Anmeldelse: Drømte mig en drøm, Aalborg Teater
Af Christian Skovgaard Hansen
Aalborg Teaters teaterkoncert Drømte mig en drøm hylder Danmark, danskheden og den danske sangskat. Som formen byder, er der ingen direkte handling, men iscenesætter Jacob Schokking har fået sammensat en række mindre afsnit, hvor der gennem flere sange sættes en samlet ramme.
Vi starter ved nederlaget i 1984, inden bl.a. det danske forskelligartede landskab, livet fra den ene ende til den anden, vores udlængsel, mangfoldigheden og forholdet til de ”andre”, kærligheden og arbejdslivet får en kommentar. Valget af emner passer fint sammen og er passende i antal og varighed.
Hele holdet er også velsyngende. Det er dejligt at opleve, at hele holdet faktisk også kan synge, selvom der naturligt er nogen, der er mere på end andre. Marie Knudsen Fogh må igen roses for sin alsidighed, Bolette Nørregaard Bang giver os en smuk og ren udgave af Kaj Normann Andersens ”Man binder os på mund og hånd”, og den unge Karla Rosendahl giver os både en øm og mere rå side, både alene, men også sammen med Sebastian Henry Aagaard-Williams til ”Den jeg elsker”.
Hele teaterkoncerten er fint sammensat af både ældre og nyere numre, kendte og mere ukendte numre og mere stille, eftertænksomme og tempofyldte, vilde numre. En stor del af sangene nyfortolkes, men det gøres tilpas hensynsfuldt, så selvom sangene har fået en anden lyd, lyder de ikke maltrakterede. Det er et fint mix, som viser den danske sangskats alsidighed. Det kunne dog have været rart med en liste over de udvalgte sange, så man som tilskuer var lidt mere med.
Jakob Schokkings visual designs og Karin Gilles scenograf sætter sammen med Kasper Ravnhøjs koreografi en flot ramme for teaterkoncerten. Langt hen ad vejen komplementerer det sangene, og det visuelle giver virkelig også øjet smæk for skillingen. Det er f.eks. smukt, når projektioner af sten, hammer og vejr bruges under ” Jens Vejmand”. Det er dog også forestillingen lille svaghed, da der er næsten bliver for meget, som øjet skal fokusere på samtidigt med, at man skal lytte til sangene og musikken. Der behøves ikke altid ske de store bevægelser. En lidt mere behersket scenografi og videoprojekteringer ville have ydet sangene mere retfærdighed.
Det musikalske arrangement af Johannes Smed og kapelmester Niels Søren Hansen supplerer til gengæld sangene godt. Udover selve musikken er forestillingen også tilsat en række interessante og vellykkede valg, hvor diverse rekvisitter er med til for eksempel at skabe den rette stemning af vand, eller hvor hammeren bruges som slagtøj i mere end én forstand under ”Arbejd, arbejd”.
Teaterkoncerten slutter med H.V. Kaalunds ”Jeg elsker den brogede verden” fra Højskolesangbogen. Den viser os, at danskhed også er at se ud i verden, og den minder os samspillet mellem danskhed og verden udenfor. Nogen gange er det nødvendigt at se ud, for også at kunne se ind. Det ligger meget godt i tråd med en tidligere dansk statsminister, der i en af hans nytårstaler sagde, at ” danskhed er meget andet end frikadeller og brun sovs.”
Drømte mig en drøm er en spændende teaterkoncert, som tager fat i, hvad Danmark egentlig er. Til at belyse det tager den fat i den danske sangskat, som hele vejen igennem får et interessant twist. Tilsat et velspillende musikalsk arrangement og en spændende visuel ramme kan man kun gå glad og smånynnende ud af teatret. Aalborg Teaters teaterkoncert er bestemt et værdigt på, hvad den danske sangskat rummer.
Aalborg Teater, Store Scene, Jernbanegade 11, 9000 Aalborg
Spilleperiode: 6. maj-11. juni 2021
Set 14. maj 2021
Fotos: Catrine Zorn
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.aalborgteater.dk/event/teaterkoncert-droemte-mig-en-droem/
Medvirkende: Line Nørholt, Bolette Nørregaard Bang, Karla Rosendahl, Marie Knudsen Fogh, Ferdinand Falsen Hiis, Sebastian Henry Aagaard-Williams, Østen Borre Simosen og Evrim Beli
Iscenesætter og visual designs: Jakob Schokking
Scenograf: Karin Gille
Koreograf: Kasper Ravnhøj
Kapelmester: Niels Søren Hansen
Dramaturg: Jens Christian Lauenstein Led
Musikalsk arrangement: Niels Søren Hansen og Johannes Smed
Lysdesign: Kasper Daugberg
Lyddesign: Kristian Berg Kjeldsen
Videodesign: Alexander Fogh
Videoprogrammør: Alex Christoffer Rasmussen
Orkester: Johanne Andersson (cello, ukulele), Lasse Sandkamm (guitar, bas, banjo, mandolin), Johannes Smed (guitar, bas, ukulele, elektronik), Niels Nørgaard (basun, tuba), Peter Dombernowsky (trommer) og Niels Søren Hansen (keyboard, harmonika, guitar)
Borgerkor Nanna, Julius, India, Astrid, Ole, Lasse, Ida Marie, Rosa, Karen, Sarah, Klara, Steffen, Jonas, Thomas og Lukas
Varighed: Ca. 1 time og 45 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod