Anmeldelse: KALINKA (PLEJER ER DØD, 3), Dansekapellet (Uppercut Danseteater)

Anmeldelse: KALINKA (PLEJER ER DØD, 3), Dansekapellet (Uppercut Danseteater)

Af Ida Spedtsberg

For 3 år siden slæbte jeg min uanende bror med til en forestilling, der vist nok handlede om noget med svin og samba. En lidt atypisk kombination, men under temaet ”Plejer er død” virkede det alligevel meget passende. Forestillingen skulle vise sig at være en af de bedste, jeg havde set i lang tid. Et sandt mesterværk, der indhentede hele 3 Reumert-nomineringer og en sejr. Med ”SAMBA” skabte Stephanie Thomasen, koreograf og kunstnerisk leder for Uppercut Danseteater, første del af den trilogi vi denne torsdag fik afslutningen på. Finalenummeret. Slutspurten. Den sidste dans: KALINKA.

KALINKA er dermed tredje og sidste del af Uppercut Danseteaters trilogi ”Plejer er død”, der tager favntag om forholdet mellem krop og rum, individ og flok, med Pig som hovedrolle. Som sædvanligt befinder vi os stilartsmæssigt imellem moderne dans, urbane dansestile og dramatik. I programmet står der: ”Pig har lært at begå sig i SAMBA’s sociale arena og mast sig gennem LIMBO’s inferno for nu at blive hvirvlet ind i KALINKA’s rus”. Og hvilken rus.”

Og har man fuldt med fra starten ved man, at Pigs liv ikke har været så nemt. ”SAMBA”s nådesløse arena endte med en billet til slagtehuset (læs vores anmeldelse her), og ”LIMBO”s kolde, utaknemmelige flugt mellem livet og det hinsides endte med en rød dør (læs vores anmeldelse her). Døren til KALINKA.

Det er derfor ekstremt passende, at vi denne gang starter ved den røde dør. Et tilsagn om Stephanies ekstreme detaljerigdom og en stærk vision. I et spotlight til Ungt Teaterblod sidste år fortalte hun: ”Det har været en drøm at lave en trilogi. Ikke bare hvor der er tre stykker, men tre stykker med den samme karakter. Den her karakter ”Pig”, som jeg har forelsket mig i, skal med fra start til slut.” (læs hele Spotlightet her).

Og slutte må det. I KALINKA er Pig endelig nået til endestationen. En slutning, der er fyldt med power, intensitet og den sædvanlige Uppercut-kendetegnende opfindsomhed. Aftenen starter for publikum i en stemmeboks og slutter i en eufori af valgglæde. Indimellem møder vi alt fra mikronfonholderi og -symfoni, papir nok til at fodre en hel svinesti, og svimlende spins, der får os til at miste fodfæstet. Forestillingen er både humoristisk og dragende – til tider endda poetisk og politisk. Der er i hvert fald en klar linje til valgkamp med en snert af foragt for den russiske krig. Og mindre havde jeg egentlig ikke forventet af en forestilling, der er opkaldt efter en russisk folkevise. En folkevise, der i øvrigt går igen i en stor del af det rytmiske, elektroniske lydbillede.

Men først og fremmest er KALINKA intelligent. Stephanie Thomasen forstår at benytte alle fem danseres talenter til det yderste. Reumert-nominerede Mark Philip viser igen og igen sit talent for dramatik og drejninger – på hovedet som oftest, og denne gang i en smuk scene fra glødelampens skær. Både Linn Fletcher og Giorgia Reitani besidder de nysgerrige, sanselige kvaliteter, der giver dansen ekstra gnist i både soli og gruppestykker. Stærkt er det, når Linn bider sig igennem de mange notater, der flyder på gulvet. Og Giorgias sans for partnerarbejde er en sand fornøjelse at se på. Alexander Skjold, truppens live percussionist, trommer sig ud på helt nye vidder på et hav af ukendte instrumenter, og den nye dreng i klassen, Adam Tocuyo, lever fuldt ud op til kompagniets meget høje niveau.

Det samme gør den næsten over-funktionelle scenografi af Johan Kølkjær. Der er ikke en flade, der ikke blev brugt. Ikke et lys, der ikke har en funktion, og ikke en ledig vinkel, som rekvisitterne ikke har været i. Det er nytænkende og næsten genbrugsagtigt på allerbedste vis. Også Betina Rex’ dramaturgi bør nævnes ­– en forestilling er intet uden kreative, hårdtarbejdende hjerner bag, og Betinas sikrer både retning og form, så en forestilling som KALINKA går fra flot til fængslende. Bravo!

Så: Hvis ikke det allerede er helt klart, har du min største anbefaling til at tage en tur forbi KALINKA. Jeg lover, at du bliver overrasket, og at alt det, du tror, du ved om danseteater bliver gjort til skamme. På bedste vis. Plejer er ikke blot død – men genopstået på ny. Må Stephanie Thomasens og Uppercuts helstøbte, originale værker blive ved med at udvide, udfordre og udvinde talent og kunst, som vi tror, vi kender det. Må vi for evigt blive konfronteret med svinestreger i glødelampens glitrende skær.

Uppercut Danseteater

Dansekapellet, Bispebjerg torv 1, 2400 København NV

Spilleperiode: 22. september-2. oktober 2022

Set den 22. september 2022

Fotos: Kenneth Nguyen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.uppercutdanseteater.dk/forestillinger/kalinka

Medvirkende: Dansere: Mark Philip, Linn Fletcher, Giorgia Reitani, Alexander Skjold og Adam Tocuyo

Idé, koncept & koreografi: Stephanie Thomasen
Musik/live percussionist: Alexander Skjold Henriksen
Scenografi: Johan Kølkjær
Dramaturgi: Betina Rex

Lysdesign: Peter Bodholdt Løkke
Varighed: Ca. 1 time go 15 minutter uden pause

Aldersgrænse: Anbefales fra 14 år

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *