Anmeldelse: DIX, Det gamle amtssygehus i Århus (Teater Fluks og Teater Carbon)
Af Freya Quvang
Menneskets psyke er fortrinlig delikat. Samtidig er den fortræffelig hårdfør. Især i krisetider oplever jeg en forandring i mit selvbillede, en fortvistethed i mit sind. Det er som om mine omgivelsers pludseligt outrerede fremtoning giver genlyd i mig, og jeg ændrer mig i desperation efter åndsfravær. Åndsnærvær gør for ondt i krisetider. Det er ikke blot mig, det er en tendens. Det er jeg sikker på.
Lad os rejse 100 år tilbage i tiden. Vi befinder os efter 1. verdenskrig og den spanske syge. Verden brænder ikke længere, men mennesket er forbrændt. Et væskende, dybt betændt brandsår, der aldrig heler, har rodfæstet sig i menneskets hippocampus – hjernes hukommelsescenter. Hvad gør man ved så evindeligt stingende og uhjælpelig en smerte? Man søger kontrol over sig selv ad andre veje. Teaterinstallationen DIX giver os muligheden for at rejse ind i 1920’ernes brændemærkede hippocampus, hvor frigørelsen af kærlighed, krop og køn kulminerer i en fest af løsrivende beruselse og hikkende PTSD.
Vi befinder os i samme periode som den tyske billedkunstner og portrætmaler Otto Dix, hvem installationen er eftertrykkeligt inspireret af. Hele denne sensorisk pirrende oplevelse, som DIX tilbyder, fæstner sig gennem en besjæling af fire af Otto Dix’s kerneværker. Otto Dix udtænkte den såkaldte ”Neue Sachlichkeit”-bevægelse, der dækker over genren Nyrealisme, men med en snært af socialisme. En bevægelse, som både hans portrætmalerier og stykket DIX markerer. Grundtanken er at vise tingene, som de er. Fuldkommen nøgne, klare og nærmest anæstetiske.
Otto Dix var selv soldat under 1. verdenskrig, hvilket han afbilder i flere af hans mere landskabelige værker. Af denne grund er han oplagt at tage udgangspunkt i, i fortællingen om menneskesindet efter krigen. Gennem hans værker kan du nærmest føle, hvor dybt berørt han selv var af krisetiden. På samme måde som mange af de virkelige mennesker, han portrætterede, forsøgte han at finde en måde at bearbejde sine erindringer.
Ved min ankomst til forestillingen følges jeg af performerne Rasmus M.L. Skov og Sara Fink Søndergaard, forklædt som et fornemt værtskab i anonym 1920’er-inspireret beklædning, gennem Det Gamle Amtsygehus’ nødgange. Et meget passende sted, hvis ikke det eneste passende sted, at afvikle en forestilling som DIX. Uden at vide, hvad der venter mig forud, træder vi ind i et veloplyst, velopdækket festlokale med både bobler og udsøgt livemusik. En kollektiv beslutning om festligheder har indtruffet sig i dette lokale, men en kollektiv hukommelse om vederstyggeligheder spjætter sig frem i krampetræk, i det vi grupperet følges væk fra festen og ind i Otto Dix’ malerier.
Maud Arizona, Sylvia Von Harden, Anita Berber og Dr. Meyer-Hermann har jeg mødt på min tidsrejse i kælderen på Amtssygehuset. Rollerne, spillet af henholdsvis Tone Haldrup Lorenzen, Iza Mortag Freund og Kasper Daugaard Poulsen gjorde min oplevelse ikke blot visuel, men kødelig, sanselig og taktil. Disse fremtrædende skikkelser, der i 20’erne satte deres præg ikke blot i den virkelige verden, men også på lærredet udgør en diametral modsætning til den fest, jeg kort før befandt mig i. De formår alle at skildre den gennemtrængende, kvælende, ligefrem sjæleudhulende indvirkning, som krig, død og ødelæggelse har på menneskets psyke, men også hvorledes mennesket forsøger at håndtere disse dæmoner på – både på godt og ondt.
Hele teaterinstallationen afmærker i sandhed en kontrapunktisk sammensmeltning af livskraftig lykke og fatal sygelighed. Det er måske ikke muligt at have det ene uden det andet. Kendte mennesket ikke til døden og ødelæggelsen, ville det heller ikke kende til livet og skabelsen. Måske er det indlejret i vores DNA, at vi i krisetider skaber noget at glæde os ved for at overleve. For at glemme.
DIX er en fuldstændig fænomenal, sanselig, grænseløs og udfordrende oplevelse. Det er ikke blot en forestilling, men også en koncert, et kunstgalleri og en fest. DIX gjorde mig, i modsætning til mange “almindelige” teaterforestillinger, opmærksom på mig selv og de mennesker, der befandt sig i samme lille 1920’er-tidslomme. I stedet for at leve mig IND i stykket, levede jeg rent faktisk I stykket.
Lad os rejse tilbage til 2023 igen. Vi befinder os i en krisetid. Krig, pandemi og økonomisk inflation hærger os. Netop af denne grund er DIX vigtigere end hvad mine ord nogensinde vil kunne udtrykke. Stykket er et tidsbillede, men det eneste, jeg ser, er mig selv. Jeg ser nuet. Jeg siger ikke, at min hippocampus i skrivende stund er et åbent sår, men vi kæmper stadig. Vi kæmper, fordi vi er i krise. Vi er i krise, fordi vi ødelægger. Men som vi endnu ødelægger, lige så vel skaber vi. Det er det smukke ved menneskets psyke; det smukke ved DIX.
Teater Fluks og Teater Carbon
Det Gamle Amtssygehus, Tage Hansens Gade 2, 8000 Aarhus C
Spilleperiode: 19. januar-4. februar 2023
Set den 19. januar 2023
Fotos: Erik Zappon
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Rasmus M.L. Skov, Sara Fink Søndergaard, Kasper Daugaard Poulsen, Tone Haldrup Lorenzen og Iza Mortag Freund
Instruktør: Isabelle Reynaud
Iscenesættelse: Isabelle Reynaud, Rasmus M.L. Skov, Sara Fink Søndergaard, Kasper Daugaard Poulsen, Tone Haldrup Lorenzen og Iza Mortag Freund
Scenografi og kostumer: Laura Rasmussen, Nicoline Nelson, Talita Oliveira, Amanda Axelsen Sigaard og Ana Mora Martin
Komposition og Livemusik: Mads Horsbøl, Anna Kathrine Rask, Halfdan Hesselager og Tõnis Kristian Koppel
Kapelmester: Mads Horsbøl
Varighed: Ca. 2 timer uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod