Anmeldelse: Væggen, Edison, Betty Nansen Teatret

Af Christian Skovgaard Hansen

Det, der var, er ikke længere. Verden er forandret, og spørgsmålet er, om og hvordan man overlever i denne nye verden. Livet forandres. Hvordan er og bliver sam- og måske modspillet mellem menneske, natur og civilisation? Det sætter forestillingen Væggen sig for at undersøge i dramatiseringen af Marlen Haushofers roman fra 1963.

En kvinde tager med sin søster og svoger op i deres jagthytte i skoven. En dag går søsteren og svogeren en tur med deres hund Luchs – men det er kun hunden, der kommer tilbage. Kvinden går derfor ud og leder. Pludselig støder hun panden mod en usynlig mur, som begrænser hendes udfoldelsesmuligheder betragteligt. Livet er opretholdt inden for muren – nu blot i en noget anden form end det, som hun er vant til. Hun er alene med hunden og en omstrejfende ko, som hun navngiver Bella. En kat og Bellas tyrekalv kommer til. Men ellers er hun alene uden andet selskab.

Væggen er derfor en dyster fortælling om en kvindes robinsonade. Intet er som før. Hun skal nu til selv at overleve. Hun er isoleret, så der er ikke nogen hjælp fra andre, og alt på den anden side er væggen ser dødt ud. Spørgsmålet er, om hun kan overleve i naturens system, som unægtelig kører videre – mennesker eller ej. Det er ikke fryd og gammen, men i stedet hårdt arbejde. Det går egentlig ganske godt, og årene går. Men uden at afsløre for meget af slutningen, ændres denne orden også…

Bogen er her omsat af Karen-Maria Bille til ca. fem kvarters fortælling. Overordnet lykkes det egentlig meget godt. Bille skildrer fint kvindens udviklingshistorie og hendes udfordringer med at overleve. Historien bliver dog en kende fragmenteret og måske lidt for tilskåret, og det er som om, at vi ikke altid får alle mellemregninger med. Jeg har ikke læst bogen, men som jeg kan læse mig til, er tempoet ikke ligefremt højt, og det kunne tænkes, at mere af bogens eftertænksomhed og grumhed ville have klædt den endelig fortælling på scenen. Anna Balslevs legende, udforskende og sikre iscenesættelse hjælper dog herpå.

Christine Albeck Børge er kvinden. Dét er i høj grad hendes fortjeneste, at fortællingen kommer i mål. Hun leverer et ætsende og grumt, men også følelsesladet og eftertænksomt portræt af kvinden, som nu må tænke anderledes for at overleve. Først kommer opgivenheden, men så lyser trodsen og overlevelsen ud af kvinden, hvor forvandlingen går sin gang. Hendes spil, mimik og stemmeføring er perfekt, og alt er perfekt afbalanceret. Følelsen af at være både alene og isoleret kommer helt tæt på os, og hun evner at spille hele vejen rundt.

Scenografien af Jonas Fly er enkel. Det hvidkalkede kvadrat, hvor publikum sidder på alle fire sidder rundt om, illustrerer ganske effektivt kvindens nu begrænsede leveområde. Med få rekvisitter og ikke mindst ved hjælp af Asger Kudahls fine, enkle og rene lyddesign skrider handlingen frem.

Alt i alt er Væggen en ikke uinteressant overlevelsesfortælling, hvor det i høj grad er Christine Albeck Børges fortjeneste, at forestillingen bliver vellykket. Og så kan vi tage de tanker om at være isoleret, om at overleve og om vores sam- og modspil mellem os og naturen, som forestillingen sætter i gang, med os ud fra teatersalen. Hvilket samfund og hvilken civilisation er det, som vi ønsker? Væggen giver os ikke svaret, men vi må selv danne os et indtryk.

Betty Nansen Teatret, Edison, Edisonsvej 10, 1856 Frederiksberg C

Spilleperiode: 2.-25. februar 2023

Set den 3. februar 2023

Fotos: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Væggen

Medvirkende: Christine Albeck Børge

Efter roman af: Marlen Haushofer

Dansk oversættelse: Anneli Høier/Gyldendal

Dramatiseret af: Karen-Maria Bille

Instruktion: Anna Balslev

Scenografi: Jonas Fly

Lyddesign: Asger Kudahl

Lysdesign: Christian Alkjær

Koreografi: Esther Wilkinson
Varighed: Ca. 1 time og 15 minutter uden paus

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod