Anmeldelse: Faust, Det Kongelige Teater
Af Henriette Devantier
Hvor findes meningen med livet? Er nok nogensinde nok? Hvor grænseløs skal man være før, man når afgrunden? Og hvor mange bliver undervejs ofre for denne grænseløshed? Det er stærke og relevante emner, der tages op i Operaens opsætning af Charles Gounods opera Faust fra 1859 baseret på det ikoniske mesterværk af Goethe med samme titel – dog med lidt anderledes vægtninger på handlingen.
Myten om Faust er en af de helt store grundfortællinger i litteraturens verden, og den sætter fokus på menneskets umættelige stræben efter komplet frihed, nydelse og magt. Drevet af ønsket om endeløs magt og evig ungdom sælger Faust sin sjæl til Djævelen. Tragedien rammer den unge Marguerite, da hun bliver offer for Fausts trang til besiddelse og begær. Faust er en ekstrem individualist med egne motivationer, der er villig til at ofre sig selv til fordel for den totale kontrol over sin egen skæbne. Han viser os en amoralsk verden, der blotter skrøbeligheden i det lidt, der er tilbage.
Gounods Faust indordner sig i den franske genre ”grand opéra”, der afslører operaens storladne karakter både, hvad gælder arier, korseancer og scenisk maskineri. Romantikkens idéer og idealer er ikke til at komme udenom i disse operaer med en imponerende indpakning.
Denne indpakning var i denne opsætning dyster og dunkel, der repræsenterede mørket og afgrunden. En effektfuld scenografi af Ben Baur i en stringent sort/hvid stil, der understregede de overvældende kontraster i fortællingen. Dramaturgisk efterlades man desværre også en anelse forvirret. Til tider manglede en række mellemregninger. Hvorfor handler karaktererne som de gør? Det stod ikke altid klart.
Gounods stykke afviger fra Goethes original. Gounods Faust vil modsat Goethes ikke vide mere – men derimod opleve mere. Han søger den fulde livsnydelse, som Djævelen kan give ham. Gounod fortæller altså en historie om et menneske, som tror, at livets mening er at finde i nydelsen. I forsøget på at opnå denne nydelse slår han fejl og river adskillige mennesker med sig i afgrunden. Den største forskel mellem Gounod og Goethe må være fortællingens vinkling. Gounods Faust understreger kærlighedshistorien mellem Faust og Marguerite. Sidstnævnte spiller også en langt større rolle i operaen.
Her står Faust i skyggen af den kvindelige hovedrolle sunget af sopran Sofie Elkjær Jensen. Marguerite har både mere scenetid og flere fængslende vokaludfoldelser end Faust. Endeligt ender operaen med Marguerites død og himmelske forløsning, fremfor Fausts endeligt. Dette var Sofie Elkjær Jensens aften. Hun oplevedes med en tyngde, man sjældent får lov at se hende udfolde, og hun accelererede dramatisk. Marguerite bliver gennem operaen pint og plaget, og den dertilhørende sårbarhed åbnede Sofie Elkjær Jensen for. Publikum fik gennem Sofie Elkjær Jensen lov at opleve et menneske i kød og blod med seksuel drift og en voksende forfængelighed.
Overfor Sofie Elkjær Jensen var Niels Jørgen Riis som Faust og Kyungil Ko som Djævelen Mefistofeles. Riis klarede sig gnidningsfrit gennem titelrollen, men han manglede desværre det sidste musikalske overskud. Det besad Ko til gengæld på mest manipulerende, djævelske vis. I et spænd mellem ydmyg opvartning og ondskabsfulde hensigter vækkede bassen Djævelen til live.
Instruktør Jan Philipp Gloger har forvandlet Faust til en yngre mand med kone og børn, og fortællingen foregår ikke i middelalderen men på Gounods egen tid i det nydelsessyge Frankrig. Koret og dansere agerede folkemængde, der på mest naturlige vis både musikalsk og dramatisk indgik i scenerne. Det hele kulminerede mellem tredje og fjerde akt, da ensemblet blev til et hæmningsløst sexorgie, der var drevet af lyst, drift og tørst.
I en tid hvor mere vil have mere, og hvor man aldrig stiller sig tilfreds, er denne opera rammende relevant. Myten om Faust bliver en parallel på vor tids umættelige appetit efter fremdrift og fremskridt, og om vores tilsyneladende endeløse længsel efter magt. Operaen stiller os til ansvar for vores behandling af hinanden, som det oplevedes for øjnene af publikum mellem Faust og Marguerite.
Faust var for mig en uopdaget opera – men hvilken lille perle. Det var en tur/retur til helvede på den allermest fængslende måde.
Operaen, Store Scene, Det Kongelige Teater, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K
Spilleperiode: 9. september-27. oktober 2021
Set den 19. september 2021
Fotos: Miklos Szabo
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20212022/opera/faust?section=top
Medvirkende: Niels Jørgen Riis, Kyungil Ko, Sofie Elkjær Jensen, Luthando Qave, Kari Dahl Nielsen, Hanne Fischer, Lasse Christian Bach m.fl.
Dansere: Nadia Skriver Rosenby, Fenella Cook, Lauréline Epaulard, Stine Rønne, Vincent Gerbert, Giuseppe Salomone, Ismael del Valle og Simon Ventzislav Larsen
Instruktør: Jan Philipp Gloger
Genopsætningsinstruktør: Manuel Schmitt
Dirigent: Marie Jacquot
Scenograf: Ben Baur
Kostumedesign: Karin Jud
Koreograf: Ramses Sigl
Koreograf ved genopsætning: Per Lundsgaard
Lysdesign: Franck Evin
Varighed: Ca. 3 timer og 10 minutter inkl. en pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod