Anmeldelse: Celeste, Mungo Park
Af Christian Skovgaard Hansen
Mungo Park eksperimenterer og lader nye dramatikere komme til orde i deres skitseformat. Det er forestillinger, der er skabt på kort tid, og som spiller i et næsten nøgent scenerum og i en kortere periode. Det er nærmest som en skitse til en større forestilling på et tidspunkt.
I Celeste møder vi Thomas, der fylder 60 år, men hans fødselsdagsfest bliver ikke som ventet. Hans kone er død for flere år siden, hans datter, Celeste, er taget til demonstration mod racisme, og han er ikke på talefod med sin bror, da broren selv har bedrevet racisme. Han sidder derfor ene og alene i sofaen. Pludselig ringer politiet og vil høre, om han ved, hvor datteren er, og de beder ham kontakte dem, hvis hun skulle kontakte ham. Han forstår ikke hvorfor.
Pludselig hører han i nyhederne, at en ung, sort kvinde har overfaldet to unge, hvide racister. Vi finder ud af, at datteren er mulat, og at hans afdød kone var en mørk kvinde. Men er det mon hans datter, der har gjort det? Som på et løg kan vi pille lag efter lag af, hvorefter et nyt lag af historien åbenbarer sig, indtil vi – måske – får essensen. Bedst som vi troede, at vi nu var med, sker der noget uventet.
Forestillingen slutter brat. Politiet ringer igen. De har fundet hans datter. Men hvad er der sket? Er det hende, der står bag overfaldet? I så fald: Hvorfor? Og hvad er konsekvensen? På vej ud af teatersalen kan vi lade tankerne vandre.
Monologen fremføres af Henrik Prip, der overbevisende giver os alle facetterne af Thomas. Alt lige fra hans egen triste liv og dets uretfærdigheder og til forholdet til datteren, som er en god blanding af stolthed, irritation og frygt over, hvad der måske er sket. Hans faderportræt er både troværdigt og nærværende.
Hovedemnet for forestillingen er den strukturelle racisme – altså den racisme, der ubevidst er under overfladen i form af forestillinger og samfundsmæssige strukturer, der virker som barrierer for disse gruppers ligelige adgang til samfundet. Med den baggrund har dramatiker og instruktør Amelia Høy skrevet en fin og tankevækkende monolog. Hendes tekst er interessevækkende, og den bliver aldrig hverken fordømmende eller fordummende. Hvad er et godt menneske?
Monologformen er enkel, men det kunne være interessant at se fortællingen udspillet som selve dramaet i fortællingen, så vi også møder datteren, som ubevidst bliver centrummet for fortællingen.
Teksten er samtidig tilpas åben, så skitsen kan gå i flere retninger. Det er en lovende debut, og det bliver spændende at se, hvad hun skriver i fremtiden, herunder om der ikke kommer et større, samfundsrelevant færdigt drama ud af denne skitseversion af Celeste. Eneste anke mod denne skitse er, at den næsten vil for meget – der er næsten lidt for mange lag på løget, så historien kommer let til at stritte i lidt for mange retninger. Det kan være, at Amelia Høy er nødt til at tæmme den lidt, førend det bliver en helstøbt fortælling.
Mungo Park, Fritz Hansens vej 23, 3450 Allerød
Spilleperiode: 31. august-19. september 2021
Den 13.-14. september kan forestillingen opleves sammen med skitseforestillingen ”Smykket”
Set den 9. september 2021
Foto: Mungo Park
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
og
Medvirkende: Henrik Prip
Instruktør og dramatiker: Amelia Høy
Lyddesign: Emil Bøll
Lysdesign: John Ivar Venned
Varighed: Ca. 50 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod