvor de stærke følelser bliver svære at adskille og nærmere flettes sammen i Pietro Mascagnis Cavalleria rusticana og Ruggiero Leoncavallos Pagliacci. Her får publikum både den religiøse, nærmest rituelle passion i Cavalleria rusticana og den teatralske selvbevidsthed i Pagliacci, hvor grænsen mellem skuespil og virkelighed opløses. Det er en aften, hvor følelserne står helt åbent, og musikkens dramatiske temaer gør det umuligt ikke at mærke spændingen i salen.
I Cavalleria rusticana møder vi i en lille landsby på Sicilien Santuzza, som er blevet smidt ud af kirken efter en affære med Turridu. Hun er dog ikke den eneste kvinde i hans liv – hans tidligere kæreste, Lola, er nu gift med den rige Alfio, men fortsætter forholdet til Turridu i hemmelighed.
Da Santuzza opdager det, fyldes hun af jalousi og sorg. Hun konfronterer Turridu, men da han afviser hende, fortæller hun Alfio sandheden. Kærligheden udfordres i et drama, der kulminerer midt i påskens hellige højtid – men om den ender lykkeligt, må tiden vise.
Efter pausen skifter scenen. Den lille landsby på Sicilien har lidt under Anden Verdenskrig. I Pagliacci ankommer en teatertrup til landsbyen for at opføre et stykke. Allerede fra begyndelsen brydes illusionen, da Tonio træder frem og fortæller, at det, vi skal se, er virkeligheden. Han erklærer sin kærlighed til truppens leder, Canios hustru, Nedda – men hun afviser ham, da hun i hemmelighed elsker Silvio.
Sammen planlægger Nedda og Silvio at flygte efter aftenens forestilling, men Tonio overhører dem og fortæller det videre til Canio. Silvio når at undslippe, før han bliver opdaget, og Nedda nægter at afsløre hans navn. Da tæppet går op for forestillingen, begynder virkelighed og fiktion at smelte sammen – og dramaet tager en drejning, som ingen kan kontrollere.
I rollen som Santuzza var den dramatiske sopran Trine Møller, som sang med kraft og styrke, og som i den grad fyldte operaens sal med skønklang. Niels Jørgen Riis sang Turiddu samt Canio med en skøn forståelse af den italienske Bel canto. De to mezzoer, Johanne Bock og Francine Vis i rollerne Lucia og Lola gjorde det også strålende. Mest af alt strålede Jens Søndergaard i rollen Alfio og Tonio/Taddeo, som med nerve og passion fangede publikum, med den store indlevelse i partierne. Den vilde Peppe/Harlekin portrætteres af Frederik Bjellsäter, som med sin stærke tenorklang og scene-præcens levede op til karakterens mange facetter. Det elskende par Silvio og Nedda synges af Theodore Platt og Caitlin Gotimer, og det gør de yderst charmerende.
Cavalleria rusticana blev iscenesat af Kasper Holten, som holder sig tæt på det traditionelle, hvor kirken, landsbyen og ritualerne står som et spejl af menneskets moralske kamp. Paul Currans iscenesættelse af Pagliacci fandt sted under Anden (som ovenfor) Verdenskrig, og bringer fortællingen i en moderne kontekst. Her kolliderer aftenen i krigskaos og teatrets illusion. Det tidslige aspekt gav forestillingerne en lineær historisk fortælling mellem de to operaer. Tilsammen danner de et spændingsfelt mellem tro og realitet. De to iscenesættelser fungerede godt og havde god sammenhæng i deres udfoldelse.
Scenografien af Mia Stensgaard bandt de to forestillinger flot sammen. Efter pausen mødte publikum en dramatisk kontrast: den store trappe fra første akt lå nu i ruiner, som var byen blevet bombet. Både i fortællingen og i det visuelle udtryk blev man konfronteret med virkelighedens brutalitet – råt og usødet – helt i tråd med den italienske verismo-tradition, hvor kunsten spejler livet, som det er.
De to værker smelter sammen i en dobbeltforestilling, der både er traditionel og fornyende. Kasper Holten og Paul Curran formår at skabe en klar forbindelse mellem operaerne – fra Siciliens påskedrama til krigens sønderbombede virkelighed – og scenografien af Mia Stensgaard binder det hele elegant sammen. Det musikalske niveau er højt, og ensemblet leverer præstationer med både kraft og følsomhed. Publikum får ikke bare to operaer – men to spejlinger af menneskelighed, passion og smerte.
Denne aften får du altså to særlige operaer for en pris, hvilket klart er værd at bruge en aften på.
I samarbejde med Den Norske Opera & Ballett
Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K
Spilleperiode: 12. oktober-14. november 2025
Set den 12. oktober 2025
Fotos: Miklos Szabo
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20252026/opera/cavalleria-rusticana-og-pagliacci
Medvirkende: Trine Møller, Niels Jørgen Riis, Johanne Bock, Jens Søndergaard, Francine Vis, Niels Jørgen Riis, Caitlin Gotimer, Fredrik Bjellsäter og Theodore Platt
Dirigent: Giulio Cilona
Iscenesættelse: Kasper Holten og Paul Curran
Scenografi: Mia Stensgaard
Kostumedesign: Anja Vang Kragh
Lysdesign: Bruno Poet
Varighed: Ca. 2 timer og 55 minutter inkl. en pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod