Anmeldelse: Da rocken kom til Randers, Randers Teater
Af Christian Skovgaard Hansen
Rocken kom til Randers og resten af Danmark i 1950’erne og 1960’erne. Den nye musik faldt ikke lidt godt i alles smag, men dens indtog var svært at stoppe. Makkerparret Jan Svarrer og Jannik Fuglsang har med Da rocken kom til Randers skrevet en lokalhistorisk fortælling om rockens indtog i Danmark, herunder ikke mindst den betydning, som den fik for det unge par Lisbeth og Jørgen, der elskede musik – også denne nye rock. Vi oplever, hvordan rocken forandrer ikke bare det unge par, men hele den kronjyske provinsby.
Tre gamle flyttekasser har på mystisk vis fundet vej hele vejen fra USA og til Randers Lokalhistoriske Arkiv. Kasserne indeholder plader dagbøger og en masser andre effekter fra 1950’erne og 1960’ernes Randers. Men hvorfor? Og hvad betyder indholdet?

Det sætter de to skuespiller Tine Gotthelf og Troels Malling sig for at undersøge, og de tager nu publikum med på en Lisbeth og Jørgens rejse fra 1956 og 10 år frem. Lisbeth og Jørgen kommer fra vidt forskellige kår, og de har egentlig vidt forskellige drømme om fremtiden. En ting har de dog til fælles: Musikken! Det inkluderer også den nye rockmusik, der kommer fra USA, og musikken bliver deres bindeled, når deres liv i øvrigt tager forskellige retninger. Mon de to finder en fælles retning?
Birgitte Næss-Schmidts instruktion er både skarp og levende, og de to fortællere træder let ind og ud af de forskellige roller. Udover rollerne som Lisbeth og Jørgen spiller de nemlig også resten af fortællingens mange figurer. Alle rollerne leveres troværdigt og med hjerte. Hele vejen igennem akkompagneres de velspillende af kapelmester Jacob Venndt.
Rikke Juellunds scenografi er enkel, og til en start undres man måske nok over de mange tomme pletter på væggene. Det minder om aftegningerne til bestemte stykker værktøj i et gammelt værksted. Men efterhånden som effekterne kommer op af kasserne, giver scenografien mere og mere mening. I sig selv tilføjer den dog ikke noget særligt til selve fortællingen, hvilket er lidt synd. Her mangler der noget af det spræl, fest og farver, og rock’n’roll, der er i fortællingen og i musikken.
Svarrer og Fuglsangs tekst er mest historiefortælling, men der sniger sig også en god portion humor ind. Det passer godt til forestillingens format, men visse steder bliver humoren måske lidt for let og pjanket. Det er ikke nødvendigt. Fortællingen og dens temaer er stærke nok i sig selv.
Fortællingen fejler ikke noget, og den er bindeled gennem det hele. Nok var tiden en anden, og verdenens problemer var måske nogle andre, end de er i dag. Men der er alligevel noget genkendeligt i dag. Ungdommen er stadig usikker, de har stadig drømme om fremtiden, kærligheden kan stadig være svær, og hvem er vi egentlig. Hvordan former livet os? Hvad gør vi, hvis vi ikke altid lever op til vores forældres forventninger? Og hvad med vores egne forventninger? Her har Svarrer og Fuglsangs tekst heldigvis også noget tyngde.
Men der er ingen tvivl om, at styrken er i musikken. Når først den spiller, og vi oplever de mange hits fra dengang, er hele salen med. Rocken kan stadig noget!
Da rocken kom til Randers er en let og charmerende fortælling om en tid, hvor både musikken og livet i provinsbyen ved fjorden var under forandring. Den kan både vække glæde hos det ældre publikum, der måske endda husker tiden, men den taler også til et yngre publikum, når dens ungdomsproblemer, drømme og livserfaringer italesættes.
Randers Teater, AP Salen, Mariagervej 10, 8900 Randers
Spilleperiode: 29. januar-21. februar 2026
Herefter spiller forestillingen på kultur-/forsamlingshusturné i perioden 23. februar-13. marts 2026
Set den 30. januar 2026
Fotos: Randers Teater
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Tine Gotthelf og Troels Malling
Kapelmester: Jacob Venndt
Instruktør: Birgitte Næss-Schmidt
Dramatiker: Jan Svarrer og Jannik Fuglsang
Scenografkonsulent: Rikke Juellund
Arrangør: Jesper Mechlenburg
Lysdesigner/tekniker/afvikler: Bjørn Kvelland
Lyddesigner/teknisk ansvarlig/afvikler: Chris Nielsen
Instruktørassistenter: Roberta Næss-Schmidt og Nikoline Kyndesen
Kostumier: Marianne Meyer
Regi/byg/teknik: Kurt Bremerstent
Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod


