Anmeldelse: Den unge Elias’ lidelser, Folketeatret (virtuelt)

By: Sanne Halkjær Hebsgaard
On: 7. marts 2021

Af Sanne Halkjær Hebsgaard

Elias Sadaq er vokset op med sin danske mor og sin marokkanske far i Århus. Som 12-årig spurgte han sin mor, om hun kunne huske sin første forelskelse. Elias’ mor fortalte ham sin historie, og hun sluttede af med at sige, at han nok en dag skulle blive forelsket i din helt rigtige pige. Det viste sig bare, at Elias’ første forelskelse, i en alder af 19 år, blev i hans mandelige kollega. Og det er ikke blot en digtet historie, men en historie fra det virkelige liv – Elias Sadaqs virkelige liv.

I forestillingen Den unge Elias’ lidelser bliver man som publikum præsenteret for flere barske realiteter. Det er især den skam, Elias har følt over sin seksualitet, og de selvmordtanker Elias har haft, siden han var 12 år gammel, som kommer i fokus, og i den grad sætter tankerne i gang hos publikum. Det er især ved hjælp af de billeder, som Elias Sadaq formulerer så smukt med sit sprog. Hans formuleringer bliver meget bogstavlige, og man er som publikum ikke i tvivl om, hvad det er, han siger og prøver at fremprovokere i os.

Noget jeg bider mærke i, er den rytme og det tempo Elias Sadaq har i sit sprog i løbet af hele forestillingen. Det hjælper de smukke billeder, han formulerer, rigtigt godt på vej. Selve sproget, han bruger, er utroligt poetisk men stadig på en hverdagsagtig måde, så alle publikummer kan få en forståelse for de forskellige situationer. Selvom det ikke er alle situationer, man som publikum kan sætte sig ind i, hjælper sproget publikum til at få en forståelse for, hvad disse situationer har haft af betydning for Elias.

Selve Elias Sadaqs manuskript og Silje Shearman Poulsens iscenesættelse sidder lige i skabet. Der er en god blanding af historier fra Elias’ liv, som alle har haft en stor betydning for ham, på godt og ondt. Og den måde manuskriptet vækkes til live på, er næsten helt magisk. Selvom forestillingen er optaget på forhånd, og foregår på computeren, så føles det næsten som om, at man sidder på forreste række i en ægte teatersal. Historierne er stykket godt sammen, og det giver en rød tråd gennem hele forestillingen.

Den scenografi, der bliver brugt i forestillingen, er enkelt, men meget kraftfuld. Der bliver ikke gjort brug af særligt mange kvadratmeter, og til denne forestilling giver det en ret god effekt. Det er også med til at sætte fokus på det poetiske i forestillingen, og det giver en masse kraft til Elias’ ord. Den kameraføring, der er undervejs i forestillingen, er også med til at give scenen forskellige dimensioner. Det er en god forveksling undervejs, og er samtidigt også med til at skabe en ekstra spænding, når det hele stiger i intensitet. Det er blandt andet derfor, at forestillingen fungerer så godt som streaming. Kameraføringen og klipningen rammer lige de steder, hvor man som publikum gerne vil helt tæt på. Nærbillederne gør derfor, at man som publikum får lov til at komme helt tæt på Elias’ fortælling.

En vigtig del af scenografien er den løkke, der hænger mit på scenen. Den har en stor rolle i Elias Sadaqs fortælling, eftersom han har haft selvmordstanker, siden han var 12 år gammel. Og disse tanker kommer til udtryk flere gange under forestillingen. Både når han fortæller, om de tanker han har haft, men også på tidspunkter, hvor han slet ikke snakker om sine selvmordtanker. Det er som om, at løkken har magten over ham. Og når han er lykkelig, hopper løkken ud fra sit skjul, og kalder på ham. At løkken får så stor en del af forestillingen er yderst effektfuld, og samtidigt gør den også tankerne håndgribelige for publikum.

Hen imod slutningen af forestillingen kommer det øjeblik, som man som publikum næsten kun har turdet håbe på. Elias forsoner sig med sin fortid, og det viser han så smukt ved, at han mens han sidder på gulvet, putter blomster i flere flasker med alkohol. Efterfølgende rejser han sig op, og går et par trin op ad stigen mod løkken, der hænger i loftet. Løkken udsmykker han nu med en masse blomster. Det er et smukt billede på den forsoning, der er opstået, med de selvmordtanker der har fyldt så meget i hans liv.

Den unge Elias’ lidelser er kommet til, ved hjælp af Folketeatrets nye format ”Under huden”. Her har unge muligeden for at skabe en forestilling ud fra deres egne fortællinger. De unges historier har her mulighed for at komme i fokus. I Den unge Elias’ lidelser har Elias Sadaq haft mulighed for at sætte sin fortælling i fokus. Forestillingen er skabt på 24 dage af et ungt og dynamisk team, som sammen har skabt en forestilling for unge og andre interesserede.

Den unge Elias’ lidelser er med til at kaste lys på en masse problemstillinger. Det er problemstillinger som seksualitet, mental sundhed, racisme og kønsnormerne. Det er utroligt befriende, at Elias Sadaq fremfører en så poetisk og smuk fortælling, om lige netop dét han selv har haft det så svært med. Der er fokus på at kæmpe for at finde sig selv, og nu har han endelig vundet kampen.

Efterfølgende er der lagt op til en halv times Q&A med skuespiller og manuskriptforfatteren Elias Sadaq og iscenesætter Silje Sherman Poulsen. Her bliver der åbnet op for, at publikum kan stille spørgsmål. Det er alt lige fra selve processen, til hvordan det har været at sætte ord på alle disse følelser. Det fungerer faktisk rigtigt godt, at have denne Q&A over Zoom efterfølgende. Sidder man med nogle spørgsmål efter forestillingen, eller ros for den sag skyld, så kan man med det samme få svar på disse.

Folketeatret (virtuelt)

Spilleperiode: 6. marts 2021 – 19. marts 2021

Set den 6. marts 2021

Foto: Folketeatret

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.folketeatret.dk/shows/den-unge-elias-lidelser/

Medvirkende: Elias Sadaq

Manuskript: Elias Sadaq

Iscenesætter: Silje Shearman Poulsen

Komponist og lyddesign: Mathias Fremming

Lysdesign: Sallie Thomsen

Varighed: Cirka 40 minutter uden pause + efterfølgende Q&A