Anmeldelse: En skærsommernatsdrøm, Betty Nansen Teatret

Af Ea Melissa Christiansen

Hvem skulle tro et mørkt rum kunne erstatte en frodig skov? Hvis du stadigvæk ikke er overbevist om muligheden ved dette, prøv du roligt at lukke øjnene, mens du lader dig forvisse om, at sprækken bringer dig tættere mod paralleluniverset. Det er her hæmningerne slippes fri, blot mærk og du vil se. 

Som en selvskreven cheesy indgangsreplik, portrætteres den virkelighed samt fantasi laget i Shakespeares klassiker: En skærsommernatsdrøm, som lige kan opleves på Betty Nansen Teatret.

Vi følger fire unge; Demetrius, Helena, Hermia og Lysander, hvis kærlighed huserer på kryds og tværs. Dette er et problem, da faren til Hermia kræver et ægteskab mellem hende og Demetrius, som hun ikke elsker, hvorfor hun flygter derfor ud i skoven med Lysander, som hun elsker. Men skovens væsners dagsorden forstyrres af menneskene, og Puk bedes udrede kaosset, på trods af pixiens kærlighed til narrestreger.

Nutidens ”SoMe”-generation med live-stories og overfladiskhed sættes i fokus inden den slørede nat. De fantastisk narcissistiske karaktertræk er nærmest til at brække sig over – af grin, når f.eks. Lysander filmer Hermia med en selfiestick, indtil hun overtager den og fremstønner med et smøret smil: ”Lad være med at filme mig”.

Dette er den skræmmende virkelighed at et samfund vi har opbygget, i denne forestilling såvel som i virkeligheden. Det er nemlig enormt irriterende, at Shakespeares historier erstattes med fraværende blikke, når karaktererne ikke kan snakke til hinanden, men er klistret til en mobil hvis billede vises på storskærm. Det er det samfundsrealistiske og kritiske, som Shakespeare evner at få frem i historien, hvilket giver stof til eftertanke.

Men det er ikke blot Shakespeares evner der kommer i spil; cadeauen er selvfølgelig også til instruktøren Elisa Kragerup, der sammen med Solveig Gade står for bearbejdelsen, Line Knutzon for omskrivning af enkelte scener og Niels Brunse for oversættelsen. De her mennesker har formået at skabe noget, der både giver plads til noget velkendt og noget nyt. Hvor et spotlight på de mange kontraster, som f.eks. “perfektionisme/impulsivitet”, hvilket vi især oplever når vi ser forskellen på den virkelige versus den fiktive og/eller drømmeagtige verden, gøres endnu tydeligere. Jeg er næsten sikker på, at det her er en forestilling, hvor du vil opdage nye ting, hvis den opleves mere end én gang.

Stemningen er mystisk, dyster og gådefuld. Med inspiration fra David Lynchs univers, befinder vi os i en lounge med inspiration fra ”The Black Lodge”. Skoven er erstattet med et mørkeblåt tæppe, røde velourforhæng og rykbare vægge i violet, som er rammen om de pangfarvede stole og planter. Vi er intet sted, men alle steder. I fantasiens tidløse univers. Her findes væsner alskens urtids væsner og selv skovens fugle indgår, der iklædt som piccoloer og med et kropssprog som fugle, bringer lyde frem fra dyreriget. Igen, med særdeles komisk men alvorlig mine.

Steffen Aarfing har graciøst hoppet henover de gængse naturscenografiske påfund, i valget om David Lynch-referencen og… det fungerer til punkt og prikke. For jeg kan se træerne i skoven, de kradsbørstige træer, klippeafsatserne. Det vilde er, at skoven aldrig vises, men fordi skuespillerne kan se den, kan vi ligeså. Jeg finder endvidere referencer til humoren fra ”Evil Dead”, når møblerne danser og griner, mens mystikken spreder sig i ”hytten”. Bevidst eller ej, det fungerer.

Skuespillerne gør et eminent job og formidler historien til perfektion med deres dedikation. At se blodårerne pulsere mens spillerne giver den alt. At se grimheden i selv de smukkeste sekvenser – som når folkene fra ”Dansk Maskotunion” vakler rundt i prøverne på ” Pyramus og Thisbe”, og Mikkel Arndt nægter at spille en kvinde fordi: ”Jeg kan jo ikke spille noget, jeg ikke er?” Alt imens Peter Plaugborg insisterer på at spille en mur, en by eller sågar to byer på samme tid, mens sveden pibler ned. Eller alfedronningen, spillet af Maria Rossing, der i sit begær fører æslets hoved ned i skridtet, og hun bramfrit og grimt hænger tungen ud af munden, mens de dingler rundt. Det er sjovt, det er grimt og det er smukt på én og samme tid! Skuespillerne supplerer altså hinanden godt på scenen i det store hele billede.

Til gengæld undrer jeg mig over, om det er et bevidst valg, at Hermia og Helenes vredesudbrud ofte forekommer som indadvendt tristhed, forklædt i råb, frem for den udadvendte energi, hvor vreden er er skræmmende?

Musikken bibeholder stemningen i sit favntag, mens vi forføres af alt fra filmkultsoundtracks, surfer vibes til en dansk fortolkning af Nancy’s ”Bang Bang”. Sidstnævnte synges af Emma Sehested Høegh hvis lækre, bløde stemme, vibrerer helt ind i øregangen på den gode måde, og det er oplagt netop at gøre brug af skuespillernes ekstra kompetencer, som hendes sangtalent.

Kostumerne er en kæmpe omgang tyld til bling-bling, bamsekostumer, ”gammeldags skoleuniformer / brun tennisdreng” til den førnævnte piccolo – med særpræg. Og Pucks horn er formet i panden af hår, som en ekstra lækker detalje. Det hele er meget gennemført og lækkert at se på. For som historien udvikles, udvikles kostumerne ligeså. F.eks. ligner Hermia og Helena nærmest to brudepiger i starten, mens som kaosset vokser, bliver kjolerne transformeret til et ærme og “et forparti/forklæde”, med resterne fra kjolen.

For ikke at glemme alle de små ”ticks” og lydeffekter der påduttes, når ofrene af eliksiren spaser ud– samt de små påfund der løbende hober sig op undervejs, skuespilmæssigt, dette ved selv de mindste ting. Men det skal opleves og ikke læses om!

Hvis du elsker Shakespeare, måske du er fan af David Lynchs drømmeuniverser eller blot er en gængs teaterelsker, vil jeg, at denne forestilling bør ses. Den er sjov, genial og skuespillet er simpelthen så intenst, at jeg dagen efter sidder med et smil på læben over de mange geniale genistreger. Kort sagt: SE DEN!

Betty Nansen Teatret, Frederiksberg Allé 57, 1820 Frederiksberg C

Spilleperiode: 11. oktober-9. november 2019

Set den 11. oktober 2019

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.bettynansen.dk/da/forestillinger/en-sk%C3%A6rsommernatsdr%C3%B8m/

Medvirkende: Maria Rossing, Peter Plaugborg, Niels Ellegaard, Simon Bennebjerg, Mikkel Arndt, Xenia Noetzelmann, Martine Emilie Barrett Levinsen, Emma Sehested Høeg og Magnus Christensen

Af: William Shakespeare

Oversættelse: Niels Brunse

Omskrivning: Line Knutzon

Bearbejdelse: Elisa Kragerup og Solveig Gade

Instruktion: Elisa Kragerup

Dramaturg: Solveig Gade

Scenograf: Steffen Aarfing

Koreografi: Signe Fabricius

Lysdesign: Christian Alkjær

Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod