Spotlight: Koreograf og kunstnerisk leder Stephanie Thomasen om benspænd, LIMBO og at lave den svære 2’er

Spotlight: Koreograf og kunstnerisk leder Stephanie Thomasen om benspænd, LIMBO og at lave den svære 2’er

Af Ida Spedtsberg

Jeg besøger kunstnerisk leder og koreograf for Uppercut Danseteater Stephanie Thomasen og resten af castet til LIMBO en mandag eftermiddag i forestillingslokalerne på Kløvermarksvej. Der er godt en uge til premieren, og det kan mærkes. I baglokalet arbejdes der på højtryk med de sidste rettelser til programmet, og scenograf Johan Kølkjær sidder på knæ og arbejder ihærdigt på en konstruktion. Inde på scenen er både lyd-, lys- og danseprøver i gang i skøn forening.

”Det er da et sted, hvor man godt kunne ønske, at vi var længere, men det gør man vel altid. Det er ikke nogen hemmelighed, at det her (hun peger ud i rummet) er en større udfordring end SAMBA. For hver eneste ting vi bruger, var her ikke i forvejen”, siger Stephanie med et smil, da jeg spørger, om de er ved at være klar til premieren den 21. september.

Stephanie Thomasen
Foto: Emil Monty Freddie

Det ligner da heller ikke en dansescene i den traditionelle forstand – rummet altså. Snarere et lidt aflangt, industrielt rum med en række hvide søjler i midten og en rød stribe på gulvet. En lyd- og lyspult i hjørnet og et par stole i hver side. Lidt noget andet end den runde manege, vi lærte at kende under den prisbelønnede forestilling SAMBA.

Og det er jo faktisk derfor, jeg er her.

DRØMMEN OM EN DANSETRILOGI

I september 2020 havde den første del af dansetrilogien PLEJER ER DØD af Stephanie Thomasen premiere. Forestillingen hed SAMBA, og bevægede sig i et krydsfelt mellem moderne dans, breakdance og teater. Dengang skrev jeg: ”SAMBA tager os med direkte ind i svinestien på godt og ondt. Til forførende, intense samba-rytmer tages vi med ind en arena med hierarkier, relationer og svinestreger. Her undersøges det, hvad det egentlig vil sige at være et svin – både dem vi kender fra landbruget, men også dem vi kender fra livet.” (læs mere her).

Nu er 2’eren her – LIMBO – og om et års tid får vi også fornøjelsen af 3’eren, KALINKA. For det har i mange år været Stephanies ønske at skabe en trilogi med dans:

Stephanies scrapbog
Foto: Ida Spedtsberg

”Det har været en drøm at lave en trilogi. Ikke bare hvor der er tre stykker, men tre stykker med den samme karakter. Den her karakter ”Pig”, som jeg har forelsket mig i, skal med fra start til slut. Og det var røvsvært. Svært fordi, man har set en forestilling med den figur. Så dét at skulle lave en danseforestilling igen omkring en gris, som absolut ikke skulle være SAMBA, som absolut skulle være noget andet, men som skal bibeholde den samme hovedkarakter. Det benspænd. Det var svært. Men det var ligesom noget, jeg havde besluttet mig for. Jeg ville have det benspænd.”

Mens hun taler, dirigerer hun mig ind og ud imellem et væld af rekvisitter. Hun peger på en rød væg ved forestillingens indgang, på grisemaskerne der ligger klar på bordet, og på den røde tråd, der skærer dansegulvet i to. Opsat på at vise mig koblingen mellem SAMBA og LIMBO.

”Det er jo ikke alting publikum vil lægge mærke til. Men det gør mig jo ikke noget. Det passer ind i vores analogi og vores fortælling. At man havde stalden og den vibe, og at man her kommer op af den røde tråd, der leder os videre. Og så er vi i det her mærkelige land – limbo. Det her stilstandsland. Alt det imellem begyndelsen og slutningen. Som sådan står og dirrer inden slutningen kommer”, siger hun.

BENSPÆND I LIMBO

Hvor SAMBA var inspireret af de brasilianske sambarytmer, trækker Stephanie denne gang på et ritual fra det lille øland Trinidad og Tobago. Det er endnu et af de tricks, hun kalder benspænd. En slags kunstneriske udfordringer, der skal sikre dansetrilogiens udvikling og hendes egen udfordring. At karakteren Pig går igen, er en af dem. En anden er hendes brug af rum:

”SAMBA var rummet imellem os og var virkelig repræsenteret i danserne, og dét at man tager en maske på og bliver til noget andet. Men også imellem publikum og den runde SAMBA-arena. Og især nu, hvor det så havnede oven i Corona, hvor det blev endnu mere udvisket, ”hvor langt må vi egentlig gå”. I LIMBO rykker vi ind i en anden del af rummet; rummet omkring os. Og KALINKA bliver det et indre rum – rummeligheden.

Stephanies scrapbog
Foto: Ida Spedtsberg

Det var også derfor, at forestillingen foregår et andet sted end på kompagniets hjemsted på Dansekapellet. Og derfor vi begge står i et helt anderledes lokale på Amager. Grisen er på vej videre efter den endte sine dage på en krog i SAMBA, og rummet har ændret sig. Stephanie uddyber:

”Ja, så ender vi jo i det her LIMBO-land, som er sted mellem liv og død, hvor livet så ligger her (hun peger på indgangen) og den røde dør symboliserer døden eller det, der kommer efter (hun peger på en åbning i modsatte ende).

Hun fortsætter: ”LIMBO er i virkeligheden et oldgammelt dødsritual fra Trinidad og Tobago. Det er den hvide mand, der har bragt det til Europa og lavet det til en party-dans. Sådan var det ikke. Det var når legemet og sjælen skulle separeres, og man skulle lade det flyde videre. Det var en celebration af, at man ligesom gik videre.”

Jeg indrømmer, at det her, hvis man ikke har set SAMBA, ind til videre kan virke som en lidt anderledes, udfordrende forestilling. Men selv det abstrakte bliver håndgribeligt og klart i Stephanies univers. Det gjorde det i hvert fald i SAMBA. Stephanies force er nemlig koblingen af abstrakte tematikker – eller i det her tilfælde ældgamle traditioner – med nutidige samfundsproblemer. Og når man spørger hende, er det faktisk noget, hun altid har gjort: 

”Jeg relaterer forestillingerne meget til samfund. Jeg føler virkelig, at det er her, vi står som samfund. I SAMBA gjorde vi alt det, vi ikke måtte. Vi kyssede, spyttede, mudder – alt det vi ikke måtte som samfund under Corona. Og derfor blev rummet imellem os stærkere. Jeg synes, at vi som samfund nu står i det der LIMBO. Skal jeg have en vaccine? Skal jeg ikke have en vaccine? Hvad må vi? Hvad kan vi? Hvad er okay? Der er jo så mange snakke om det. Der er sådan en vibrering i samfundet. Så LIMBO for mig repræsenterer, hvor vi er lige nu, ligesom SAMBA gjorde det dengang. Det er mine følelser i et mærkeligt danseunivers om, hvor vi står som samfund.”

Jeg spørger, om hun regner med, at publikum opfanger samfundsvinklen. Hun trækker lidt på skuldrene. Det ved hun ikke, men hun håber selvfølgelig. Hun tilføjer:

”Det er et mærkeligt land, der ikke findes, men hvem ved, hvordan LIMBO ser ud. Det her er min og grisens fortolkning af, hvordan det føles de der 10 sekunder, hvor du ser lyset.”

”BLIVER DET LIGE SÅ GODT SOM SAMBA?”

Vi har bevæget os udenfor på metaltrappen til førstesalen. Musikprøverne blev lidt for intense til, at min mikrofon kunne følge med. Snakken falder igen på SAMBA. Måske fordi, det er det mest naturlige at snakke om noget, vi begge har oplevet. Eller måske fordi jeg og mange andre har store forventninger til 2’eren – især i kølvandet på de priser, som Stephanie og Uppercut sidenhen har vundet for samme. Så jeg spørger ind til det. Hvordan var det at vinde en Reumert og prisen for Årets danseforestilling af CPHCulture? Hvad betyder det at få de priser inden næste runde af trilogien?

Hun svarer:

”Det var fedt at vinde den til holdet. Ikke kun for mig men for hele holdet. Folk havde fortjent det og virkelig givet sig 100 %, så det synes jeg var virkelig smukt. Det var en fantastisk følelse. Men jeg prøver virkelig i min karriere at mærke efter, hvorfor jeg er her i kunsten. For når alt går op, så kan det også gå ned. Hvorfor er det, jeg arbejder jeg 12 timer om dagen og ikke sover? Det er helt klart ikke for at vinde priser. Så jeg vil bare være cool med det, jeg laver, og være glad for det. For ellers kan man ride sådan en bølge, hvor man bare jagter, at alt skal være det bedste altid.”

Plejer er død, del 2 – Limbo
Foto: Emil Monty Freddie
Grafik: Phillip Bjørvig

Priserne er altså på ingen måde en sovepude. Faktisk er det tværtimod en bunke ekstra forventninger og et sammenligningsgrundlag, man måske helst ville have været foruden. Men sådan er det, når man laver trilogier.

”Bliver det lige så godt som SAMBA?”, er jeg ikke den eneste, der har spurgt hende om. Og til det har hun et meget klart svar:

”Nej, det bliver fuldstændig anderledes. Det bliver noget helt andet. Det er slet ikke SAMBA, fordi vi har lavet SAMBA. Den er i hatten. Den lavede vi, og den var superfed. Og så kan det godt være, at folk ikke synes, at den her er lige så god. Men det nytter ikke noget at prøve at lave den samme. Nu må man ligesom sige, ”ej, hvor var den lækker og funky og alt det, den skulle være. Nu laver vi noget helt fucking andet”. Jeg vil ikke stå og lave den samme forestilling igen og igen og igen for at jagte et eller andet folk kunne lide. Det er vigtigt for mig at udvikle mig som koreograf. At sige fuck det.”

Og med de ord, visker jeg bare lidt af min mentale tavle ren fra SAMBA-rester, inden jeg igen står i lokalet med den røde streg til LIMBO’s premiere på tirsdag.

INFOBOKS

Om Stephanie Thomasen og Uppercut Danseteater:

Stephanie er født i 1986 i Danmark. Hun er uddannet fra The Alvin Ailey School i NYC i 2009 og har været ansat i Uppercut Danseteater lige siden. Både som danser, underviser, koreograf og nu som kunstnerisk leder.

Den kunstneriske ledelse bag Uppercut Danseteater består af Stephanie Thomasen og Mark Philip. Sammen udgør de den tredje generation af kompagniet, og de har med forestillinger som Differences, 360°, CRASH, PANIC DAY og senest SAMBA udviklet kompagniet mod det mere modne publikum sideløbende med det traditionelle og vigtige repertoire for børn og unge. Forestillingerne lægger sig i et dynamisk krydsfelt mellem moderne dans, breakdance og teater. De senere års værker har resulteret i flere prestigefyldte priser, nomineringer og legater.

Læs mere om Uppercut Danseteater på https://www.uppercutdanseteater.dk/

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *