Anmeldelse: Metamorfoser, Det Kongelige Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

 

Det Kongelige Teater genopsætter i denne sæson forestillingen ’Metamorfoser’ fra 2014, hvor den modtog en Reumert som Årets forestilling. Forestillingen er baseret på Ovids eventyrværk af samme navn fra ca. år 8 e.Kr., og Det Kongelige Teater har i deres fremstilling taget udgangspunkt i Otto Steen Dues fremragende danske udgave.

 

”Metamorfose” betyder forvandling, forandring, omdannelse eller omformning. Ovids ’Metamorfoser’ er et eventyrligt værk om myterne, der fortæller om alle de forskellige forvandlinger. Samtidig bringer den for mange formentlig også – måske ikke lige gode – minder til gymnasietidens oldtidskundskab. Men Det Kongelige Teaters opsætning er flot, anderledes og uforudsigelig, og jeg tror bestemt, at denne opsætning også vil kunne (gen)vække lysten til at stifte nærmere bekendtskab med teksten for et yngre publikum.

 

Ovids ’Metamorfoser’ fortæller verdens historie via græske og romerske myter, og til denne forestilling har man valgt både nogle mere og nogle mindre kendte myter. Der er derfor ikke nogen egentlig sammenhængende historie, men fortællingen er alligevel let og glidende. Men man behøver ikke at have læst alle metamorfoserne for at få noget ud af forestillingen, og en række af fortællingerne har de fleste formentlig læst eller hørt før, men uden at skænke Ovids ’Metamorfoser’ en tanke.

 

_K1P5922d

 

Begæret er det gennemgående tema i de valgte metamorfoser. I Elisa Kragerups skarpe iscenesættelse, Palle Steen Christensens stringente scenografi og kostumer – eller i lige så høj grad manglen på samme – og Jonas Bøghs ligeså stringente lysdesign kommer begæret rigtigt til sin ret. Selvom metamorfoserne er godt 2000 år gamle, vil publikum kunne gense sig selv i fortællingerne – ikke direkte naturligvis, men fortællingernes symbolik og underbeviste henvisninger er ikke til at tage fejl af.

 

Vi er vidne til en række skæbnefortællinger, hvor begæret og destruktionen er omdrejningspunktet. I de valgte metamorfoser er forvandlingen og straffen oftest mere grum end selve den udåd, som udløser straffen. Temaerne er på en og samme tid genkendelige, men også fremmede og tankevækkende. Vi er vidne til fortællinger om blandt andet sex, køn, overmod, jagt, jalousi, hævn og ikke mindst kærlighed, både til en selv, men i lige så høj grad den forbudte kærlighed til andre.

 

_17O3990d

 

Det er svært at fremhæve en af skuespillerne frem for en anden. Mikkel Arndt, Marie Dalsgaard, Joachim Fjelstrup, Nicolai Dahl Hamilton, Peter Plaugborg, Maria Rossing og Johanne Louise Scmidt gør det alle fremragende. De fremfører alle de forskellige fortællinger med den rette skarphed, nerve og nærvær.

 

Men udover det talte ord, er det ligeså meget deres kropssprog og dans, der sejrer – dette utalte, underliggende står stærkt. Samtidig sker det med en imponerende ublu og ikke mindst modig holdning til kroppen, hvor skuespillerne ikke er bange for at bruge deres egen nøgenhed i større eller mindre omfang. Kroppen bruges til at fortælle både tragiske og provokerende, men samtidig også komiske fortællinger. Det bliver aldrig for meget eller plat, og der er alene brug for få rekvisitter for at forløse fortællingerne. Stærkest står brugen af den afskyelige sorte maling. Wow!

 

_17O3102d

 

Som eneste underlægning sidder Hanna Englund med sin cello i den side af scenen. Hun leverer på en gang sarte, men også mørke og dystre toner, som alle komplementerer både fortællingerne og skuespillet perfekt.

 

I ’Metamorfoser’ sker alle de ting, som normalt ikke kan sig gøre, og som man mindst forventer. Vi er vidner til alle de forskellige forvandlinger, som vi ikke troede kunne ske. Er vi mennesker mon virkelig (stadig?) sådan?

 

”Intet i verden forgår, må I tro, men det hele forandres, / bliver forskelligt fra før: At fødes er at begynde / at blive andet end det man var før, og at dø at begynde / at høre op med at være just dét. Men selv om der flyttes / rundt på de enkelte dele, forbliver dog summen den samme.” ’Metamorfoser’s sang XV, vers 254-258 står på scenen ved forestillingens start. Så kort kan hele forestillingen – men også vores liv – sammenfattes.

 

Det hele er hudløst og helhjertet ærligt teater. Det Kongelige Teaters opsætning er bestemt værd at se, og det er velfortjent, at den vandt en Reumert i 2014 – så kom afsted!

 

 

 

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Det Røde Rum

 

Spiller indtil den 11. juni 2016

 

Spilledato: 14. maj 2016

Fotos: Miklos Szabo

(Billederne er fra forestillingen i 2014)

 

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-2015-2016/skuespil/metamorfoser/

 

 

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Anna Sophie Hedvig, Odense Teater

Af Anne Lottrup Sørensen   Kunne du slå et andet menneske ihjel? Kjeld Abells ...

Anmeldelse: En kvinde uden betydning, Aarhus Teater

Af Lea Damgaard   Aarhus Teater har denne gang valgt at opsætte en klassiker ...

Anmeldelse: Skatteøen, Folketeatret

Af Line Rolighed og Eva Gudmand BANG! Forestilling blev skudt i gang med et ...

Anmeldelse: Noget om helte, Nørrebro Teater

Af Eva Gudmand   ’Noget om helte’ handler bestemt ikke om noget med helte. ...

Anmeldelse: Nilens Stjerne, Eventyrteatret

Af Julie Vad B. Madsen   Eventyrteatret har overgået sig selv i deres 25 ...

Anmeldelse: Svanesøen, Det Ny Teater (St. Petersburg Ballet Theatre)

Af Henriette Devantier Den internationalt anerkendte Irina Kolesnikova og danserne fra St. Petersborg Ballet ...