Anmeldelse: Pride, Det Kongelige Teater
Af Xenia Winther
Med forestillingen Pride er Det Kongelige Teater med til at fejre WorldPriden, Copenhagen21. Pride er umiddelbart syv personers – en blanding af skuespillere, dansere og performere – historie om deres liv – deres liv som queer-personer. Alle personernes liv og historier er forskellige og forestillingen breder sig ud og indeholder dialog, monolog, sange, danse, små scener, snakke der henvender sig mod publikum og en scenografi og kostume udvalg, som samler det hele i samme univers.
I virkeligheden er det ikke kun de syv personers liv og historier, der bliver fremstillet på scenen – det er livet som queer person, der bliver fremstillet. De syv personer kommer sammenlagt fra fem lande og forestillingen foregår på engelsk. Det er en stor del af forestillingen, både at de alle snakker engelsk, men også at fem nationaliteter er repræsenteret på scenen. Dette styrker fortællingen om queer liv, for det, at de er queer, er det, der binder sig sammen. At en person fra Tyskland, Danmark og Frankrig kan spejle sig i hinandens historier og har ens liv, fortæller os at dette er en forestilling, der vedkommer hele verden.
For mig fremstod det tydeligt, at det var personernes egne historier, de fortalte, og som de sammen med Falk Richter iscenesatte. Det styrkede forestillingen endnu mere. Dette er ægte mennesker med ægte historier, som man ville kunne spejle sig i.
Alle historier var meget forskellige, men det de havde tilfælles var både skammen og stoltheden. Skammen, som de alle havde som ny udsprungne, og stoltheden over, at kunne stå på en af landets største teaterscener og åbne sig og fortælle, at de er queer. Man blev taget igennem forskellige faser i livet, startede med at springe ud, og sluttede ved forestillingen om at være gamle. Til sidste blev jeg især rørt. Johannes Lilleøre snakker om, at han er bange for at blive alene som gamle. Dette tror jeg, at vi alle kender, jeg gør i hvert fald.
Og faktisk breder universet på scenen sig udover scenekanten. Dette er ikke et univers, der kun findes på scenen, det er vores univers – det er virkeligheden. Scenografien består af en drejescene med fire ”rum”, hvor væggene er spejle. Wolfgang Menardi har virkelig begået et mesterværk her, man ser personerne og de forskellige ting på scenen fra alle sider, og der bliver visuelt skabt nye ”rum” via spejlene. Det er også meget symbolsk – teatret spejler virkeligheden.
Alle syv personer har et væld af kostumer og kostumeskift. Alle kostumerne er genderbending, flamboyante og lidt for meget – på den helt rigtige måde. Alle kostumerne var næsten kunstværker i sig selv, og de fejrede hver især på deres egen måde queer-liv.
På scenen og i de fire “rum” er der bl.a. et gravsted, locker room-skabe, stole, blomster og meget mere. Skabene bliver brugt i starten af forestillingen, hvor de alle er inde i hvert sit skab, meget symbolsk, og de fortæller hver især, hvad de frygtede mest ved at springe ud. Jeg kunne rigtig godt lide denne start. På trods af at forestillingen ikke har et lineært handlingsforløb, startede forestillingen alligevel med starten. At springe ud er forbundet med en følelse af frygt for de syv personer. Og selvom de endnu ikke var sprunget ud, starter deres historie dér. De vidste udmærket godt, at det ikke er risikofrit at springe ud.
Hele forestillingen Pride er den perfekte blanding af pride, stolthed, fest og tilstedeværelse. Men også alvor, seriøsitet og eftertænksomhed. Queer-personer bliver stadig slået ihjel verden over, queer-rettigheder forsvinder osv. Det ér stadig vigtigt at tale om! Vi kommer vidt omkring i emnerne, men de relaterer sig alle fint til hovedemnet, og de er alle små billeder på, hvor langt vi er nået for at sikre frihed, lighed og mangfoldighed – men også på, hvor meget der stadig skal kæmpes visse steder i verden. Forestillingen gør hverken queer-personerne til ofre, fordømmer, eller går til angreb på, hverken den ene eller anden fløj. Den fortæller os derimod, den konstaterer og viser os virkeligheden, som den er.
Pride tager dig igennem hel følelsesregistret som queer. Da jeg så Pride, både grinede jeg, jeg klappede og jublede i vilden sky, og jeg græd.
Se Pride! Man vil lære så meget og grine så meget. Du vil formentlig få et indblik i livet som queer, og du vil formentlig også gå fra salen med en anden forståelse af at være queer. Det er en inkluderende forestilling, hvor ingen bliver overset, ekskluderet eller gjort til skurke. Pride er billedet på, hvordan verden er.
Det Kgl. Teater, Skuespilhuset, Store Scene, Sankt Annæ Pl. 36, 1250 København K
Spilleperiode: 19. august-25. september 2021
Set den 17. september 2021
Fotos: Camilla Winther
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20212022/skuespil/pride
Medvirkende: Beck Heiberg, Anton Hjejle, Lukas Karvelis, Adil Laboudi, Johannes Lilleøre, Xenia Noetzelmann og Sofia Södergård
Manuskript: Falk Richter i samarbejde med de medvirkende
Iscenesættelse: Falk Richter
Scenografi: Wolfgang Menardi
Kostumedesign: Andy Besuch
Musik: Niels Ostendorf
Lysdesign: Egil Barclay Høgenni Hansen
Videodesign: Signe Emma
Lyddesign: Mads Stagis
Koreografi: Sofia Södergård i samarbejde med Beck Heiberg, Lukas Karvelis, Nadja Mattioli og Falk Richter
Dramaturgi: Jens Hillje og Benedikte Hammershøy Nielsen
Varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inkl. en pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod