Anmeldelse: Min mægtige mor, Teatret ved Sorte Hest (High Noon Teaterproduktion)

By: Maja Sode Bach-Lauritsen
On: 11. september 2025

Af Maja Sode Bach-Lauritsen

Et rum fuld af røde døre. En mor, der forsøger at trænge igennem til sin datter på den anden side af døren i midten. Sådan begynder Min mægtige mor på Teatret ved Sorte Hest af Hign Noon Teaterproduktion. Det er et stykke nyskrevet dansk dramatik af Rikke Wölck, som også selv er på scenen som karakteren mormor.

Min mægtige mor udforsker tre generationers relationer – en mormor, en mor og en datter. Og meget apropos titlen er det især Karen-Lise Mynster der, som morkarakteren Barbara, stjæler showet. Forestillingen indledes med en enormt lang monolog, hvor Barbara bogstaveligt talt taler til en lukket dør. Her bliver Kisser Rosenquists scenografi et fint billede på den afstand og envejskommunikation, der er mellem mor og datter.

Mynster kører publikum rundt i manegen og får os både til at grine og krumme tæer. Hun formår at skildre et ægte menneske, der tydeligvis elsker sin datter højt og bekymrer sig om hende, men som også er blind for sine egne svagheder – særligt, når hun fortæller historie på historie om de mennesker, hun møder på sin vej.

Monologen sætter scenen og etablerer, hvad det er for nogle relationer, der er på spil, og som publikum kan man se både mormor og datter for sig. Og fordi monologen bliver så lang og selvudstillende, at det begynder at blive pinligt, forstår vi egentlig godt, hvorfor datteren på den anden side af døren ikke kan overskue at komme frem eller overhovedet at svare sin mor.

Vi møder aldrig Mynsters Barbara i en direkte, fysisk relation med hverken Laura Bros datterkarakter Fanny eller Rikke Wölcks mormor – i hvert fald ikke i nutiden. For ud af det blå får vi at vide, at Barbara er død, og herfra udspringer resten af forestillingen fra et venteværelse, hvor datter og mormor venter på at få lov til at se den døde Barbara.

De to mindes Barbara fra venteværelset, og nogle af disse minder udspiller sig som flashbacks på scenen. Det er her, vi oplever de tre kvinder i relation til hinanden. Men for mig er der noget med det retrospektive perspektiv, som blokerer for min føling med og for karaktererne. Man får ikke det udgangspunkt, hvorfra datteren og mormoren mister. Og når alt er minder, er der ikke noget, der kan ændre sig. Ikke noget på spil.

Jeg oplever skildringen af de tre kvinders relationer som noget ensidig. De kalder hinanden kællinger på kryds og tværs, og det, der først og fremmest når frem til mig, er indtrykket af nogle ret hadefulde relationer. Derfor synes jeg ikke, at forestillingen lykkes med at skildre nogle specielt nuancerede mor-datter-relationer. I hvert fald gjorde det, at der for mig manglede en mulighed for genkendelse og spejling.

Men enkelte gange skinner kærligheden igennem – som fx i en scene, hvor mor og mormor kærligt (og fnisende) driller datteren, som til sidst må give efter og overgive sig til knus og fnisen. Øjeblikke som disse, hvor også de tre skuespilleres samspil kom til sin ret, savnede jeg flere af.

Karaktererne virker flere steder ufærdige og til tider også utroværdige. Her hæfter jeg mig særligt ved datteren Fanny, som i Mynsters monolog skitseres som dybt deprimeret og tavs i en lejlighed uden møbler. Men i venteværelset er hun både fattet og reflekteret. Det skift virker utroværdigt.

Mod forestillingens afslutning hører vi, at Fanny er gravid, men besluttet på at få en abort. Mormoren besvarer denne beslutning med et: Men tænk hvor glad din mor ville blive. Herefter afsluttes forestillingen med en epiloglignende sekvens, hvor vi hører, at Fanny alligevel har valgt at få barnet – og at det (i hvert fald lige nu) går godt.

Det føles som et forsøg på at binde sløjfe; morstafetten gives videre til den næste generation. For mig bliver det dog alligevel en anelse forceret og utroværdigt, at den dybt deprimerede Fanny pludselig har kræfterne til at få et barn alene. Og hvis man skulle læse en morale ind i slutningen, er det så ”mor ved altid bedst” eller? Jeg køber den ikke helt.

Forestillingens svaghed ligger altså, for mig at se, først og fremmest i Rikke Wölcks tekst. Den kan ikke bære forestillingen, og det er et problem i en forestilling som denne, der står ret nøgen med sin tekst. Der er teksten, skuespillerne, en lille smule musik og en meget simpel scenografi. Det kræver en stærkere tekst, hvilket Madeleine Røn Juul på sin vis fine personinstruktion ikke helt kan redde.

Moderskabet er vigtigt, og det præger ofte ethvert barn. Det er der her kommet et ikke uinteressant, men måske alligevel ikke tilstrækkeligt nærværende drama ud af.

Foran den lukkede, røde dør var Karen-Lise Mynster bogstaveligt talt den mægtige mor. Her var forestillingen stærkest. Men resten af den kunne desværre ikke følge med. Min mægtige mors intention om at skildre moderskabet gennem tre generationer er spændende, men forløses ikke helt troværdigt.

Gæstespil af High Noon Teaterproduktion

Teatret ved Sorte Hest, Vesterbrogade 150 1620 København V

Spilleperiode: 6.september-4.oktober 2025

Set den 6.september 2025

Foto: Robin Skjoldborg

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her: