Anmeldelse: Pippi Langstrømpe, Dronning Dorthea Teatret

Af Sanne Halkjær Hebsgaard
”Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert!” De fleste vil vide, at det er et citat, der tilhører den altid livlige Pippi Langstrømpe. Og Pippi har taget del i mange børns liv på et eller andet tidspunkt. Og mon ikke de fleste kan genkende en lille smule af Pippi i sig selv en gang i mellem.
Scenografien til forestillingen fanger mit blik lige fra det øjeblik, jeg sætter mig på min plads i salen. Det er især den velkendte og ikke mindst vigtige Villa Villekulla, der springer i mine øjne. Det er meget flot udført, og det er med til at vække minderne hos publikum. Scenografien er bygget direkte på gulvet. Det gør, at alt det spil der foregår helt nede på gulvet, faktisk kun kan ses at de forreste pladser. Det er ærgerligt, for der er alligevel en del, der spilles helt nede på gulvet, og det spil kan man kun se, når man sidder helt forrest. Det betyder, at det går tabt for de andre publikummer, som derfor kun kan høre, hvad der foregår.
Selve forestillingen tager udgangspunkt i en masse af de oplevelser, Pippi Langstrømpe får sig, efter hun flytter ind i Villa Villekulla med aben Hr. Nilsson og sin plettede hest. Og denne udgave af Pippi Langstrømpe er instrueret af Thomas J. Larsen, hvilket også er hans instruktørdebut. Det er derudover også ham, der har skrevet sangene og det meste af musikken til forestillingen. Og det når han helt fint i mål med. Nogle af sangene fungerer bedre end andre, men som udgangspunkt er der en fin sammenhæng i dem og forestillingens handling.
Musikken er arrangeret af Maria Hjuler Suur. Og det er også hende, der sidder bag klaveret under forestillingen. Men ikke som hendes selv, men derimod Pippis hest. Det er et ret sjovt træk, at inddrage hende som medvirkende også, og hun får da også lov til at synge med undervejs. Det er kun hende, der sidder i musikken, hvilket betyder, at det kun er et klaver, der bakker skuespillerne op. Det kan godt virke lidt kedeligt, men samtidigt er det ret hyggeligt og intimt. Derudover er det også mere fortællingen, der er fokus på hos børnene, frem for musikken.

Når man taler om Pippi Langstrømpe, er det umuligt ikke at nævne forestillingens karakter af samme navn. Pippi Langstrømpe spilles her af Lærke Schou Andersen. Og jeg er i tvivl om, man kan finde en pige, der kan levere en bedre Pippi end hende. For hold da op hvor er hun en god Pippi. Lærke Schou Andersen er utroligt livlig og helt naturlig som Pippi. Det bliver slet ikke for meget, men derimod helt perfekt afstemt. Lærke Schou Andersen både spiller godt, men synger i den grad også godt. Og hendes stemme passer rigtigt godt til den ligefremme Pippi. Og eftersom Pippi er en så velkendt figur, kan det være svært at portrættere hende til punkt og prikke, især uden at træde forkert. Men det når Lærke Schou Andersen altså rigtigt fint i mål med.
Derudover når Mathias Jensen og Laura Mailund også fint i mål med deres udgaver af Tommy og Annika. De er både blåøjede og naive, samtidigt med at de til tider er eftertænksomme og tilbagetrukne. De er et sødt makkerpar, og selvom de langtfra længere er børn, så finder de en masse værdier frem, der passer perfekt til de søde og velopdragne Tommy og Annika.
Derudover vækker Clara Helene Laryea også min opmærksomhed. Hun fungerer både som Frk. Surström og sørøverkokken Karen-Kok. Clara Helene Laryea er utroligt sjov i disse roller, og på en eller anden måde også lidt for meget i forhold til de andres niveau. Men det gør bestemt ikke noget, for med den humor hun i den grad besidder, går det hele op. Jeg kan ikke slippe øjnene fra hende, når hun er på scenen, blot for at se hvad hendes næste sjove træk er.
Man kan ikke komme udenom, at Pippe Langstrømpe er en forestilling målrettet til børn. Og det giver skam god mening, for Pippi Langstrømpe lever netop i børnenes univers. Det er tydeligt at mærke, at alle børnene i salen elsker Pippi og alle de andre medvirkende i forestillingen. Børnenes latter er gennemtrængende, og de bliver tryllebundet af det univers, der bliver præsenteret for dem i Pippi Langstrømpe. Men selvom forestillingen er målrettet børnene, er der små guldkorn undervejs, som forældrene netop er de eneste, der forstår. Der er derfor rig mulighed for at både børn og voksne kan opleve Pippis univers hele efterårsferien hos Dronning Dorthea Teatret.
Dronning Dorthea Teatret, Zahnsgade 53, 6000 Kolding
Spilleperiode: 15. oktober 2021 – 24. oktober 2021
Set den 15. oktober 2021
Foto: Dronning Dorthea Teatret
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://dorothea.dk/pippi2021/
Medvirkende: Lærke Schou Andersen, Mynte Winterskov, Maria Hjuler Suur, Mathias Jensen, Laura Mailund, Søren Meinert Skousen, Claus Christoffersen, Tove Bjørn Jensen, Diana Bramsen, Anne Nørtoft, Launy Norup, Clara kure McQuhae og Victor Sommerlund Aaberg
Instruktør og bearbejdelse: Thomas J. Larsen
Sange og musik: Thomas J. Larsen
Arrangement: Maria Hjuler Suur
Varighed: Ca. 2 timer og 15 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod