Anmeldelse: Faderen, Vendsyssel Teater
Af Christian Skovgaard Hansen
Vendsyssel Teater har kastet sig over August Strindbergs drama Faderen. I midten af dramaet står faderen, ritmesteren Adolf. Han styrer det hele – eller det tror han da i hvert fald. Omkring ham driver hans hustru, Laura, ham ud i usikkerhed og forvirring.
Adolf er klog, men han er samtidig følsom og kan til tider let fare op. Dét udnytter Laura – ikke til gavn for Adolf, men for hende selv. Hun destabiliserer Adolf og vil have ham til at tro, at han er sindssyg, så hun kan få ham indlagt på psykiatrisk hospital. Adolf kommer mere og mere i tvivl om ikke blot faderskabet, men også hele livet og den status, som han har i samfundet og ikke mindst i familien.
Hun tilbageholder informationer til brug i hans forskning, og ikke mindst så antyder hun, at han ikke er far til deres datter Bertha. Hun kan jo være sikker, men kan han? Han drives ud over kanten, og i et raserianfald kaster han en brændende lampe mod Laura. Det bliver dråben for hende, hvor hun nu har beviset på, at han er syg. Triumfen er fuldendt, og hun får sin vilje, alt imens Adolf taber. På sidelinjen ser Bertha måbende til, og den gamle amme prøver at skabe fredelig sameksistens.
Det starter så godt, men det ender alligevel så skidt. Det bliver en kamp mellem kønnene, hvor magtforholdene ændres og forrykkes, efterhånden som historien skrider frem. Familiekonflikten står i fuldt flor, og spørgsmålet er, om forandringens vinde egentlig blæser her, eller om det alene er én kvindes hævn.
På Vendsyssel Teater spiller en række unge lokale med, og ifølge teatret giver det ”et aktuelt og nutidigt perspektiv til den gamle klassiker.” Nok er historien 135 år gammel, men spørgsmålet er, ”hvad har ungdommen at sige til det i dag?” Bertha får derfor selskab på scenen af nutidens ungdom, ligesom teksten er tilføjet en række nutidige inputs.
Publikum lukkes ind i salen i hold. Først har vi mulighed for at opleve Torden & Lynilds scenografi bag hovedscenen. Her oplever vi tre flotte rum, hvor vi møder personerne omkring faderen. Vi møder ammen, datteren og ikke mindst hustruen, som vi skal møde senere. Ammen er i køkkenet, hvor hun forbereder te til husets frue, datteren på værelset, hvor violinens toner gruopvækkende varsler fremtiden, og ikke mindst hustruen, der valser rundt i havestuen.
Efterfølgende lukkes vi ind i hovedscenografien i faderens arbejdsværelse, hvor hovedhistorien udfoldes. Men da faderens forfald bliver en realitet, falder korthuset, og væggene i arbejdsværelset skubbes væk, så vi igen kan se de tre rum, hvor kvinderne bag historien hersker. Er familieforholdet eksploderet helt, og er den klassiske struktur død? Hele scenografien er flot og detaljerig, og det er synd, at ikke hele scenografien udnyttes mere.
Hovedhistorien i sin rene form har en aktualitet i sig selv, selvom den har over 100 år på bagen. Fire lokale unge medvirker i forestillingen, og først præsenterer de deres syn på, hvad en far skal være, hvorefter de siden kommenterer på, hvilke negative indtryk og minder, de har af faderskikkelsen. Vi hører nutidens stemmer, men det er mere begrænset hvilket (yderligere) perspektiv, om de kan bidrage til historien. Vi forstår sammenhængen op til i dag, men alligevel bliver det ikke rigtig en sammenhængende forestilling, hvor vi forstår meningen med de unges historier.
Simon Bobergs iscenesættelse og bearbejdelse kommer derfor ikke helt i mål, og det ”nutidige” – i hvert fald i forhold til Strindbergs historie– er lidt svært at få øje på. Hans version af Faderen står klarest og mest grumt i den oprindelige historie, mens de ”nutidige” indslag ikke slår rigtigt igennem.
Jørgen Bing er faderen, og han fejrer overbevisende sit 40 års-skuespillerjubilæum i rollen. Han kommer igennem hele følelsesregistret. Han er både følelsesladet og selvoptaget, men samtidig også rådvild og nærmest skræmt på vej mod resignationen, når virkeligheden går op for ham. Ligeså stærk er Lisbeth Gajhede som den gamle amme Margrete, der har en kløgt og en ægte omsorg for Adolf, hvilket også kommer til sin ret i slutningens spændetrøje. Men selvom tvivlen nager hende, gør hun som Laura siger.
Mette Koldings Laura er lidt overspillet, men vi forstår alligevel hendes bitterhed og rænkespil, og vi føler en vis ubehag, når det op for os, hvordan hun manipulerer. Men vi forstår aldrig helt, hvad hendes modstand og aversion mod Adolf skyldes. Charlotte Amalie Kirkegaard Kehlets Bertha er naiv og til tider næsten (for) anonym, så vi ikke altid forstår, om der er en kærlighed til forældrene, og ikke mindst om hvilken side hun står på.
Denne version af Faderen er ikke uinteressant, men dens historie og følelser samles ikke helt, og det ”nutidige perspektiv” tilfører ikke meget til fortællingen. Torden & Lynilds scenografi er til gengæld fænomenal, og særligt Bing og Gajhede leverer mesterlige skuespilpræstationer.
Vendsyssel Teater, Store Sal, Banegårdspladsen 4, 9800 Hjørring
Spilleperiode: 22. februar-22. marts 2025
Set den 28. februar 2025
Fotos: Tao Lytzen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Jørgen Bing, Mette Kolding, Charlotte Amalie Kirkegaard Kehlet og Lisbeth Gajhede samt Unge fra Nordjylland samt Teater Talent Vendsyssel 23/25 (Sif Sybrandt, Michele Djørup Hansen, Alberte Bang Carlsen, Christina de Haas Bavnbæk, Mynte Sofie Brønnum, Thilde Højer Torp Andersen og William B. Andersen)
Dramatiker: August Strindberg
Instruktør og bearbejdelse: Simon Boberg
Scenografi og kostumedesign: Torden & Lynild
Lyddesigner: Rune Abel
Lysdesigner: Søren Lydersen
Dramaturg: Ditte Bladt-Hansen
Koreograf: Peter Friis
Varighed: Ca. 1 time og 40 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod