Anmeldelse, Den dag en raket…, Aalborg Teater

Anmeldelse, Den dag en raket…, Aalborg Teater

Af Thomas Riddersholm

 

På Aalborg Teaters Lille Scene slutter sæsonen af med stykket ’Den dag en raket slog ned i Jesper Nielsens trampolin og sprængte Europa’; en ret anderledes og morsom titel, men faktisk er forestillingen en ganske dyster og alvorlig en af slagsen.

 

Der er her tale om moderne teater, og stykket er skrevet så de fleste kan følge med – også dem der ikke er vant til at gå i teater. Det er dog som sagt et ret dystert og dramatisk stykke, så det er nok hovedsagligt for det mere voksne publikum.

 

billede1-dendagenraket

 

Vi er i år 2036, tyve år fremme i tiden, og verden ser meget anderledes ud end nu. Den er vel nærmest gået af lave. Europa er delt op i tre samfund, tre klasser. Først har vi storbyboerne; dem man nok vil betegne som middelklassen. Dem som har en velfungerende økonomi og tilværelse. Så har vi provisialisterne (også kaldet spøgelserne); det er dem, der bor udenfor byerne, og som på sin vis er ekskluderet fra samfundet. De er ikke velkomne i storbyerne, har ingen rettigheder og må derfor leve efter jungleloven. Til sidst har vi Green City-boerne; de rige og luksuriøse økologister. Det er dem, som man kan kalde for overklassen. Tre forskellige samfundslag, der dog alle er under den samme stat og regering i Europa.

 

Udover de tre grupper, har vi også de indtrængende (også kaldet for parasitterne). Det er dem der prøver at komme over muren/grænsen til Europa. De kommer tættere og tættere på og vi nærmer os en invasion. Der er ved at opstå en ny verdenskrig og den europæiske regering er ved at være desperate.

 

billede2-dendagenraket

 

Vores hovedperson, Jesper Nielsen, er storbyborger og bor sammen med sin familie i en lejlighed inde i byen. Han yngste datter er lige død, da hun, mens hun hoppede på trampolin, blev ramt af en raket, som parasitterne havde sendt af sted. Han er derfor sønderknust og meget urolig, og han gør alt, hvad han kan for at beskytte sin kone og sin anden datter. Han har dog stadig tiltro til, at regeringen har tingene nogenlunde under kontrol.

 

billede3-dendagenraket

 

Det viser sig dog hurtigt, at regeringen slet ikke har kontrol over noget som helst, og at deres militær efterhånden er så underbemandet overfor den fremmede fjende, at man har set sig nødsaget til at få hjælp af de ellers så udstødte provisialister.

 

Da dette går op for Jesper Nielsen, vælger han, sammen med provisalisten Kasper, at drage mod Green City, for at bede dem om hjælp. Men de rige og egocentrerede Green City-boere er bestemt ikke meget for ideen om at give ud af deres resurser. De er dog heller ikke meget for tanken om, at fjenden kommer tættere og tættere på deres lukkede og idylliske samfund. De tilbyder derfor Jesper Nielsen at blive i Green City for at tage del i deres planlægning af modangreb. Det skal vise sig at blive meget skæbnesvangert. Og så vil jeg heller ikke afsløre så meget mere.

 

I stykket kan der drages rigtig mange paralleller til virkeligheden og den situationen, vi som verdensborgere efterhånden står i. Ikke mindst her i Europa. På mange måder er der måske endda tale om en slags fremtidsforudsigelse, for tænker vi tyve år frem i tiden, er der i dette stykke flere scenarier, der bestemt ikke kan udelukkes at blive en realitet. Hvis man tager de lidt pessimistiske briller på i hvert fald.

 

Det handler rigtig meget om ”os” og ”dem”, hvilket man jo også ser meget i den virkelige verden. Der bliver længere og længere mellem rig og fattig, og folk deles mere og mere op i kasser. Det er en farlig og dårlig tendens. Men ekstrem undertrykkelse skaber som regel anarki og oprør. Det er også tilfældet i dette stykke.

 

billede4-dendagenraket

 

Jeg mener, at forestillingen har et rigtigt stærkt budskab, og at skuespillerne gør et super fint stykke arbejde. Det er medrivende og ganske tankevækkende at overvære. Det hele bliver dog, efter min mening, lidt langtrukkent. Små tre timer er simpelthen for lang tid for et teaterstykke. Også selvom der er en lille pause under vejs. Det ændrer dog ikke på, at det er en god og interessant historie, og havde den været en lille time kortere, havde jeg nok også givet den en karakter højere.

 

Men er du til dramatisk og dystert teater, så snyd ikke dig selv for denne forestilling.

 

 

 

Aalborg Teater, Lille Scene, Jernbanegade 11, 9000 Aalborg

 

Spiller indtil den 3. juni 2016

 

Spilledato: 13. maj 2016

Fotos: Allan Toft

 

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.aalborgteater.dk/Forestillinger/Vis-forstilling/den-dag-en-raket.aspx

 

 

 

Følg os på Facebook:

https://www.facebook.com/ungtteaterblod

 

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *