Anmeldelse: Limbo (Plejer er død, 2), Bygning A (Uppercut Danseteater)

Anmeldelse: Limbo (Plejer er død, 2), Bygning A (Uppercut Danseteater)

Af Ida Spedtsberg

Så var den her endelig, LIMBO! Den længe ventede 2’er i Uppercut Danseteaters trilogi ”PLEJER ER DØD” – skabt af kompagniets kunstneriske leder Stephanie Thomasen. Jeg havde glæder mig – ikke mindst fordi den første i serien, SAMBA, tog både mig og store dele af den danske kunstverden med storm (læs anmeldelsen her). Et par priser blev det også til; heriblandt en Reumert for Årets Danseforestilling.

Men det er svært at lave en 2’er. Især når 1’eren var en kæmpe succes. Det havde jeg en snak med Stephanie om i vores sidste Spotlight, som du kan læse i her. Da var jeg på besøg backstage hos Uppercut Danseteater cirka en uge inden premieren. Og her fik jeg indsigt i tankerne bag trilogien, inspiration til LIMBO og Stephanies tanker om at lave en efterfølger. Så jeg har altså en fordel, da jeg onsdag aften til premieren i dæmpet lys træder ind i det aflange, industrielle rum, hvor karakteren ”Pig” denne aften er kommet til LIMBO.

Har man ikke set nr. 1, SAMBA, får I lige et hurtigt recap – men det skal dog siges, at man sagtens kan se og nyde LIMBO uden at have oplevet den første i serien. I SAMBA mødte vi karakteren Pig og oplevede, hvordan svinestreger og magt påvirker rummet imellem os. Det var en velnuanceret, samfundsrelevant forestilling, der på (måske) tragisk vis endte med, at Pig blev hængt op i en slagterkrog til skræk og advarsel. LIMBO er derfor det naturlige næste skridt på Pigs rejse mod det, vi endnu ikke ved hvad er – nemlig sidste og tredje forestilling KALINKA, som har premiere om cirka et år.

I LIMBO bevæger Pig, danset af Mark Philip, sig i et centerløst rum mellem liv og død. ”Et sted hvor livet må ophøre, før vi kan bevæge os videre. Måske først når kroppen er forladt og sjælen står alene, kan rejsen fortsætte”, skriver Uppercut Danseteater selv i programmet. Og LIMBO er også et underligt sted fyldt med mystiske, uforklarlige skabninger. Men vigtigst af alt; fyldt med en underlig tidsløshed. Vi følger Pig’s rejse gennem rummet fra ankomsten på krogen til forsøget på at komme videre. Ind igennem rummet mod den røde dør på endevæggen.

Undervejs møder karakteren de væsner, der arbejder i LIMBO. De er ikke nødvendigvis på vej videre, og de minder mest af alt om kontorarbejdere i den underlige intethed. Hver dag møder de sikkert nye væsner, der er på vej til efterlivet. Og hver dag bruger de tid på at forhindre, udfordre og omfavne de nyankomne – indtil de er klar. For man vader ikke bare utilsigtet igennem LIMBO.

Bedst af alt er brugen af rekvisitter. Danserne svinger sig i slagerkrogene og danser på bordene. Der er kraft og power, når arbejderne i LIMBO går i gang, men også angst og vrede, når Pig gang på gang finder sig ved den lukkede dør til efterlivet. Og vi får også både fine duetter, karismatiske soli og festlige ensemble-stykker at se. Tydeligst for mig fremstår et stykke, hvor vores alles yndlingsparty-sang LIMBO får en indflydelse på, og Marks sårbarhed, da Pig endelig indser, hvad der skal til for at komme videre.

Det lyder alt sammen meget diffust. Og det er det måske også lidt. Men det er også en forestilling, der fascinerer og forbløffer. Og så er det ikke mindst et helt fænomenalt cast. Lige fra altid-imponerende Mark Philip, der som Pig dyrisk danser, kravler og snor sig i LIMBO, uden at gå af scenen én eneste gang, til resten af castet, der hver især leverer personlighed og præcision. Også Alexander Skjold imponerer igen i sin kombi-rolle som danser og forestillings live-perkussionist, der sprødt spiller med alt fra trommestikker til piskeris og højhælede stilletter. Et sådant talent skal man lede længe efter. Også Linn Fletcher og Giorgia Reitani dansede overbevisende på det glatte gul i landet LIMBO.

Også Johan Kølkjærs scenografi skal have en applaus. Den røde tråd fra første forestilling til nu, var tydelig, og rumdelingen, som ikke kan have været nem, godt løst.

Og så selvfølgelig en kæmpe cadeau til Stephanie for en forestilling, der trods et abstrakt emne formår at drage paralleller til vores dagligdag og for at skabe kunst, som trækker os ud af tid og sted.

Har du en times tid til overs, synes jeg du burde tage en tur i LIMBO med Uppercut Danseteater.

Uppercut Danseteater

Bygning A, Kløvermarksvej 70, 2300 København S

Spilleperiode: 23. september-1. oktober 2021

Set den 23. september 2021

Fotos: Badi Berber

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.uppercutdanseteater.dk/aktuelt/limbo

Medvirkende: Dansere: Mark Philip, Linn Fletcher, Alexander Skjold, Giorgia Reitani og Alessandro Sousa Pereira

Koreograf: Stephanie Thomasen

Scenograf: Johan Kølkjær

Lysdesigner: Andreas Buhl

Dramaturg: Betina Rex

Komponist: Alexander Skjold Henriksen

Varighed: Ca. 1 time og 5 minutter uden pause

Fra 14 år

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *