Anmeldelse: Det som diktatoren ikke sagde, Holland House

Af Jacob Riegels

 

Denne gang står den på en politisk monolog i Den Kongelige Teaters Operaen på endnu en scene, som jeg ikke engang vidste eksisterede, i skyggen af det enorme bygningsværk.

Præcis så overdådig som Operaens hovedindgang er, lige så beskeden synes indgangen til Takkelloftet, der på netop denne dag har tillokket sig en god sjat af de hvid- og gråhårede. Der grines, drikkes lidt vin, og krammere bliver givet til højre og venstre. Man glemmer faktisk lidt, at der ventes på en døråbning.

Ind i salen myldrer vi dog alligevel lidt efter. Fornemt, tænker jeg, idet jeg fjerner papiret med ”RESERVERET” fra mit sæde. Ved Det Kongelige Teater, og særligt i Operaen, er den gennemførte velkomst for publikum altid en lille oplevelse i sig selv.

Og den høje stil strækker sig såmænd også ud på scenegulvet, hvor en knivskarp scenografi danner en dunkel stemning, bl.a. med et par kæmpe tæpper hængt fra loftet. Snart efter træder 72-årige Joen Bille, som spiller en diktator i eksil, ind fra siden. Han opdager publikum med et spjæt, men smiler så lidt smigret og begynder at fortælle om sig selv.

Scenerne flyder, og den eneste medspiller for vores diktator er hans hule, der på magisk vis kan vende og dreje sig med hans tanker. Det giver ordene en ekstra visuel dimension og hjælper også med at variere stykket. Dog er Joen Billes kropssprog ikke det bedste. Hans gestuser er ensartet og uden udvikling, og de små pludselige spjæt føles indøvede og påtvungne.

Men det er dog småting i forhold til, at ét meget stort problem hurtigt viser sig. Og det er, at jeg ikke forstår, hvad der foregår. Monologen kører i en tankestrøm, som jeg simpelthen ikke har adgang til. Jeg gætter på, at det ville kræve et bedre kendskab til diktaturstyret og Det Arabiske Forår, hvis jeg skulle kunne følge med.

Men jeg var vist heller ikke alene om at føle sig fortabt. Stykket, der jo på teatrets hjemmeside bliver solgt som “subtilt anklagende og humoristisk”, indeholdte klare sarkastiske udbrud, men det gav sjældent mere end lidt spredt klukke. Det er tydeligt, at vi ikke er indforståede nok med emnet, selvom det alt sammen lyder vældig spændende.

Jeg havde ønsket, at man i stedet for fiktionslaget havde portrætteret de faktiske begivenheder, så jeg bedre kunne forstå konteksten. Scenen var meget inspirerende, lyden og lyset helt i orden – men hvad diktatoren sagde eller ikke sagde, det sagde i hvert fald ikke mig noget. Men jeg vil stadig anbefale forestillingen til dem, der er nysgerrige på feltet, og/eller måske ved noget om det i forvejen.

 

Besøg af Holland House

Operaen, Takkelloftet, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K

Spilleperiode: 6.–17. december 2016

Set den 6. december 2016

Fotos: Holland House

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20162017/skuespil/det-som-diktatoren-ikke-sagde/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod