Anmeldelse: Sweeney Todd, Det Kongelige Teater

Af Ea Melissa Christiansen

”Fortidens skygger får mig til at gyse.” Således lyder det fra den mørkklædte mand på scenen, Sweeney Todd, mens han sorgfuldt kiggende i jorden, bevæger sig hen mod Londons gader og lader historien begynde.

Den for mange velkendte ”the demon barber on fleet street”, eller rettere sagt Sweeney Todd, kan nu opleves på Operaens Store scene. Du kender den måske allerede via Tim Burtons filmatisering fra 2008? Historien om den blodige barber, Sweeney Todd, og den nederdrægtige dommer Turpin, er fiktive karakterer der oprindeligt dukkede op i de såkaldte Penny Dreadfulls (små populære bogserier, solgt til en billig penge i 1800-tallets England). Senere hen er den omskrevet som teaterforestilling samt musical med Stephen Sondheim som både tekstforfatter og komponist bag sidstnævnte. Stephen Sondheims version er hevet videre i denne opførelse, dog som opera og nu med urpremiere på det danske scenegulv.

I denne anledning har Operaen ansat skuespillere i foyeren til de første forestillinger, hvor du både kan opleve skopudserdrenge, få trimmet dit skæg (hvis du rammer den rigtige barber og ikke fuskeren) eller få stillet snack-sulten med en lækker ikke-kannibalistisk tærte. Er du yderligere tørstig nok til at bestille lidt læskende i pausen, tilbydes der en rød (blodig) omgang vodka med tranebær til anledningen. Fine tiltag der tilsammen er med til at gøre pynte på oplevelsen. For hvor ofte smækker vi ikke fødderne op på skopudserdrengenes skamler i nutidens Danmark, hvor vi får et lag med fedt og børste, inden vi slentrer videre ned ad gangen?

Kort fortalt følger vi Sweeney Todds hjemkomst til London efter 15 års ophold i et fængsel, hvori han har siddet under falsk anklage. Dommer Turpin har nuppet hans familie, hvorpå han planlægger at gifte sig med datteren efter morens ”forsvinden”. Sweeney Todd slår sig ned på Fleet Street, genfinder sine barberblade og åbner en barbershop med hjælp fra tærtedamen Nellie Lovett. Dette bliver hurtigt til en blodig og hævngerrig affære, når den store pludselige kundekreds, uden mistanke, står i kø for at æde løs af de nybagte kødtærter med friske råvarer direkte fra slagterstolen. For Sweeney Todd planlægger en hævn og tager et dusin kroppe med i svinget. Samtidig følger vi en kærlighedsromance på sidefronten, som ”pudsigt nok” overlapper i relationerne.

Palle Knudsen gør det godt i rollen som den melankolske Sweeney Todd, der med et ekstra pift af forførende dansende miner, synger sin smerte ud på bedste vis. Samspillet med Susanne Resmark, der spiller Nellie Lovett, er ligeså fantastisk. Det er en fornøjelse at opleve latteren sprede sig i salen når hun betræder scenen, bogstaveligt såvel som med sit enormt humoristiske talent. Hendes rolle sidder uden tvivl under huden på hende, hvilket er ganske nydeligt. Gert Henning-Jensen er ligeså en skøn humoristisk fornøjelse at opleve på scenen, når han i sine farvestrålende klæder, svansede rundt som slattenmageren Adolfo Pirelli. For alles vedkommende kan det dog særligt sangmæssigt mærkes, at de er operasangere og ikke musicalperformere.

Alt i alt er der meget humor at opleve. Så hvad med gyset? Jo, der forekommer blod og splatter, når barberklingen svinges henover i bare halse, strube for strube, tærte for tærte. Jeg nød sekvensen hvor Dommer Turpin, som spilles af Johannes Mannov, brummer med på sangen ”Pretty Women” i barberstolen, fordi scenen forekom sjovere end jeg huskede den! Eller. Nærmere tragikomisk hvis man kender scenen på forhånd (uden at spoile). Ligeså kryb jeg til sædet, da vi i flash back’et med Lucy Barker er til ”maskebal”, som ikke er lutter glade dage for alle.

Efter at have googlet mig frem, kan jeg se at kulisserne er genbrugt fra en opsætning i bl.a. Bruxelles. Frem for at befinde os i 1800-tallets victorianske omgivelser, har vi bevæget os frem til 1980’erne. Til gengæld oplever jeg en tidsclash… Ville folk i 80’ernes London tillade en værge at gifte sig med sin myndling, eller hive folk 15 år i fængsel uden en retssag? Kostumerne er en blanding af f.eks. gamle lægetasker til blomstrede kjoler med cardigans over, som genbrugte de Sandy fra ”Grease”. Og i maskeballet bruges et ”80’er videokamea”, som giver associationer til flere nutidige gyserfilm, hvor maskerede forbrydere jagter og/eller filmer offeret. Samtidig føles det lidt som om, at opsætningen ikke helt yder Operaens store, mangfoldige scenerum retfærdighed, da Colin Richmonds scenografi er lettere ensformig og til tider nærmest spartansk.

Dette sætter gang i en yderligere undren… Hvordan kan Johanna Barker pludselig stå på gaden og give sin nøgle væk, når hun er låst inde på sit værelse? Hvad skete der for teknikken, der ikke kun fejlede i første, men også anden akt? (Jeg håber, at det blot var en premierefejl, for sang- og skuespilpræstationerne af the main crew var i topklasse). For ikke at nævne slutningen, hvor jeg godt kunne bruge ekstra sekunder til at synke sorgen. Sorgen som grundstenen i Sweeney Todd, med blodtørst og hævn på sinde, der transformerer den unge mand, til en knotten og såret morder. Selv Darph Vader var også engang en naiv sjæl, inden han endte med at dræbe ”halvdelen af universet”. Lad os føle smerten dybere, så vi kan sidde ambivalente tilbage, fordi vi på sin vis godt kan følge hans smerte, hans udvikling. Morderens grundlag.

Alt i alt fungerer Sweeney Todd på de skrå brædder i Operaen, hvis vi ser bort fra de tekniske fejl denne aften. Der er skøn musik, der sagtens kan tåle operasangernes store fyldige stemmer i en blanding af ”opera-gone-musical-style”. Dette sammen med det humoristiske aspekt, vil jeg vove at påstå at humoren godt kan erstatte, hvad dansen normalt gør. Dans og humor samtidig kan nemt gøre historier sukkersøde, men når hovedingredienserne er noget dystert, noget tungt og noget blodigt, skal vi ikke tilføje for mange vaniljekorn til opskriften. Ifølge mig altså, omend jeg elsker både musicals, dans og vaniljekorn. Om end jeg havde ønsket ”lidt mere” – på trods af, at opsætning er opkøbt fra tidligere produktioner.

Sweeney Todd i Operaen er tre timer værd at bruge, hvis du gerne vil opleve historien, som du kender den, uden de store tilføjelser historiemæssigt. Men med det sagt, kan du forvente en ordentligt sjat humor, fantastiske sangpræstationer og skønt samspil. Dette både for dig som kender historien allerede eller dig som vil opleve den for første gang.

Det Kgl. Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K

Spilleperiode: 23. november 2019-22. februar 2020

Set den 23. november 2019

Fotos: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20192020/opera/sweeney-todd/

Medvirkende: Palle Knudsen, Susanne Resmark, Nicholas Morton, Cassandra Lemoine, Frederik Rolin, Johannes Mannov, Jens Christian Tvilum, Gert Henning-Jensen og Aileen Itani m.fl. (denne aften – forskellige hold) samt Det Kgl. Operakor og Det Kgl. Kapel

Instruktør: James Brining

Instruktør ved genopsætning: Caroline Chaney

Scenograf og kostumedesign: Colin Richmond

Musikalsk ledelse: Ian Ryan

Lysdesign: Chris Davey

Koreograf: Nick Winston

Varighed: Ca. 3 timer inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Den skaldede sangerinde, Teatret ved Sorte Hest

Af Jonas Gudmand   Det sitrer i luften af spænding fra alle publikummerne, der ...

Anmeldelse: Vores Sensommer, Østre Gasværk Teater

Af Christian Skovgaard Hansen   Østre Gasværk Teaters opsætning af ’Vores Sensommer’ er hjertevarm ...

Anmeldelse: Det mørke net, Det Kongelige Teater

Af Amalie Sloth de Fine Licht, gæsteanmelder Er du på jagt efter underholdning og ...

Anmeldelse: Jeg gav dig avisen, Bådteatret (Teater Hvis)

Af Carina Blangsbøll Denne forestilling er for dig, der godt kan lide at tænke ...