Anmeldelse: Vi, de druknede, HCC Bådeværft, Marstal, Ærø (Walpurgis i samarbejde med BOT)

Af Thormod S. Kamban

Det er et vildt og vovet projekt de seje udlændinge fra grupperne Walpurgis (BE), Klappend Hert (BE) og BOT (NL) har kastet sig ud i. I sig selv er det at danne Carsten Jensens anmelderroste roman Vi, de druknede om til et stort og sprudlende musikalsk totalteaterstykke en spændende idé.

Specielt i denne opsætning, hvor det gamle HCC Bådeværft i Marstal danner en fantastisk lokation, for den lige så eventyrlige roman. Stedet, ekkoet, selv lugten rummer en vild betydning for et teaterstykke af denne kaliber.

I stykket møder vi et væld af personer lige omkring 2. verdenskrig, men skærer vi dem ned til benet går fokusset på tre personer. Klara Friis, som er skibsreder og Knud-Erik, Klaras søn, der begiver sig ud på de syv verdenshave. Det er ikke uden besvær at udforske livet udenfor lille Marstal. Ej hellere at sidde derhjemme velvidende, at man intet ved, om hvilke farer søen bringer med sig. Deres historie bliver nøglefortællingen, og vi følger især hans oplevelser til søs med død og ødelæggelse, drømmesyn og karakteristiske personligheder. Vil han nogensinde nå hjem til Marstal igen?

Fortællingen om generationer spejles også igennem vores tredje ”hovedperson”, sømanden Albert Madsen, der i første del af forestillingen er ret central. Denne del er dog blevet så kompakt at den kan forekomme lidt intetsigende. Men af gode grunde har hans historie en naturlig udgang, da han tager sig selv af dage.

Det er spændende at tænke sig til, hvor barskt og anderledes det hele har foregået dengang. På den måde er det en rørende fortælling. Det er dog svært at sætte en bestemt finger på historien i stykket. Den er lidt flydende, og derfor vil jeg nærmere hæfte mig ved selve stemningsbilledet, da vi sad der i øjeblikket.

Den gamle værftshal runger af den klareste teatrale musik. Og netop musikken af BOT og Peter Spaepen er forestillingens allerstørste force. Den hollandske gruppe bringer os op og flyve og ned at svæve. Musikken er kernen i forestillingen, fordi den veksler bravt imellem det episke og storladne med operasang og flerstemmigt kor, og det mere ”grounded” med forstemt klaver, simple basriff og alsidig perkussion til de skøreste sekvenser med de mærkeligste remedier, der er med til at smede det musikalske ind i totalteatret Det kunne f.eks. være en gammel symaskine, der bliver brugt som maskingevær. Eller hvad med en ekstra lang guitar? Måske kan man endda bruge hele scenen som et stort stompkaos? Elementet af totalteater er dog ikke lige så voldsomt, som jeg havde regnet med, hvilket også er en god prioritet. Musikteatret er det fremherskende.

Lyduniverset stemmer fuldstændig overens med stemningen i stykket og instrumenter, såvel som scene og rekvisitter, bruges flittigt til at skabe en bro her i mellem. Der er garanti for gåsehud.

Det lidt flydende sprog der veksler mellem engelsk, dansk og hollandsk er en styrke for stykket idet det understreger sømandens rejse på de syv have. Romanen har tilknytning til Marstal, men er jo også i høj grad en verdensroman. De gør endda bevidst en sang ud af det, hvor de blander dansk og engelsk. Det kan lyde skørt, men det fungerer fremragende. Ensemblet spiller rollerne rigtig godt, men til tider kan det lidt gebrokne engelsk godt drukne lidt i ekkoet i den gamle værftshal.

I sagens natur er det noget af en udfordring, at skære så meget handling, så mange individuelle historier og skæbner ned til godt halvanden times teater. Man er som tilskuer en anelse i vildrede. Har man ikke prøvet kræfter med bogen er der personforvirring i farvandet, om man så må sige, og det skaber en del røre i det ellers flot orkestrerede sammenkog af en roman. Men de små fortællinger i fortællingen skaber nysgerrighed, som bliver lidt uforløst. Forskellige karakterer introduceres og strækkes ud uden nogen helt synlig udgang.

Stemningen er mirakuløs i nuet, når man sidder i den vilde forvandling til en teatersal. Doan Hendricks og Stef Depovers scenografi består af et stort rullepodie i træ, der kan skilles i flere dele, stiger der illudere mast, små røde lygter og et sejl som også er fremviser til de udenlandske sange, der oversættes i baggrunden. Og sidst men ikke mindst åbnes porten bagerst i værftet så man, til publikums store forundring, gudhjælpemig har direkte udsigt til det smukke hav, mens mørket falder på. Måger flyver forbi og skråler og hele rummet åbenbares og går op i en højere enhed. Det er her, at stedspecifikt teater kan ramme en helt særlig nerve, som gør at stemningsbilledet ikke kan blive mere intakt.

Skabt af Walpurgis (BE) i samarbejde med BOT og Klappend Hert (NL/BE) og præsenteres i samarbejde med Metropolis – Københavns Internationale Teater, Baggårdteatret, HCC Bådeværft og Marstal Søfartsmuseum

Spiller på HCC Bådeværft, Marstal på Ærø

Spilleperiode: 6.-10. august 2019

Set den: 6. august 2019

Fotos: Ard Jongsma

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

eller

Produktion: WALPURGIS

Co-produktion: BOT, Kloppend Hert & Het Laatste Bedrijf

Støttet af Tax Shelter measure of the Belgian Federal Government, The Flemisch Government, Fonds Podiumkunsten, Wintervuur & deAuteurs Concept

Kunstnerisk ledelse: Judith Vindevogel

Crew: Ana Naqe, Doan Hendriks, Geert Jonkers, Haider Al Timimi, Job Van Gorkum, Matthias Van de brul, Pieter de Praetere, Peter Spaepen, Pieter-Jan De Wyngaert, Sam Bogaerts, Sarah Yu Zeebroek, Stef Depover & Tomas Postema

Scenografi: Doan Hendriks & Stef Depover

Korleder: Peter Spaepen

Musik: BOT & Peter Spaepen

Kostumer: Johanna Trudzinski i samarbejde med Chaja Dams

Dramaturgi: Kleo Van Ostade & Orlando Verde

Musikmaskiner: Doan Hendriks & Geert Jonkers

Lyd og teknisk support: Geert De Wit & Guy Van den Bril

Produktionsleder: Linde Legat & Lore Smits

Varighed: Ca. 1 time og 30 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: En lille smule ubehag, Teatret Svalegangen

Af Catharina Busk Andersen ”Rystende komisk cancer-monolog” skriver Teatret Svalegangen i deres præsentation af ...

Anmeldelse: Othello, Det Kongelige Teater

Af Rose Himmelstrup Hansen   Kan William Sharespeares eminente jalousidrama virkelig moderniseres? Ja, det ...

Anmeldelse: Et juleeventyr, Aalborg Teater

Af Christian Skovgaard Hansen   ”Et Juleeventyr” (1843) er nok den engelske forfatter Charles ...

Anmeldelse: Madame Butterfly, Det Kongelige Teater

Af Jonathan Stahlschmidt   Madame Butterfly var den opera blandt Puccinis egne, som han ...

Anmeldelse: En giftig mand, EZHNO

Af Jonathan Stahlschmidt   Der ligger en mand på en madras midt i salen. ...