Anmeldelse: Farlige forbindelser, Det Kongelige Teater

Af Sebastian Westh Nielsen

”Dit yndlingsord må være bedrageri,” siger Vicomte de Valmont lusket til Marquise de Merteuil, der iskoldt korrigerer ham: ”Grusomhed”. Det er det moralske udgangspunkt for de fuldstændigt vanvittige intriger, der i Farlige forbindelser udstiller den franske adels fordærv, hvor ære og stolthed, eller rettere ry og omdømme, måles gennem kompleksiteten og graden af udspekulerethed anvendt i de snuskede affærer og udenomsægteskabelige erobringer. Farlige forbindelser er en levende og original opsætning af Christopher Hamptons skuespil baseret på den skandaløse brevroman ”Les liaisons dangereuses”af Choderlos de Laclos fra 1782.

Følelser betyder ikke rigtigt noget, og hvis de gør, er det som manipulationen, der bruges i det eneste spil, der betyder noget for vores to hovedkarakterer, nemlig spillet om den ultimative nydelse. Hvad der så udløser denne nydelse, om det er sex eller erobringens sejr, er mindre tydeligt. Det specifikke spil bliver her Merteuils forsøg på at få hævn over sin forhenværende elsker ved at udfordre Valmont til at forføre dennes kommende brud. Så let bliver det dog ikke, for Valmont har andre ”præmier” for øje.

Den totale overfladiskhed er gennemført i hele det sceniske univers af Bente Lykke Møller. Karaktererne valser rundt i designertøj, der konstant udskiftes, så scenografiens centrale visuelle element, som en finurlig catwalket farveeksplosion, bliver de forskellige tryk og mønstre på det eksklusive kluns. Ikke mindst de forskellige designerbrands logoprydede indkøbsposer, karaktererne konstant placerer rundtomkring på scenen, skaber et omskifteligt rum, hvor kun den ydre fremtræden er central. For intet stikker umiddelbart dybere og den menneskelige afstand mellem disse designerrustninger er stor, faktisk så stor, at skuespillerne nærmest aldrig fysisk nærmer sig hinanden. Det sker udelukkende, idet forførelsen skal fuldbyrdes, her tæller også forførelse af den ufrivillige og enormt ubehagelige slags.

Scenens eneste faste inventar er en håndfuld ottomaner med meters afstand, hvor samtaler altid føres på kølig afstand, uanset hvor kærligt indholdet så forekommer, hvilket bliver en fin måde at bringe forlæggets brevform til live. Disse ottomaner flyttes samtidig meningsløst rundt af en række teknikere med mere eller mindre koreograferet præcision. Om det skal afspejle det usynlige arbejde, der ligger bag al luksussen, eller blot give skuespillerne et par ekstra sekunder til at hoppe i et nyt, svinedyrt outfit, bliver aldrig helt tydeligt.

Ekstrem koreografisk præcision finder man dog i de forskellige kortvarige danseseancer mellem scenerne. I momentvise eksplosioner flyver hele ensemblet rundt på scenen i festlige afbræk. Selvom musikken bliver en tand for P3-poppet for det franske bourgeoisi, er det vel også netop manglen på faktisk smag, der er pointen. Afbrækkene kan til tider være nødvendige, så man som publikum kan få vejret mellem de hæsblæsende dialoger.

Tammi Øst, der spiller Marquise de Merteuil, er knivskarp og uendeligt udspekuleret med en varm, lidt overparfumeret overstadighed, der dog på et splitsekund kan slå over i en kynisk og kontant spydighed, der falder så præcist og udleverende at den ikke kan pareres. Aldrig passerer der noget over hendes læber, der ikke har en bagtanke eller skjult intention. Casper Frederik Dyhr Crump spiller Vicomte de Valmont med en eminent kropslig tilstedeværelse. Han paraderer rundt på scenen med naturlig elegance, som havde han faktisk blåt blod i årerne (og utallige undervisningstimer i etikette); han inkarnerer den sleske naturlighed, som kun folk der aldrig har prøvet andet kan. Det bliver dog ikke ved det lettere sleske, for manererne må af og til vige, og så udstråler hele hans krop det lumre og ulækre begær, der gemmer sig lige bag Louis Vuitton-poloen.

Mellem disse to ulve i fåreklæder kan alting ske, og de velskrevne replikker i Morten Kirkskovs oversættelse er en fornøjelse at være vidne til, og det gælder bestemt også i scenerne med de andre karakterer, der alle er spillet med gribende præcision. Birgitte Hjort Sørensens Madame de Tourvel fanges på dramatisk vis i Valmonts charmespind, idet hun i sidste ende får svært ved at modstå hans tilnærmelser. Marie Reuther indfanger elegant den unge Céciles spirende oscillation mellem det genert pigede og den grådige og egoistiske verdenstørst, hun mærker efter at have bevæget sig fra sin opvæksts kloster til de parisiske selskaber.

Til tider er skuespillet så godt, og intrigerne så indviklede, at man selv som publikum, der egentlig er indforstået med de forskellige smålige motiver, kommer i tvivl om, hvad der er spil for galleriet, og hvad der er faktisk følelse. Følelserne afslører sig dog altid, og ofte gennem et voldsomt følelsesudbrud. Det bliver stedvis lidt overdrevent, og kan, ligesom de konstante, meget lidt subtile fagter, der underbygger de lumre kommentarer, bidrage til at man som publikum føler sig talt ned til.

Det er lykkedes Staffan Valdemar Holm at fremtrylle en yderst relevant iscenesættelse af Farlige forbindelser, der på imponerende vis formår at eksistere i tiden, uden et øjeblik at tabe den franske salon, den stammer fra, af syne. Stykket kunne sammenfattes med ord, der kunne være taget ud af en Paradise Hotel-deltagers mund: ”Det lykkedes dem ikke at spille spillet, for der endte med at opstå følelser.”

Som i realityshowet står der også en vinder tilbage, men hvilken sejr er det, de har vundet. Forskellen mellem bedrag og den rene grusomhed er i hvert fald blevet tydelig.

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Sankt Annæ Plads 36, 1250 København K

Spilleperiode: 14. januar-17. februar 2023

Set den 5. februar 2023

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20222023/skuespil/farlige-forbindelser

Medvirkende: Tammi Øst, Casper Frederik Dyhr Crump, Birgitte Hjort Sørensen, Marie Reuther, Alexander Bryld Obaze, Stephanie Nguyen, Hanne Hedelund, William Halken og Ulla Henningsen

Iscenesættelse: Staffan Valdemar Holm

Scenografi og kostumer: Bente Lykke Møller

Lysdesign: Clement Irbil

Lyddesign: David Andreas Hjerting

Oversættelse: Morten Kirkskov

Varighed: Ca. 2 timer og 35 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod