Anmeldelse: Den grønne elevator, Tivoli, turné (gæsteanmeldelse)

Af Mette Meyer, gæsteanmelder
Forestillingen er for alle, der har været i et længerevarende forhold… eller har fået en lille en eller 30 for meget på en festlig aften – og som kan relatere sig til det og de udfordringer, som udspringer af dette. Se forestillingen, hvis du vil opleve en hylesjov komedie om ægteskab og tømmermænd.
”Den Grønne Elevator” er et af historiens mest succesfulde lystspil og har siden den første danske opsætning i 1920 trukket tusindvis af danskere i teateret. Handlingen foregår i 1960’ernes New York med cocktails, dans og storbyliv.
 
Billys kone elsker at danse og gå i teateret og at få en lille en, imens Billy (Tommy Kenter) selv helst bare vil blive hjemme og tit falder i søvn, hvis hun endelig får slæbt ham med i byen. Blanche (Bodil Jørgensen) er gift med en verdensmand, der altid er frisk på et lille ”bestyrelsesmøde”. Blanche går helst ikke udenfor en dør, uden at han er med.
 
Historiens største brandert… Det er præcis, hvad den stille bankmand Billy og den generte mus Blanche kaster sig ud i, da de opdager at deres respektive ægteskaber ikke er helt så lykkelige, som de troede. Billy og Blanche beslutter sig for, at de to i forening vil udsætte deres respektive ægtefæller for en gimmick, hvor de vil lade dem tro, at de har indledt en affære, hvorefter de så skal tages på fersk gerning. For at gimmicken skal lykkedes, spiller flaskerne i barskabet en stor rolle. I løbet af forestillingen bliver der mixet en række – potente – cocktails, hvoraf en af dem er ”Den grønne elevator”.
Skarpe replikker, masser af løjer på senen og en brandert der siger spar to!
Tommy Kenter og Bodil Jørgensen gør det utroligt godt i deres kejtede og asociale karakterer, og de gør det så farverigt og fuldendt, at man næsten savner lidt mere liv i deres medspillere. Især hovedpersonernes ægtefæller virker lidt flade. Billys kone er en newyorker-kvinde, som er utilfreds med sit kedelige ægteskab, og hun vil have det sjovt, men ellers ser man ikke meget af hendes personlighed. Blanches mand Jack er stereotypen på en forretningsmand; han er altid klar til en fidus og en drink, og han har de typiske drengerøvsholdninger. De to er Billys og Blanches modsætninger.
Stuepigens små krumspring og livlige indstilling var et frisk pust, og jeg tudede af grin over flyttemændene, der ikke havde meget andet end øl og værtshus i hovedet. Og drukscenen med alt hvad der hører til, er billetprisen værd i sig selv!
Forestillingen er fantastisk sjov og spændende. Alle skuespillerne gav den hele armen, og alle der har prøvet at få lidt for meget på en sjov aften (og har haft det skidt dagen derpå) kan relatere til denne hylesjove komedie.
Tivoli, turné
Sønderborg Teater
Turné indtil 18. april 2015
Spilledato: 20. marts 2015
Fotos: Tivoli
Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side:

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like