Anmeldelse: Dansefeber, Det Kongelige Teater

Anmeldelse: Dansefeber, Det Kongelige Teater

Af Henriette Devantier

Gamle Scenes scenerum sitrede og knitrede denne lørdag eftermiddag på en anderledes måde end sædvanligt. Gennemsnitsalderen var i dagens anledning bragt væsentligt ned, og i de røde plyssæder sad forventningsfulde børn med deres voksne – klar til at skyde efterårsferien i gang, og klar til at blive introduceret til scenemagiens verden. Denne sæsons børneballet, Dansefeber, er en parallel til sidste års DR-julekalender ”Julefeber”. Julekalenderen var en stor succes, så forventningerne var store til Dansefeber, som er koreograferet af DR-julekalenderens koreograf og solist ved Den Kongelige Ballet, Tobias Praetorius.

Dansefeber bygger videre på universet fra ”Julefeber” fra tv, men balletten er en selvstændig fortælling med sit eget personregister. Forfatter til julekalenderen og balletten, Mette Eike Neerlin, har dog valgt at føre julekalenderens budskab videre i Dansefeber. Man skal turde stå ved den, man er, selvom man ikke er som alle de andre.

Dansefeber handler om drengen Arthur, der spiller fodbold. Ved en tur i Det Kongelige Teater rammes han af ballettens magi og poesi. Det falder ikke i god jord hos de andre fodboldkammerater, der driller ham, for ballet er overhovedet ikke sejt for fodboldbørn. Lynhurtigt opdager teaternissen Gro (den samme Gro, som vi kender fra ”Julefeber” spillet af Selma Sol í Dali Pape), at Arthur er ked af det. I skjul af sin nissehue, der gør hende usynlig, fører hun Arthur ind i teatrets verden. Ved et tilfælde hvirvles han ind i vaskeægte magi og teatereventyr. Men magi er ikke ufarligt, så Gros fjollede mormor må komme til undsætning, før det ender galt.

Det klæder Det Kongelige Teater at opføre en børneballet i denne kaliber. Cadeau til koreograf Tobias Praetorius, der har formået at skabe en alsidig ballet- og danseforestilling med både børnene på scenen og børnene i publikum for øje. Det hele er godt hjulpet på vej af Nadia Nabils lige så magiske kostumer i fængslende farver. Nisserne emmer ikke af jul og risengrød, men de indgår både gennem koreografi og kostumer som en naturlig del af det magiske teaterunivers, hvor alt kan ske.

Det er netop dette, der bliver præmissen for forestillingen. Mellem linjerne understreger Dansefeber, at alt kan ske i teatrets og kunstens verden. Her er der plads til nisser, store drømme og skæve eksistenser. Det åbenlyse budskab, som børnene bliver præsenteret for, er, at man er god nok, som man er, men samtidig giver balletten et lille glughul ind i en magisk verden med højt til loftet, og det er dette, der gør Dansefeber særligt charmerende.

Charmerende er også Selma Sol í Dali Pape i rollen som Gro. Hendes store funklende øjne fanger publikum i alle aldre. Selvfølgelig kan den lille skuespiller også danse ballet. Hun er en historiefortæller uden lige både på et dramatisk plan og som danser. Hendes danseevner bliver særligt tydelige i huedansen, som vi også kender fra julekalenderen. Der hersker vist ingen tvivl om, at hun hører til på en scene. Med sig på scenen havde hun elever fra Det Kongelige Teaters Balletskole, der blandt andet indtog rollerne som nisser, fodboldbørn, balletbørn og fantasivæsner. Det var skønt at opleve alle de danseglade børn på scenen, der fik lov både at vise balletteknik og andre stilarter. Arthur blev ved denne forestilling danset af balletelev Milas Ellegaard. Han var sød og betuttet i portrætteringen af Arthur og gjorde sit ypperste for at formidle dansetrinene og fortællingen.

Jeg havde fornøjelsen af at opleve forestillingen med min niece på syv år. At opleve hvordan eventyret, scenemagien og fantasien foldede sig ud for øjnene af hende, løftede Dansefeber endnu mere. Ivrigt fulgte hun med i fortællingen, og alle regler om stilhed under forestillingen blev brudt, for danseuniverset fængslede. Det vidner om, at teaterrummet kan noget helt særligt, hvor hverken ”Ramasjang” eller ”Netflix” kan være med. Hånd i hånd nynnede vi titelmelodien fra julekalenderen og balletten hele vejen hjem, mens vi diskuterede forestillingens store og små indtryk. Der er vist ingen tvivl om, at Dansefeber har ramt sin målgruppe (og os andre)!

Det Kongelige Teater, Gamle Scene, Kongens Nytorv, København K

Spilleperiode: 13.-19. oktober 2021

Set den 16. oktober 2021 kl. 13.00

Fotos: Henrik Stenberg

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20212022/ballet/dansefeber?section=top

Medvirkende: Selma Sol í Dali Pape, Lukas Krak, Milas Ellegaard, Christina Michanek, Elisabeth Dam m.fl.

Koreografi: Tobias Praetorius

Historie: Tobias Praetorius og Mette Eike Neerlin

Musik: Jesper Mechlenburg og Felix Mendelssohn

Scenografi og kostumer: Nadia Nabil

Lysdesign: Jonas Bøgh

Iscenesættelse: Tobias Praetorius
Varighed: Ca. 1 time uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *