Anmeldelse: De uskrevne, BASaren (Kulturmarkt)
Af Tanja Bech Hansen
Det kræver et særligt nærvær og en betydelig portion skuespillermæssig præcision at spille flere roller i samme forestilling – og endnu mere, når de alle skal stå skarpt over for hinanden i både sprog, energi og kropssprog. I De uskrevne lykkes det Mette Rønne at skabe et helt univers på scenen, alene gennem sit spil, sin stemmeføring og sine nuancerede skift mellem karaktererne.
Handlingen udspiller sig på et teater, hvor vi møder et særegent ensemble af figurer: De to spirende skuespillere Alex og Silke, som næsten fremstår som modsætninger – Alex med en tilbagelænet ligegyldighed, næsten doven i sin udstråling, og Silke med en intens og energisk tilstedeværelse, der nærmest driver scenen fremad. Derudover møder vi den ældre Poul, der stilfærdigt brygger kaffe, flytter lidt på rekvisitterne og har det med at forsvinde, og den pressede instruktør, som desperat forsøger at holde styr på tropperne.
Midt i dette univers træder to nye karakterer ind – de uskrevne roller. Hjemløse, men levende, på jagt efter en forfatter, der kan give dem en fremtid på papiret og en plads i teaterets lys. Som den ene siger med en blanding af desperation og håb: ”Jeg står sådan på gløder for at få vores scene spillet.”
Scenografien af Anders Brinck Madsen er holdt på et minimum, men med en virkelighedstro enkelhed: En instruktørstol, en grammofon, en kaffekop og en bænk. Denne nøgternhed giver plads til skuespilleren, der uden distraktioner kan udfolde sig i en ”alvorlig komedie”, hvor absurditet og eftertanke hele tiden balancerer.

Det imponerende er, hvordan Rønne formår at give hver af de seks karakterer et tydeligt særpræg. Alex’ dovne, næsten ligeglade attitude står i skarp kontrast til Silkes brændende engagement, mens Pouls stille omsorg og instruktørens febrilske overblik tegner to helt andre nuancer. At alt dette kommer fra én og samme krop og stemme, gør oplevelsen desto mere fascinerende.
Men bag det virtuose skuespil og den enkle scenografi ligger en tekstbearbejdelse, der fortjener særlig ros. Forestillingen er en bearbejdning af Pirandellos ”6 karakterer søger forfatter”, der er et banebrydende teaterstykke fra 1921, der udfordrer grænserne mellem teater og virkelighed. I De uskrevne har instruktøren, Anders Brinck Madsen, her formået at skabe en ramme, hvor karaktererne ikke blot bliver figurer, men symboler på en eksistentiel kamp: At være skrevet eller uskrevet. På scenen bliver det en metafor for menneskelig erfaring – nogle liv er skrevet med sikker hånd, mens andre stadig venter på at blive fortalt, på at få en begyndelse, en midte og måske en ende. De uskrevne roller bliver på den måde billedet på de stemmer og skæbner, der ofte står uden for den store fortælling, men som brænder for at blive set, hørt og anerkendt.
Forestillingen stiller derfor sit publikum et spørgsmål, som rækker ud over teatersalen: Hvem får lov til at være skrevet? Hvem bliver glemt? Og er det i virkeligheden i mødet mellem de skrevne og de uskrevne, at noget nyt og levende kan opstå?
De Uskrevne er på én gang morsom og smertefuld; det er en komedie med alvorlig bundklang. Det er et teater, der insisterer på, at fortællinger ikke bare er underholdning, men en kamp om eksistens og betydning. Og når man forlader salen, kan man ikke lade være med at overveje: Er jeg selv en skrevet eller en uskrevet?
Kulturmarkt
BASaren, Brønderslev, Nørregade 58, 9700 Brønderslev
Spilleperiode: 8.-19. september 2025 på forskellige lokationer i Nord- og Midtjylland
Set den 8. september 2025
Foto: Tristan Rønne
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://www.kulturmarkt.dk/deuskrevne
Medvirkende: Mette Rønne
Dramatiker: Anders Brink Madsen og Mette Rønne
Dramaturg: Ditte Bichel
Bearbejdelse, iscenesætter og scenograf: Anders Brinck Madsen
Varighed: Ca. 1 time uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod


