Anmeldelse: Det Springende Punkt, Teatret ved Sorte Hest
Af Jonas Gudmand
Forestillingen er for dig, der vil opleve en tidløs skuespillerinde som Karen-Lise Mynster, der får sat vores eksistens i perspektiv. Tag af sted hvis du kan lide poesi, hvor der samtidigt sættes spot på univers, musik, stemme og krop på livet.
Karen-Lise Mynster er magi. For ikke så lang tid siden så jeg hende lave en monolog i ”Det Der eR” på Husets Teater, der som den eneste forestilling har fået min top-rating. Nu er hun sat ind i en ny kontekst i Teatret ved Sorte Hests genopsætning af ”Det Springende Punkt”. Også denne gang er det i en monolog, hvor vi her oplever hende sætte ord på nogle digte, der i sin tid er skrevet af Inger Christensen.
Det ypperste kompliment, som jeg kan give en skuespiller, er at være tidløs. Det er evnen til at give mig den oplevelse af, at denne skuespiller kunne leve på hvilket som helst tidspunkt i den menneskelige eksistens og stadig kunne give så meget nerve og mening til sit publikum på et udefinerbart punkt. Det er her, at Karen-Lise Mynster befinder sig for mig nu.
Mine ord er fattige, når jeg skal fortælle, hvilke essentielle brudstykker af livet, der i denne forestilling bliver sat ord på. I starten ser vi Karen-Lise Mynster i scenerummet, hvor vi ser et lysdesign af universet. Så er vi i gang med en fortælling om livet, og hvordan det kan opfattes, og hvor smukt det kan beskrives, og hvor modstridende det samtidigt kan være.
Fra scene til scene bliver Inger Christensens ord vakt til live, hvor en kvinde på den lukkede psykiatriske afdeling fortæller om livet der og om livet i det hele taget. F.eks. elsker hun det skrevne ord på papir, og hun har endda brugt sin egen krop til at udtrykke sine ord, når hun ikke har haft nok papir.
Der kommer nogle henrivende afbræk med de forskellige sange, der er med. Her er komponisten Henriette Groth med til at synge og spille fra sit elektriske piano. Det er også hende, der har komponeret disse sange, der rammer nerven af en søgen efter mening i livet. Karen-Lise Mynster har en fin sangstemme til at formidle disse musikalske indslag, der klæder forestillingen godt, og som supplerer de sagte tekster af Inger Christensen.Indholdet i teksterne gør, at du virkelig skal lytte efter for at få det fulde udbytte af det fortalte. Teksterne vidner også om kompleksiteten i livet, da der hen af vejen kan komme modsatrettede ytringer frem. Det er åbenbart ikke noget der er sandt, når man hen ad vejen alligevel kan blive fuldstændig overbevist om det modsatte.
Det er krævende at skulle sidde og lytte så intenst, så jeg oplevede også at slå hjernen fra og sanse og opleve forestillingen hen ad vejen. Det er mageløst, at jeg både kan få noget med til hjernen og mig som menneske, og pludselig kan jeg også sidde og opleve, at jeg får inspiration til sjælen.
Jeg tror simpelthen denne forestilling kan opleves på to forskellige måder. Du kan hele vejen igennem lytte intens med for at få alle de poetiske vendinger med, eller du kan læne dig tilbage og opleve og sanse det hele og stadig få meget med dig. Som publikummer havnede jeg et sted mellem de to punkter.
Det hele er en søgen efter at forstå en verden, der er så stor, at den kan være svær at forstå. Men man skal jo starte et sted, hvis man søger efter en mening her i livet. Det er et ømt, nærværende og fint bud på, hvordan jeg selv kan tænke mere over livet. Inger Christensen: ”(…) Det kunne være ord, det stof vi alligevel, deler med hinanden, det stof der kan udvide, sindet, og sanserne, kunne være ord, du har sagt, for at sige, det hele, som det er, jeg er bange.”
Jeg bliver nok nødt til at se denne forestilling igen.
Teatret ved Sorte Hest, Vesterbrogade 150, 1620 Købehavn V
Spiller indtil 16. april 2014
Spilledato: 23. marts 2015
Foto: Maiken Norup
Har du lyst til at købe en billet? Se nærmere på forestillingens officielle side: