Anmeldelse: Don Juan, Sort/Hvid (Sort/Hvid og Copenhagen Opera Festival)

Af Emil Samaras Eriksen

Mozarts klassiske opera mikses sammen til hurtig musik med et enkelt dansevenligt beat. Lokalet er fyldt med glimtende diskolys og eksotiske karakterer, og hele rummet har et rødt skær, som festede vi i helvedes entré. Jeg taber næsten pusten efter at foran en muskuløs skuespiller kun iført underbukser inviterer mig til dans sammen med to andre fra publikum, som jeg ikke kender. Jeg ser på klokken og indser, at Don Juan – forestillingen, jeg var her for at anmelde – er slut. Jeg er splittet i forhold til, om jeg skal gå. Til sidst begiver jeg mig ud i det københavnske aftenmørke og cykler hjem, mens jeg overvejer, hvad jeg lige har været med til.

Det er nemlig ikke hver dag, man tager til teater for at opleve opera, deltage i et dansearrangement, snakke med halvnøgne skuespillere og måbe over imponerende sabelslugere. Men det sker alt sammen på et par timer i Don Juan. Sort/Hvid laver hyppigt provokerende og ”skæve” nytænkende teaterpræsentationer, og med Don Juan har de skabt et unikt bæst af en forestilling, hvis lige jeg ikke har set.

Selveste hovedpersonen, den klassiske skørtejægende mand Don Juan, er død. Publikum er ”inviteret” til hans begravelse, og allerede her præsenterer teateret en markant anden forestilling end dens inspirationer. Når man bevæger sig ind til stykket, er der bælgmørkt, og kun enkelte lamper med ildevarslende skikkelser kan ses. Snart begynder skikkelserne – skuespillere og sangere i intimiderende kostumer, halvt opslugt i mørke – at synge opera. Det lyder mørkt og stort, og efter denne introduktion føres publikum ind i et mere traditionelt teaterrum med stole og en scene.

På scenen performes en blanding af opera og historie. Mest musik og sang, idet de mystiske sortklædte skikkelser langsomt viser deres ansigter. Musikerne på scenen, Fei Nie, Ying-Hseuh Chen og Julie Holmegaard Schade, performer Mozarts symfonier dramatisk og storslået. Det lyder faktisk morsomt til tider, med små hyggelige melodier, samtidig med at en sanger spiser chips i sorgen over at have mistet Juan.

Der er også bombastiske melodier, når vreden over Don Juan viser sig. Det fremgår tydeligt, uden mange ord, at Don Juans handlinger har rystet hans tilbageværende bekendtskaber. Han fremstilles som et symbol på den giftige, illoyale, amoralske mand, hvilket passer fint ind i vores moderne virkelighed, hvor ”manden” netop problematiseres på nogle af disse måder.

Følelserne går dog rent ind i denne del af stykket. Især en scene, hvor skuespilleren Anne-Marie Curry følelsesladet beretter om, at hun blev voldtaget af Don Juan. Det er simpelthen så stærk og vigtig en scene, der gennem dygtigt skuespil uomtvisteligt fremstiller Juan som den værste, mest forfærdelige fuckboy, verden har produceret. Eller sagt med andre ord: Stykket fremviser, at Don Juans opførsel er forkastelig, og altid har været det. Den imponerende livemusik understøtter stemningen, og en imponerende performance af sangeren Nicolai Elsberg, afslutter første del af forestillingen med et brag.

Er der en ting, som stykket absolut rammer plet med, så er det at udtrykke en stemning. Alt er dystert og mørkt i den første del, med episk musik og humor, når det er nødvendigt, til at balancere de dramatiske scener. Skuespillernes følelser nærmest sidder på huden. Da anden del af stykket starter – som er markant anderledes – fik jeg nærmest en chok over stemningsskiftet. Vi blev ledt tilbage til det første rum, som nu er en åben bar, klub, og festsal. Skuespillere og performere udklædt som prostituerede, erotiske dansere og bartendere, myldrede rundt mellem publikum. Det var en stor mundfuld at tage ind. Den anden halvdel af stykket foregår reelt på denne klub, hvor man næsten glemmer, at man er til teater. Samtidig er man jo pinligt berørt om, at det er skuespillere, der går rundt mellem én, og at stykket fortsætter – man er bare med til det. Grænsen mellem teater og virkelighed smelter sammen.

Det er absolut en smagssag, hvor akavet man synes det er, at blive konfronteret med overlegne og selvsikre (og ofte halvnøgne) skuespillere. Publikum ved ikke helt, hvad de skal gøre. Vi skal jo bare se teater, ikke? Men det skal vi ikke bare. Den næste times tid (!) forgår nemlig herinde, hvor man er deltager til en mystisk og livsnydende fest, hvor performere laver utrolige festlige tricks – én kan sluge sværd, en anden gå på stylter. Musikken spiller fortsat, nu med en mere festlig stemning. Der er lidenskab og kropslig frigørelse i luften, og det føles underligt, fordi man ved at det er teater… og alligevel er det jo virkelighed, og derfor både skræmmende og tillokkende. Jeg synes selv, at det var en vild oplevelse. Det var svært bare at lade sig rive med og kaste sig ud i det, for indtrykkene er mange. Der var kvindelige skuespillere, som smøg sig op af publikum, og mandlige skuespillere, som fik publikum til at give dem pisk med små piske – vel og mærke på den der erotiske måde.

Jeg forstår ikke rigtig handlingens mening. Konceptet er, at denne djævelske fest er efterfesten til Don Juans begravelse, hvor vi skal ”lære fra ham og hengive os til kropslige lyster og begær”, som en skuespiller udtaler – citeret efter hukommelsen. Dette udtales i flere taler, hvor blandt andet Anne-Marie Curry snakker om nedbrydelsen af patriarkatet. Senere kommer en tale fra selveste djævlen, spillet af Olaf Højgaard, som snakker om, at vi har glemt det kropslige begær i vores moderne samfund. Jeg har ingen idé om det var meningen, at de to taler skal pege på det samme budskab (at vi skal være mere seksuelle og lidenskabelige), eller om de var modsætninger. Det virker som et godt budskab, at vi skal turde nyde og have lyst til mennesker, men jeg forstår ikke om det er i modsætning med feminismen, og hvis ja, så hvorfor. Desuden virker det mærkeligt at lade sig inspirere af Don Juan, lige efter vi hørte om, at Don Juan voldtog og ydede alverdens form for vold mod kvinder. Måske er det Sort/Hvids provokerende pointe, at Don Juan skal være en sådan rollemodel, men det håber jeg da ikke.

Jeg er dog villig til ikke at læse mere ind i de budskaber, skuespillerne sagde i deres taler. For selvom dialogen var velskrevet og til tider finurlig, så synes jeg at de visuelle og auditive indtryk stod langt stærkere i forestillingen. Det er virkelig stykkets store styrke: Musikken, de smukke kostumer af Ida Grarup og David Gehrt, der giver en indlevelse i stykkets univers, samt lyset og lyden af, sælger den akavede, men alligevel meningsfulde, overlegne feststemning, der er stykkets anden del.

Netop i anden del, helt til sidst i stykket, begynder jeg at danse, og det er skønt. Hvis den her musik spillede på klub til min fredag aften ville jeg fyre løs med dansemoves, og det er kun de skræmmende skuespillere og min viden om, at det er teater, der gør, at det har taget mig så lang tid at komme i gang. Men jeg synes også, at det tog lidt lang tid for musikken at blive rigtig dansemusik. Mange af de ældre forlader lokalet, mens flere unge begynder at bevæge kroppen, og jeg opdager undrende, at stykket er slut? Det var lidt antiklimatisk, og jeg havde forventet en rigtig afslutning, men festen selv virker som slutningen på denne bizarre oplevelse. En bartender fortæller os, at festen snildt kan vare to timer udover forestillingens længde. Jeg griner og tager hjem.

Don Juan giver ikke mening, som en traditionel historie skal gøre. Jeg forstår ikke handlingen, og dansegulvet – som jo er forestillingens klimaks i en facon – står tomt i for lang tid, før publikum lokkes med. Man også forberede sig på, at stykket kan føles grænseoverskridende. Men netop derfor synes jeg, at Don Juan kan noget. Jeg fik indtryk i festsalen, som jeg ikke har fået andre steder til teater. Det er bestemt smag og behag, men hvis man er nysgerrig på god musik – både klassisk og moderne – og unikke oplevelser, så skal man bestemt kigge forbi Sort/Hvid.

Sort/Hvid og Copenhagen Opera Festival

Sort/Hvid, Staldgade 26-30, 1699 København V

Spilleperiode: 4.-17. august 2019

Set den 6. august 2019

Foto: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende:

Sangere: Morten Grove Frandsen, Clara Thomsen, Margaux De Valensart og Nicolai Elsberg

Skuespillere: Anne-Marie Curry og Olaf Højgaard

Performere: Cecilia Gosilla, Ylva Maia Havndrup og Michiel Tange Van Leeuwen

Musikere: Fei Nie, Ying-Hseuh Chen, Julie Holmegaard Schade og Mads Brauer   

Instruktør: Christian Lollike

Koncertmester: Mads Brauer

Dramatiker: Nila Parly

Musik: Wolfgang Amadeus Mozart

Scenograf og kostumedesigner: Ida Grarup og David Gehrt

Varighed: Ca. 2,5 timer inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

  • Samfundsfags-gymnasieelev, årgang 15'-18'. 20 år gammel, interesseret i retorik, filosofi, politik og mærkelig kunst. Er fan af teater, drama og alle andre former for (lokal)kultur.

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Nilens Stjerne, Eventyrteatret

Af Julie Vad B. Madsen   Eventyrteatret har overgået sig selv i deres 25 ...

Anmeldelse: Se dagens lys, Aarhus Teater

Af Anne Sophie Parsons Århus-forfatter Svend Åge Madsens roman ”Se dagens lys” fra 1980 ...

Anmeldelse: Koks i kulissen, Det Kongelige Teater

Af Christian Skovgaard Hansen    Forestillingen er for dig, der vil opleve en hylende ...

Anmeldelse: I Feel Good, Kongens Have (Teatret Brændende Kærlighed)

Af Christian Skovgaard Hansen ”This is your captain speaking…”. Vi sidder på Vingevalnøddeplænen, hvor ...

Anmeldelse: The BeatRoots, Teatergrad

Af Emil Samaras Eriksen Jeg havde ingen forventninger til The BeatRoots. Jeg forstod, at ...