Anmeldelse: Electronic, Sort/Hvid (Sort/Hvid og Liminal)

Af Jonathan Stahlschmidt

Der er en fest på Sort/Hvid, og du er inviteret. Og det er ikke kun elektronisk musik i høj kaliber og historien derom fortalt af danseglade spillere, du får. Det er en helt særlig form for eksponentielt voksende invitation, som du er blevet stukket i hånden. For det kan godt være, at du træder ind i et lokale med publikumsrækker i hver ende, podier og piedestaler til dj-pulte og brandtaler bygget i krydsfiner med levende farvespil fra talrige videoprojektorer, og du tænker: ”Det bliver spændende det her.” Men du ved endnu ikke noget om, hvordan du om lidt skal både til koncert og i teateret og op af stolen og ud på scenen selv.

Electronic er et essay om den musik og de mennesker, der udgjorde klubscenen fra dens undfangelse og til i dag. Mens tre unge mennesker fortæller både deres karakterers egenhåndsberetninger og hele verdens foranderlige tilstand, lægger en DJ og en sanger en musikalsk ramme for de forskellige perioder. Der bliver virkelig delt ud til publikum i bogstavelig forstand. Er man heldig får man en t-shirt, en vandflaske, en oblat der forestiller en ecstasy-pille. Er man endnu heldigere bliver man budt op til dans eller får stukket mikrofonen hen foran munden og opfordret til at rappe med. Mod mine egne umiddelbare forventninger bliver hændelserne på gulvet til en fest, man gerne vil være med til.

Det er bevis på et tårnhøjt energiniveau, at man med tre skuespillere på så stort et scenegulv, med ryggen til den ene halvdel af publikum hele tiden, kan skabe illusionen om et tætpakket dansegulv i en tysk lagerhal. Dansen får lov at være grim og svedig. Følelserne er inderlige, men de erstattes hurtigt af noget andet. Det giver et rodløst udtryk, som passer til historien vi bliver fortalt. Om dansen der aldrig stopper, musikken der altid stiger i intensitet.

De tre spillere, Tobias Shaw, Pernille Koch og Anton Hjejle, bibeholder den høje energi og en fremadstormende historiefortælling selv gennem adskillige kostume- og genreskift. Sidstnævnte suppleret af ingen ringere end den meget versatile Rumpistol, der også før har lagt lyd til dramatiske værker, som da han i ’08 og ’14 lagde live-soundtrack til stumfilm, der kunne opleves på Cinemateket.

Historien Electronic fortæller, starter ved murens fald i ’89. Inspirationen fra noget der skal ødelægges for at andet kan føres sammen resulterer i at teknokulturen fødes som en kontrabevægelse. En stor fed fuck-finger der ekskluderer alle de ekskluderende. Undervejs med historiens vingesus samler fortællingen op på nøglepunkter i teknoens udvikling – både musikalsk og som et kulturelt hele. De første pride-parader, terrorangrebet 11. september og skyderiet på Pulse, natklubben i Orlando.

De tre karakterer sætter ord på det hele, og de er på aldersløs vis til stede som unge medlemmer af kulturen igennem alle de 30 år som handlingen spænder over. Musikken følger med og viser, hvordan den altid har udviklet sig reaktionært. Kostumerne skifter også med tiden. Dansetrinnene ligeså. Det er enormt vedkommende for en meget bred målgruppe. Uanset om man har snuset det mindste til natklubberne eller ej, er der noget interessant at hente, hvis man har de historiske briller på, bare man har været i live i de sidste par årtier, eller selv er ung og rastløs og forstår trangen til løsrivelse.

Sangeren Kill J stråler i sin rolle som græsk kor. Med sin meget omskiftelige og velsmurte vokal agerer hun spydspids på de adskillige stemningsbilleder. Med et fundament i både overdrevne kostumer og stabil støtte fra kollegerne på scenen, er hun det glødende punktum, der sættes ved hvert kapitel fortællingen runder. Ofte et punktum der følges op af applaus fra publikums side.

Electronic er kort fortalt en interessant og underholdende fest man kan komme med til. Og helt klart en forestilling, der kan genopsættes i 2029 med endnu et årti strikket i enden. For dansen, den stopper aldrig. Og der er altid noget nyt gammelt, der skal rives ned for, at noget nyt nyt kan opstå deraf.

Sort/Hvid og Liminal

Teater Sort/Hvid, Staldgade 26-30, 1699 København V

Spilleperiode: 21. november- 13. december 2019

Set den 21. november

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Tobias Shaw, Pernille Koch og Anton Hjejle

Dramatiker: Tomas Lagermand Lundme

Instruktør: Erik Pold

Scenograf: Rikke Juellund
Musik: Rumpistol og Kill J (Jens Berents Christiansen og Julie Aagaard)

Videodesign: Helle Lyshøj

Lysdesign: Mikkel Jensen

Varighed: Ca. 1 time og 30 minutter uden pause

lg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

lg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Nøddeknækkeren, Docken

Af Christian Skovgaard Hansen og Sarah Dickow   Denne forestilling er en repremiere. Vi ...

Anmeldelse: Intet, Odense Teater

Af Anne Lottrup Sørensen   Alting begynder bare for at afslutte. Det er overhovedet ...

Anmeldelse: Lille requiem om kærlighed, Betty Nansen Teatret (DDSS i Aarhus)

Af Christian Skovgaard Hansen   ’Lille requiem om kærlighed’ er afgangsforestillingen fra 2016 fra ...