Anmeldelse: Du er den, TEATER UbeStemt

Af Emma Brink Laursen

Du vågner. Du sætter dig op. Du tjekker din telefon. Du ser hvor mange likes, du har fået på gårsdagens Instagramopslag. Du bliver glad. Du står ud af sengen. Du går hen til vinduet. Du trækker gardinerne fra. Du åbner vinduet. Du indånder den friske luft. Men så banker det på døren, og du stivner. Det var du ikke forberedt på. Det indgik ikke i dagens program. Hvad gør du? Kan du ignorere det? Nej, der var det igen. Du drister dig til at åbne døren. En kasse. En smeltende kugle af is. Vi er med. Det handler om klodens fremtid. Midt i et poleret glansbillede af en hverdag er tiden inde til, at vi må tage den i egne hænder.   

De ligner dukker, taler som dukker, bevæger sig som dukker. Line Fisker Nielsen, Mille Lindberg Hansen og Josefine Edstrand er med få undtagelser hele tiden på scenen sammen, og det kan i begyndelsen være svært at skelne dem fra hinanden. Alle er de klædt i skinnende, blåpinke plastickjoler, og alle med den samme blonde pagefrisure og det samme blanke, overfladisk glade udtryk i ansigtet. De bevæger sig kunstigt, i stive ryk, og det er gennemført og sjovt. Det skal naturligvis også provokere, for det er os, de unge, som der gøres grin med. Vores egoisme og perfekte tilværelser i en langt fra perfekt verden.   

Det handler om at tage ansvar, og det indser de tre unge kvinder. De vil ikke længere være dukker, og de smider deres små, stive kjoler og trækker i stedet i brune heldragter. Lad oprøret begynde! Der råbes og kastes med sten og gøres grin med politikerne.

”I har givet os en blødende verden i dåbsgave!”. Men hvem bærer egentlig skylden for al kaosset? Politikerne? Systemet? Forældrene? Lærerne? Der peges mange fingre, for ingen ønsker at ende som den, der står med en smeltende kugle is i hænderne. Dette ønskes understreget ved, at den smeltende iskugle sendes rundt blandt publikum, måske i forsøget på at skabe en form for interaktivt teater.

Senere sætter skuespillerne sig også blandt publikum; de har givet op på at løse verdens problemer. I et minut eller mere sidder vi og ser på en tom scene. Vil nogen byde ind med en løsning? Desværre lykkes det ikke helt at skabe et rum for interaktivt teater – publikum får lov at holde iskuglen i egne hænder, men den skal sendes videre til sidemakkeren, og der gives ikke rigtigt plads til, at publikum virkelig kan være med.

Line Fisker Nielsen, Mille Lindberg Hansen og Josefine Edstrand har selv skrevet og iscenesat forestillingen, og det engagement og den passion, som der naturligt må lægge bag et sådant projekt, kom klart til udtryk på scenen. Alt blev gjort med største overbevisning, og langt de fleste scener var meget gennemførte i deres udtryk. De tre unge oprørere i forestillingen stod sammen om noget af stor betydning, noget, der tændte en ild i dem – og det samme gjaldt for de tre kvindelige skuespillere.

Forestillingen vil mange steder hen og kommer mange steder hen. Fra et lyserødt ungdomsværelse og likes på Instagram til en verden af nærmest dystopisk karakter, hvor der hersker censur, og hvor kroppe begraves i sort sand. Det handler om klimakrisen, flygtningekrisen, Trump, uddannelsessystemet, perfektionssamfundet og jeg kunne blive ved. Men intet af det behandles, desværre særligt dybt. Nogle emner nævnes blot en enkelt gang eller to.

Det har måske aldrig været ønsket at skabe en forestilling, der går i dybden med store politiske emner, men for mig gav det desværre det indtryk, at der var lagt et større arbejde i det sceniske udtryk, at skabe nogle stærke og ikke mindst smukke billeder, end der var lagt arbejde i indholdet. Dette fandt jeg ærgerligt, specielt taget i betragtning af, at forestillingen jo netop handler om at fjerne fokus fra det overfladiske og i stedet at koncentrere sig om det, der går dybere, det, der befinder sig under overfladen.

Forestillingen er meget kaotisk; der både tales, danses og synges, om alt fra druknede børn til affaldssortering til forsamlingsforbud, og det passer på den måde udmærket til den kaotiske verden, som ønskes skildret. Men det er som om, at der mangler noget. Vi har hørt remsen før; børn på flugt, plastik i havene, is, der smelter, tiden, som løber, stressramte unge, ignorante politikere. Det er så aktuelt, som det kan blive, men derfor vil vi også have mere, noget nyt. Vi vil røres på ny.

Forestillingen vil være ”på kanten” og måske endda også lidt udover, men den kommer det desværre ikke. Jeg er vild med idéen om at efterspøge noget oprørsk hos nutidens ungdomsgeneration, men jeg savnede desværre noget oprørsk ved selve forestillingen.

TEATER UbeStemt

Xenon, Huset-Kbh, Rådhusstræde 13, 1466 København K

Spilleperiode: 24.-27. april 2019

Set den 24. april 2019

Fotos: Karoline Lieberkind

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Idé, koncept, iscenesættelse og skuespil: Line Fisker Nielsen, Mille Lindberg Hansen og Josefine Edstrand

Produktionsassistent: Mathilde Vase Rasmussen

Kostumer: Anna Marie Kærne Jørgensen

Lysdesign: Morten Hembo

Lyddesign: Marie Kildebæk

Varighed: Ca. 1 time og 30 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Misantropen, Aalborg Teater

Af Christian Skovgaard Hansen    Molières klassiker fra ”Misantropen” fra 1666 er en komedie, ...

Anmedelse: Dirty Dancing, Operaen (The One and Only Company)

Af Christian Skovgaard Hansen   Næsten alle har set succesfilmen ”Dirty Dancing” fra 1987 ...

Anmeldelse: Intet nyt er godt nyt, Dramaterne

Af Eva Gudmand   Kan vi skabe den perfekte verden ved at lade os ...

Anmeldelse: Proof, That Theatre Company

Af Laura Munk Christensen   Æblet falder ikke langt fra stammen, vel? Ligner vi ...

Anmeldelse: Lyst, Østerbro Teater, Republique

Af Ea Melissa Christiansen   Det kvindelige kønsorgan har været et kæmpe tabubelagt, men ...