Anmeldelse: Præriens skrappe sangere, Herlev Teaterbio (Musikteateret Figaros og Den Ny Opera)

Anmeldelse: Præriens skrappe sangere, Herlev Teaterbio (Musikteateret Figaros og Den Ny Opera)

Af Clara Friis Damlund

Præriens skrappe sangere kan bestemt ikke klandres for falsk marketing. På en forblæst februaraften på den lille scene i Herlev gav de fire skrappe sangere mig en skøn cabaretoplevelse med imponerende sang og sjove sketches, som både bedsteforældre og ældre børnebørn vil nyde.

Den aften havde jeg ellers haft en lang studiedag, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at min sofa og en omgang doomscrolling ikke kaldte i mit stille sind. Denne trang sluttede dog fra det øjeblik, forestillingen gik i gang.

Musikteatret Figaros og Den Ny Opera har igen taget en mere eller mindre klassisk fortælling under kærlighed behandling. Fortællingen er omskrevet og bearbejdet, ligesom der er lånt og tilføjet fra en række andre ligeså klassiske fortællinger, inden det hele til slut er pakket ind i en fantastisk musikalsk ramme.

Med en morsom videointroduktion inspireret af ”Det lille hus på prærien” introduceres vi til stykkets handling: Et sted på den jyske prærie holder en røverbande til. Banden består af de fire brødre: Bill, Bill, Bill og Bill. De er spillet af Lisbeth Kjærulff, Karen-Marie Lillelund, Allan Dahl Hansen og Kristian Jensen.

De er på røven og har brug for cool cash – i en fart! Sheriffen indhenter dog hurtigt banden, og hvis vores fire brødre skal slippe for kachotten, så skal de drage ud for at finde de eftersøgte banditter ”Den gode”, ”Den onde” og de ”De grusomme Daltonbrødre”. Fanger Bill, Bill, Bill og Bill disse, så slipper de ikke kun for kachotten, nej så vil Sheriffen også dele dusøren med dem. Det er tilmed en magisk dusør, der på uforkarlig vis kun bliver større og større kendt som ”Det økonomiske råderum”. Til tonerne af Steppenwolfs ”Born to Be Wild” og Dolly Partons ”9 to 5” drager Bill’erne afsted på eventyr.

De fire skuespillere, der varetager alle rollerne på scenen, er på hver deres måde eminente i forestillingen, og de passer alle fire godt ind i den skæve fortælling. Både Lisbeth Kjærulff og Karen-Marie Lillelund brillierer med deres imponerende sangerevner, der akkompagneres af Allan Dahl Hansens toner fra det store flygel på scenen. Derudover gør både Karen-Marie Lillelund og Kristian Jensen sig bemærkede ved deres interaktioner med publikum. Særligt Kristian Jensen viser sig som en skrap improvisator, hver gang publikum kommer med humoristiske tilråb.

Gennem de godt og vel to timer, som Præriens skrappe sangere varer, kommer vi rundt i store dele af verden samt en masse kulturelle og politiske referencer. Lisbeth Kjærulff og Kristian Jensen har skrevet tekst og musik, og hele holdet har selv instrueret. Dét kan nok være medvirkende til forestillingens største minus. Den er nemlig en anelse for lang, og særligt i anden akt kunne man med fordel have fjernet nogle scener, der for mig blot kom til at virke som mere af det samme. Samtidig var bidder af forestillingen i for høj grad bundet op på fald-på-halen-humor, der blev for fjollet til min smag. Omvendt gjorde stykket sig særligt godt, når satiren var i centrum.

Særligt én sekvens stod ud for mig som særligt vellykket. Det var en scene, der først blev framet som en stereotyp på USA’s oprindelige befolkning; fuldendt med tipitelte, fjerkrone, bue og pil. Som eneste gen-z’er i et publikum med en gennemsnitsalder på 67 forventede jeg at sidde småforarget tilbage efter denne scene. Uden at afsløre for meget formåede skuespillerne dog på ret sjov og elegant vis at dreje scenen, så både jeg som z’er og resten af publikum i bedsteforældregenerationen kunne le af hinanden – og ikke mindst af os selv. Well done.

Alt i alt blev det til en sjov teateroplevelse, som var et skønt alternativ til en sofaaften med Reels. Hvis du som ungt menneske er så heldig at have en bedste at invitere med til at se Præriens skrappe sangere, så gør det! Og ellers så overvej selv at tage ind og se den. Det kan kun blive en skæg oplevelse.

Musikteateret Figaros og Den Ny Opera

Set på Herlev Teaterbio, Herlev

Spilleperiode: 23. januar-30. april 2026 (på turné – se turnéplanen på nedenstående link)

Set den 4. februar 2026

Fotos: Juul Fotografi

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende og instruktion: Lisbeth Kjærulff, Karen-Marie Lillelund, Allan Dahl Hansen og Kristian Jensen

Manuskript og sangtekster: Kristian Jensen og Lisbeth Kjærulff

Musikalsk ledelse: Allan Dahl Hansen

Scenografi: Figaros og Trine Dueholm

Varighed: Ca. 2 timer og 10 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *