Anmeldelse: DETOX 2, Teater PRAXIS
Af Sarah Emilie Hansen
Teater PRAXIS har skabt forestillingen DETOX 2, der er inspireret af bogen ”Gaven fra Havet”, der er skrevet i 1955 af forfatteren og piloten Anne Morrow Lindbergh. Fortællingen handler om Anne, der er kone til piloten, Charles Lindbergh, der er verdenskendt for at være den første til at krydse Atlanten i flyvemaskine.
Forestillingen er en videreudvikling af vandreforestillingen ”DETOX 1”, som spillede i Sydhavnen i november 2017. For mig, der ikke har set ”DETOX 1”, virker forestillingerne til at være usammenhængende. Man føler ikke som publikum, at man kommer ind for at se en fortsættelse af del 1.
Efter en masse personlige forhindringer i Annes liv, er hun taget ud i verden, for at realisere sig selv. Forestillingen tager udgangspunkt på en strand, hvor Anne kigger tilbage på sit liv, men også frem til vores tid. En tid, hvor stress, materialisme og samfundets forventninger til individet er accelereret. Det er en forestilling, hvor publikum inddrages, og hvor man bliver draget ind i Annes univers med stress, ensomhed og pres fra samfundet.
Forestillingens rammer står i stor kontrast til den materialisme, der problematiseres i stykket. Tre kvindelige skuespillere med en solstol samt en kuffert, er det eneste form for rekvisitter, der finder sted i denne forestilling. En kontrast, der er fungerer super fint, i form af, at publikum i forvejen får kastet rigtig mange indtryk i hovedet. Gennem den minimalistiske scenografi kan man også se, at gruppen har været nødt til at eksperimentere med, og bruge de få rekvisitter til fulde, de har til rådighed. En rigtig fin løsning var f.eks. at bruge lyskæder og en lyskugle til at visualisere den nattehimmel, som Anne sidder og kigger op på.
Svenske My Wagelin, norske Victoria Dedekam og danske Simone Gottbrecht Pedersen, er de tre skuespillerinder i forestillingen. De spiller alle tre karakteren, Anne. Her formår de hver i sær at skabe deres egen del af Anne, selvom de jo spiller en og person. Dels fordi de snakker hvert deres sprog, men også fordi de alligevel formår at give karakteren forskellige træk alt efter hvilken person, der agerer som Anne i den given situation.
For mig personligt, så bliver forestillingen desværre hurtigt et angreb på det nutidige samfund, hvor der ikke diskuteres både de gode og dårlige sider af denne udvikling, der er sket i samfundet. Jeg savner, at der bliver diskuteret om, der også er nogle gode sider ved samfundets udvikling, da jeg personlig fik en følelse af, at der kun er en dårlig udvikling i samfundet.
Selvom forestillingen berører vores tids udfordringer, så formår forestillingen stadig at få et humoristisk aspekt. F.eks. indeholder forestillingen en scene, der nemt kunne minde om en dårlig reklame fra TV-shop. Her får Anne vist en liste over ting, der ifølge vores generelle opfattelse, er med til give samfundet et billede af, at vi har styr på både krop og liv. Ting som yogamåtte, selvrealiseringskursus, proteindrikke osv. Her skal man selvfølgelig også tage højde for, at overdrivelse fremmer forståelse. Bevares, vi kender da alle til de kvinder, der har en yogamåtte limet fast til kroppen, og som bare dyrker yoga, for udadtil, at virke som en kvinde, der har alt, hvad en moderne kvinde kunne drømme om, men som egentlig ikke dyrker yoga, fordi, at det er hendes egen interesse.
Her inddrages også filmen ”Eat, Pray, Love” med Julia Roberts, hvor hendes karakter, Elizabeth Gilbert, rejser ud i verden, ligesom Anne, for at finde sig selv igen. Sådan vil Anne også leve. Hun vil gerne være den moderne kvinde, der kan være selvstændig, og som udadtil bare kan alt. Hende som bare er til for andre.
Jeg tror bestemt, at mange kvinder, der har oplevet en form for personlig udfordring, har stået ved en skillevej og kan genkende nogle af de samme problematikker, som Anne bliver ført igennem. Her kan man også godt mærke, at forestillingen nok henvender sig mere til kvinden i 30’erne end til teenageren på 19 år.
Musikken skabes live under forestillingen af musiker, Amalie Ulla Pontoppidan Witt, i samarbejde med skuespillerne. Netop musikken er en af grundene til, at forestillingen fungerer som helhed. Der er stemningsskabende underlægningsmusik, der til tider er så godt inkorporeret, at man næsten ikke lægger mærke til den, men den er tilstede altid.
Samlet set er DETOX 2 en forestilling, der formår at tage publikum ind i et univers, hvor der både er plads til humor, men hvor nutidens udfordringer bliver gjort til alvor. Som publikum får man både et historisk indspark, et godt grin, og stof til eftertanke med fra forestillingen.
Teater PRAXIS
Spilles i TeaterHUSET, Rådhusstræde 13, 1466 København K
Spilleperiode: 20.-25. januar 2018
Set den 20. januar 2018
Foto: Jesper Haller
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://billetto.dk/newfrontpage?text=detox&page=0&is_v=1
Medvirkende: Skuespiller: Victoria Dedekam, skuespiller: Simone Gottbrecht Pedersen, skuespiller: My Wagelin og musiker: Amalie Ulla Pontoppidan Witt
Dramatiker, visuelt, dramaturgi: Anne Sofie Thomsen
Dramaturg: Lærke Mejlgaard
Instruktør og dramatiker: Sara Skei Fostvedt
Varighed: 1 time
Sprog: dansk, svensk og norsk
Forestillingen henvender sig til et publikum i alderen 15 år og op.
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram: