Anmeldelse: De skønne dage i Aranjuez, Aalborg Teater (streaming)
Af Anne Sophie Parsons
I opsætningen af forfatter og dramatiker Peter Handkes forestilling De skønne dage i Aranjuez møder vi en mand og en kvinde; de er siddende på en veranda i de lune sommeraftener i Aranjuez. Der skabes her et indkapslet tidsrum, hvor en sansemættet og indviklet dialog fører dem rundt i filosofiske betragtninger omkring forholdets aspekter og individets rolle i selvsamme kombination.
Forestillingen De skønne dage i Aranjuez følger i hælene af Aalborg Teaters første forsøg ud i livestreamingens verden, da premieren på Herman Bangs ”Tine” fandt sted ugen før; teatret har omfavnet de online muligheder, som internettet tilbyder i at få udbredt forestillinger til hele landet, ligegyldig geografisk beliggenhed.
Aalborg Teater har denne gang valgt at tage favntag med en tungere forestilling, der ikke er åbenlyst tilgængelig for alle og enhver – her forstået i det fortættede litterære sprog og mangfoldige referencer, som forfatter og dramatiker Peter Handkes stykket byder på, mens forholdet imellem de to karakterer langtfra er let aflæseligt i deres indbyrdes spørgsmål og svar, der vævede sig ind og ud af de diverse replikker.
Instruktør Hans Henriksen sigter efter en klassisk opsætning af forestillingen, hvilket understøttes i de scenografiske og lys- og lydmæssige hjørner. Med scenografi af Ditte Marie Tygesen med en minimal indretning af scenen, der signalerer sommerverandaens pragmatiske indretning med bord, to stole, tre røde æbler og bl.a. en solsikke i en vase, var det et minimalistisk og virkningsfuldt udtryk, som blev ramt. Lysdesign af Kasper Daugberg var med til at føre publikum på den anden side af computerskærmen igennem dagens changerende lyssætning, mens lyddesigner Hannibal Dahl underbyggede helikopterlyde og sommerens hede summen i et øjebliksbillede.
Handkes dramatiske tekst centrerede sig omkring en dialog imellem en mand og en kvinde – igennem højlitterære betragtninger omkring kønnenes forskelle og seksuelle relationer til hinanden, har dialogen i De skønne dage i Aranjuez dog stadig smukke beskrivelser af f.eks. et blads skygge, højsommerens natur og en blodigles begærlige sug, som er dragende betragtninger.
Trods dette, er selve forestillingens omdrejningspunkt – den binære dialogbaserede ping-pong imellem de to kønsopdelte karakterer – ligeledes også teaterstykkets tydelige svaghed, i mine øjne. Teksten er smuk, men ordtung. De to unavngivne karakterer ender samtidig med at fungere i kraft af deres køn og den ”kønnede” samtale, som udfolder sig imellem dem – ”manden” og ”kvinden” – blev mere repræsentanter for disse, snarere end vi fik lov til at blive indvilget i en egentlig indsigt i dem, som individuelle karakterer. Forestillingen opstillede dermed en forholdsvis uinteressant dikotomisk sidesætning imellem kønnede subjekter, der talte ud fra specifikt denne præmis.
Det var synd, da karaktererne blev båret frem af stærke præstationer, hver især af Martin Ringsmose og Camilla Gjelstrup, som havde nok fysisk tilstedeværelse på scenen til at holde publikums fokus på den anden side af skærmen.
Teaterstykket De skønne dage i Aranjuez er ligesom resten af Danmarks teaterforestillinger ramt af nedlukningen af kulturlivet og vil forhåbentligt være at opleve i levende live på den anden side af corona-pandemiens vidtrækkende konsekvenser.
Aalborg Teater, Lille Scene, Jernbanegade 11, 9000 Aalborg
Set den 30. januar 2021 (streaming)
Fotos: Allan Toft
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Martin Ringsmose og Camilla Gjelstrup
Forfatter: Peter Handke
Instruktør: Hans Henriksen
Scenograf: Ditte Marie Tygesen
Oversætter og dramaturg: Jens Christian Lauenstein Led
Lysdesigner: Kasper Daugberg
Lyddesigner: Hannibal Dahl
Varighed: Ca. 1½ time uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod