Anmeldelse: Skærsommernatsdrøm, Teater Nordkraft

Anmeldelse: Skærsommernatsdrøm, Teater Nordkraft

Af Christian Skovgaard Hansen

Hvordan ville William Shakespeares ”En skærsommernatsdrøm” se ud anno 2025? Og hvordan ville den se ud, hvis den har været gennem Teater Nordkrafts og ikke mindst teaterchef Minna Johannessons hoved og hænder? Dét resultat kan netop nu opleves i teaterkoncerten Skærsommernat, som relativt frit fabulerer over Shakespeares tekst.

William Shakespeares oprindelige komedie udspiller sig i to parallelverdener – en menneskeverden, Athen, med alle dens rangordninger og regler, og en alfeverden, som er skoven uden for byen, hvor al rang er ophævet og alle regler sat ud af kraft. I begge verdener er kærligheden en svær størrelse, som kan blive indviklet. Det er med at holde tungen lige i munden, når alle fortællingerne skal gå op i en højere enhed.

En konge har tvunget sig til et bryllup. De to elskende Hermia og Lysander flygter ud i skoven, forfulgt af både Demetrius, der oprindeligt var forlovet med Hermia, og Helena, som ingen rigtig elsker, men som elsker Demetrius. Alferne prøver at løse problemet, men det lykkedes ikke helt. I hvert fald ikke i første omgang. Samtidig er en skuespillertrup ude i skoven for at øve. En af skuespillerne trylles af alferne om til et æsel, hvilket også giver sine kærlighedsudfordringer. Efter mange, mange forviklinger sørger alfen Puk for, at kabalen går op, og de rigtige får hinanden.

Mange af de elementer er egentlig stadig tilstede i Minna Johannessons nye manuskript og koncept, men man kan roligt sige, at det hele er kastet op i luften og grebet igen på en række anderledes måder. Fokus er her lagt på aftenen i skoven, hvor der skal være fest, alt imens ovennævnte kærlighedsudfordringer udspiller sig og forsøges løst. Og vi er inviteret med som gæster til festen i skoven!

Helt så festligt starter det hele dog ikke. Publikum lukkes ind i den store sal, hvor man mødes af det bastante fortæppe, som dækker for alt det, der gemmer sig bagved. Vi møder Hermia, Lysander, Demetrius og Helena, som er fanget i deres mere eller mindre – mest mere! – kedelige og ensformige liv i menneskeverdenen. Det må der gøres noget ved. Alfen Puk entrerer scenen, og så kommer der fut i det hele, inden de fem spillere og vi publikummer kommer med ind i skoven.

Sammen med de fem spillere skal vi nu have en fornyet energi, og vi skal genfinde lysten og kraften til at forestille os en anden og måske endda bedre verden. Tankerne skal sættes fri, og vi må godt glemme menneskeverdenens kriser for en stund. Og det hele lykkedes!

Skoven møder Ibiza, og vi møder en vanvittig sommerfest, hvor virkeligheden og fantasien smelter sammen. Fortælling, køn, forelskelses blandes sammen på ny, når hele scenerummet tages i brug, og vi møder spillerne tæt, til tider meget tæt på. En ny virkelighed opstår, og bedst som vi tror, at vi er med, så er vi det bestemt ikke. I hvert fald ikke før hen mod slutningen, hvor vi sammen med Puk får det hele til at gå op.

Som om ovennævnte ikke er nok, så sættes handlingen sammen med en række sommerhits. Hvem havde troet, at sommerhits og populærhits ville fungere og komplementere Shakespeares tekst? Ikke jeg. Men det passer forbløffende godt sammen. Samtidig genkender vi blandt andet elskovsdrikken og æslet.

Skuespillerne er med på idéen, og de slår sig festligt løs i skoven. Troels Kortegaard Ullerup (Lysander), Laura Kold (Hermia), Thomas Nielsen (Demetrius) og Lærke Engelbrecht (Helena) er de fire mennesker, og de mestrer hele følelses- og kærlighedsregistret, som vi her får præsenteret på den ene overrumplende og overraskende måde efter den anden. Johannesson formår i sin tekst og instruktion at samle dem som et velfungerende hold, der samles i én organisme. Jonathan Stahlschmidt slår gækken løs i rollen som Puk, og han boltrer sig i rollen, hvor han både flipper ud, morer sig (og os), (for)tryller os alle og lader en anden virkelig indfinde sig.

Musikken under ledelse af kapelmester Søren Hansen leveres af musikerne Silke Kirstine Ekmann Kidholm, Nanna-Karina Schleimann og Frederik Sandfeld Madsen helt fantastisk live på og omkring scenen. De tre musikere indgår veldisponeret og dramatisk i hele forestilling, hvor de ligesom skuespillerne kastes ud i det ene skøre indfald efter det andet fra Johannesson. Sangstemmerne suppleres også fornemt af operasanger Nickie Johansson.

Det hele foregår i Helle Damgårds flotte scenografi, og hun har også stået for de mange kostumer, der ligesom resten af opsætningen kastes op i luften og gribes på en ny og anderledes, men velfungerende måde.

Minna Johannesson og Teater Nordkraft tør gå på opdagelse og udfordre den almindelige teaternorm, og hun holder Skærsommernat på den rette side af gal og genial. Skærsommernat er som Puk både underfundig, lidenskabelig, klog, charmerende og ikke mindst seværdig. Det virker ved første øjekast som kaos, og det er det måske også, men det er absolut kontrolleret kaos.

Der er ikke mange ledige billetter tilbage, men tag trygt turen til Aalborg og fang en af de allersidste billetter! Du vil ikke fortryde en tur i skoven med holdet her.

Teater Nordkraft, Watt, Teglgårds Plads 1, 9000 Aalborg

Spilleperiode: 1. marts-4. april 2025

Set den 1. marts 2025

Fotos: Martin Høyer

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Skuespillere: Troels Kortegaard Ullerup, Laura Kold, Thomas Nielsen, Jonathan Stahlschmidt og Lærke Engelbrecht

Musikere: Silke Kirstine Ekmann Kidholm, Nanna-Karina Schleimann og Frederik Sandfeld Madsen

Operasanger: Nickie Johansson

Instruktør: Minna Johannesson

Manus og koncept: Minna Johannesson

Kapelmester: Søren Hansen

Scenograf og kostumedesigner: Helle Damgård

Produktionsleder og sceneformand: Mikkel Munk Iversen

Lysdesign: Mads Eckert Hermansen

Lyddesign: Thomas Bolvig

Forestillingsleder og rekvisitør: Benedicte Andersen

Skræddere: Parnuuna Thornwood og Helene Billingsøe

Lysafvikler: Mads Eckert Hermansen og Christian Steen Møller

Produktionsassistenter:Sascha Jensen og Susan Rise

Skrædder-assistent: Tina Thysor

Teatertekniker: Néris Chive, Henrik Knudsen og Christian Steen Møller

Lydafvikler: Gustav Andreas Berg

Varighed: Ca. 2 timer uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *