Anmeldelse: Den allersidste dans, Aveny-T (gæstespil fra Mungo Park)

Af Carina Blangsbøll

Forestillingen er for dig, der godt kan håndtere et skiftevis grinende og grædende publikum, og hvis du er heldig, er der oven i købet stof til eftertanke. Personligt håber jeg på endnu en genopsætning, for denne forestilling har uden tvivl noget at give videre til dem, der heller ikke fik set den i denne omgang.

Forestillingen starter med, at de fem medvirkende går på scenen, kun iført undertøj. Det er sårbart og det passer fint til handlingen, som gang på gang river dig følelsesmæssigt med, både i latter, glæder, sorger og accept.

Det fascinerer mig, at de samme fem medvirkende kan ”dø” på scenen seks gange og hver gang fremkalde fugtige øjne. Og det er endda på trods af, at ham eller hende der lige har forladt os, stadig står på scenen og skifter til et nyt sæt tøj, som symbolsk forvandler dem til næste levende billede, som vi om lidt skal møde på scenen.

For vi skal jo videre, ikke? Selvom det kan være hårdt. For vi kender nemlig de personer, der bliver fremstillet, og vi ved, at de hver især har levet mere eller mindre, og selvom vi reelt kun har haft deres bekendtskab i halvanden time, genkender vi dem hurtigt fra familie, venner, bekendte eller måske endda fra os selv.

I forestillingen bliver vi præsenteret for 7 ældre mennesker. De fleste af dem venter på at komme videre. De træffer beslutninger, hårde beslutninger, og ellers klarer de sig selv så godt de kan, det har de nemlig altid gjort og heldigvis kan de da stadig selv bytte rundt på stolene indbyrdes, hvis den nye sidemand skulle blive lidt for pågående.

Der er gjort godt brug af sangstemmerne gennem hele forestillingen med numre som”To lys på et bord”, ”Glemmer du” og ”Man bli’r så glad når solen skinner”, og selvom det ikke er lige rent hver gang, går det lige i hjertet – og helt ærligt, hvor mange 82-årige synger også igennem uden en manglende tone ind imellem?

Det er ikke altid hele sangen, som vi får med og engang imellem havde det været rart med lidt mere af sangteksten. Gennemgående er der en fin vekslen mellem de ældres fællessang og mere individuelle facetter samtidig med, at vi gennem de ældres minder, glæder og sorger støder på dans og flygtig nyfunden kærlighed, alt imens Marguerite Viby og Liva Weel spiller som lystigt tilbageblik i radioen. Desuden formår Kasper Leisner og Maria Rich at tiltrække sig særlig opmærksomhed, med et efterhånden helt tavst publikum under deres ”Hvorfor er lykken så lunefuld”.

Også Marie Bach Hansen gør det så godt med fremstillingen af hendes to forskellige karakterer, at skuffelsen over at miste hendes Åse så tidligt i stykket, tilslut erstattes af lettelse, da hun som Karen endelig tager det opkald, der venter på hende.

Så kryds fingre for, at det ikke var ”Den allersidste dans” vi fik fra Mungo Park.

Forestillingen er et gæstespil fra Mungo Park og spiller på Aveny-T, Frederiksberg Allé 102, 1820 Frederiksberg C

Spillede indtil 9. maj 2015

Spilledato: 8. maj 2015

Foto: Mikkel Russel

Se nærmere på forestillingens officielle side: 

http://www.mungopark.dk/den-allersidste-dans-aveny-t.html

 

Følg os på Facebook:

https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod