Anmeldelse: Edward Albee’s Hvem er bange for Virginia Woolf?, Aalborg Teater

Anmeldelse: Edward Albee’s Hvem er bange for Virginia Woolf?, Aalborg Teater

Af Tanja Bech Hansen

Et ægteskab er ikke altid en dans på røde roser. Dette kommer bestemt til udtryk i Edward Albee’s Hvem er bange for Virginia Woolf?, hvor de to hovedpersoner Martha og George (spillet af hhv. Marie Knudsen Fogh og Martin Ringsmose). De to karakterer har været gift i godt og vel 23 år, hvorfor de kender hinanden ud og ind. De får besøg af et yngre par (spillet af hhv. Karla Rosendahl og Østen Borre Simonsen) som blot har været gift i et par år, og stykket omhandler deres adfærd og væremåde imod hinanden.

Det er tydeligt, at det er nogle dygtige og professionelle skuespillere, der har indtaget gulvet, og det er beundringsværdigt at de igennem næsten fire timer formår at blive så intenst inde i sin rolle uden at bliver forceret og for kunstigt at se på. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at skuespillerne her er det største aktiv, der trækker dette stykke op. Alkohol er en betydelig størrelse i dette stykke, og det kræver står koncentration at kunne spille beruset i så lang tid uden at det bliver for teatralsk. Samtidig viser de alle fire fornemt de rette psykologiske lag, som karaktererne besidder. Der lyder derfor en stor klapsalve herfra til de medvirkende på scenen. Flot arbejde.

Hvad ligger så til grund for denne bedømmelse af et ellers gennemarbejdet stykke? Årsagen er multifaktoriel, men først må scenografien af Nikolaj Spangaa påpeges. Scenen består af det, der svarer til hovedpersonernes dagligstue, men hvor væggenes ”skelet” blot er opridset af nogle metalstænger. Dagligstuen drejes ca. en kvart omgang et par gange i hver akt. Dette er enormt forstyrrende, da metalstængerne gentagelsesvis kommer i vejen, hvorved man bliver hevet ud af fortællingen, hvilket er enormt belastende. Når scenen er drejet, forbliver den således i et sted mellem 10-20 minutter, så hvis man er placeret et ærgerligt sted i forhold til metalstængerne, er det bare ærgerligt.

Måske ønskede Nikoaj Spangaa at tydeliggøre det faktum, at disse karakterer – eller mennesket i det hele taget – er fanget i en standhaftig kasse, og dermed fastlagt en skæbne. Dog kunne samme effekt formentlig være opnået, hvis hele scenen var blevet udnyttet og i stedet for afgrænset af scenens vægge.

Dernæst må handlingen kort berøres. Alle, der vælger at tage ind og se denne forestilling, ved, at det er en ældre fortælling, men derfor skal man vel ikke være på randen til at falde i søvn alligevel? Det er næsten fire timer med verbal vold i et dysfunktionelt ægteskab, som mest af alt får en til at holde sig langt væk fra alt, hvad der ved første blik, lader til at være kærlighed. Alligevel plejer dette stykke at være en tidsløs klassiker, så hvordan kan det nu hænge sammen med denne anmeldelse?

Tempoet i handlingen har høj signifikans i forhold til at fastholde publikum og få dem ud på kanten af deres sæder. Selvom der er grænser for, hvor meget man uden videre kan ændre i historien, lykkedes Hans Henriksens iscenesættelse ikke helt. Desværre lykkedes det ikke at få løftet handlingen, og derfor var tempoet meget lavt, hvorfor det blev en langstrakt affære at komme igennem, og det tog en stor del af pusten fra det psykologiske drama og kampen parterne og parrene imellem.

Ydermere må der selvfølgelig påpeges, at den største årsag til, at denne forestilling ikke ramte plet, er, at vi som unge teaterinteresserede måske ikke passer i den gængse målgruppe for netop det stykke, for helt ærligt, så var det kun ældre mennesker, der – i hvert fald denne dag – tog sig tiden til at se denne forestilling. Det blev sågar italesat, at ”jeg, som et ungt menneske, da vidst var gået galt i byen” af et par ældre kvinder. Jeg er ikke bleg for at sige, at de havde ret. Det virkede på det ”ældre” publikum som om, at de på sin vis kunne relatere til Martha og George, når de brugte 40 minutter på at diskutere diskrete diskrepanser, for måske er ægteskab bare sådan efter 23 år. Det er en skræmmende tanke, specielt når man har set hvor desperate karakterernes forsøg er på at få hinandens opmærksomhed. Det føles som om, at jeg har set en bid af historien, men udelukkende for at kunne tale med, når de voksne taler om den.

Så burde man som ung tage ind og se denne forestilling? Det korte svar er ”nej”. Men hvis du, ligesom mig, vil mærke historien tæt på egen krop, så tag dine (bedste)forældre med under armen og bestil et par billetter. Se denne version af Edward Albee’s Hvem er bange for Virginia Woolf? på grund af de fine skuespilpræstationer og det underliggende psykologiske drama.

Aalborg Teater, Store Scene, Jernbanegade 11, 9000 Aalborg

Spilleperiode: 19. februar-12. marts 2022

Set den 19. februar 2022

Fotos: Allan Toft

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Marie Knudsen Fogh, Martin Ringsmose, Karla Rosendahl og Østen Borre Simonsen

Dramatiker: Edward Albee

Bearbejdelse og iscenesætter: Hans Henriksen

Scenograf: Nicolaj Spangaa

Varighed: Ca. 3 timer og 45 minutter inkl. to pauser

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *