Anmeldelse: De underjordiske, Riddersalen

Anmeldelse: De underjordiske, Riddersalen

Af Sidsel Stoustrup

 

”Det er nisserne!”, udråber den lille pige ved min side, da nisserne omsider gør sit indtog på scenen i forestillingen ‘De underjordiske’. Omkring mig sitrer stemningen, og børnene kan næsten ikke holde deres udbrud inde i deres begejstring over de små trædukker med røde huer.

Forestillingen handler om Flora og Ebbes færd for at finde ’Kornmoren’, som er blevet taget som straf over, at menneskerne ikke har sat grød ud til nisserne. Uden Kornmoren går det ikke, og derfor må de besøge De Underjordiske folkefærd for til sidst at være værdige nok til at få Kornmoren tilbage.

1

De underjordiske spiller i Riddersalen for 22. sæson, og det kan man godt mærke: alt er gammelt. De teatertekniske virkemidler er gamle, kostumedesignet er gammelt, og replikkerne lyder som noget fra min egen barndom. Men som et juleeventyr i den gamle Riddersal, der passer det utrolig godt ind. Det bliver nostalgisk og hyggeligt, og jeg mindes en gang, hvor jeg måske så det for længe, længe siden.

2

Kære læser, ‘De Underjordiske’ er ikke for dig. Det er et traditionelt juleeventyr i en hjem-ude-hjemme facon, der ville få din dansklærer til at smide en tåre af glæde. Selv ’Den store bagedyst’ giver flere nerver end denne teaterforestilling.

Men hold da op, hvor er ’De Underjordiske’ for de små. Udbrud med ’Ih’ og ’Åh’ og børn, der hopper i sæderne af spænding gør, at jeg ikke er i tvivl om, at din lille kære ville elske, hvis du tog ham eller hende med i teatret.

3

‘De underjordiske’ er gennemført teater. Man går med på illusionen fra start, og selvom det bliver lidt heteronormativt en gang imellem, så går det nok også. Især var jeg glad for musikertrioen, der igennem hele forestillingen satte stemningen – både melodisk og med foley. De underbyggede scenernes glæde, frygt, hygge mv. og gjorde, at man blot kunne læne sig tilbage og nyde forestillingen og skuespillernes fine præstationer.

Det er dog ikke denne forestilling, som du skal tage vennen eller kæresten med ind til. Til gengæld er det en glimrende forestilling for de små i familien og en hyggelig oplevelse for os andre.

 

Riddersalen, Allégade 7, 2000 Frederiksberg 

Spilleperiode: 25. november–18. december 2016

Set den 25. november 2016

Fotos: Bjarne Stæhr

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://riddersalen.dk/forestillinger/de-underjordiske-2/ 

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *