Anmeldelse: Stillingen, Team Teatret
Af Sanne Halkjær Hebsgaard
Har du nogen sinde oplevet dig selv, som en observatør? Når du sidder i bussen? Når du er i Føtex? Når du sidder i venteværelset? Måske er vi i virkeligheden alle sammen en smule observatører hver dag – (måske) helt at uden at vide det. I Stillingen bliver dette i hvert fald sat på spidsen.
Selve præmissen for Stillingen er, at publikum sidder som den uperfekte observatører. Publikum bliver gang på gang præsenteret for den samme situation: To mennesker er ved at flytte ind i et nyt hus. De ser sig om. De taler om det, der gik forud, og det, der skal ske. Og så banker en tredje person på. Denne situation kører i et loop. Og for hver gang denne situation starter forfra, bliver den fremstillet på en ny måde.
Selve idéen om at lade den samme situation foregå på forskellige måder, er egentligt ret interessant. For hvordan vil det se ud, hvis tonen pludselig er anderledes, eller hvis man ikke ser på hinanden? Men i praksis er det desværre også en smule banalt. Grundlæggende fordi der mangler en dybde undervejs. Selvom situationen bliver præsenteret på en ny måde, så lærer jeg ikke karaktererne bedre at kende af den grund.
På trods at dette, så synes jeg, at situationerne bliver leveret med variation! Jeg sidder ikke og tænker: Den har jeg da set før. For når stemningerne kombineres på skift, kan man pludseligt skabe mange forskellige situationer. Og samtidigt bliver stemningerne og reaktionerne ikke forcerede, men derimod forholdsvist naturlige.
Den første på scenen, som publikum bliver præsenteret for, er Line Vejgaard Kjær. Hun indtager rummet med en kæmpemæssig portion selvsikkerhed. Hun er næsten intimiderende i åbningsscenen i rollen som Eva. Evas forskellige situationer kan både være skræmmende, hyperaktive, venlige og overraskende. Og lige netop Lines leveringer lægger jeg ekstra mærke til. Hun leverer dem prompte, som om hun aldrig har været i situationen før. Hun har simpelthen en kæmpe naturlighed i de forskellige versioner af Eva.
Dernæst står også Stig Reggelsen Skjold og Marie Vestergård Jacobsen på scenen. De har henholdsvis rollen Han og Hun. Sammen er de parret, der flytter ind i det nye hus. Og de fungerer godt som et par. I fællesskab udfolder de de forskellige aspekter, et parforhold kan indebære. De kan både være kærlige over for hinanden, og grumme overfor hinanden. Det er ret interessant, at de på ét sekund kan skifte helt og holdent, og pludseligt have en ny sindstilstand. En sindstilstand, der kan supplere den anden eller være det stik modsatte.
Dernæst vil jeg meget gerne fremhæve scenografien af Carsten Burke Kristensen, for nøj den er fed! Kort beskrevet står der en høj og stor firkantet kasse diagonalt og lige midt på scenegulvet. Oven på denne står der i det ene hjørne en sofa, og på gulvet ligger et tæppe. På bagvæggen er en skærm, som kan bruges til videomateriale undervejs i forestillingen. Og det er dét. Enkeltheden i sig selv er ret spændende. Der er noget mystisk over scenografien, som på en måde underbrygger den observatør, som publikum bliver. Og når videomaterialet fremvises sammen med lyd- og lysuniverset, udlever scenografien sit fulde potentiale!
På bagvæggen bliver der flere gange undervejs vist forskelligt videomateriale. Flere gange er det en kvinde i en balkjole, der svømmer rundt i et bassin. Men det kan også være karakterne selv, der via deres mobiltelefoner filmer sig selv eller hinanden, som så bliver vist på skærmen. Det gør hele oplevelsen mere bizar, men er et ret godt kneb. Nogle gange bliver det også suppleret af lyd- og lysdesignet. Det underbygger i den grad mystikken. Andre gange står lyd- og lysuniverset for sig selv, men det kan det også godt bære i denne forestilling.
Selvom forestillingen til tider er en smule bizar og en smule banal, så er selve tanken, om at skabe et rum til at observere, ret spændende. Måske behøver man ikke et klimaks i en forestilling for at nå i hus. Stillingen er i hvert fald en forestilling, der sætter kunsten i højsædet. Min oplevelse er dog, at selve dramaturgien kommer lidt i baggrunden, så kunsten kan få lov til at shine. Men oplevelsen i sig selv bør man ikke snydes for.
Team Teatret, Østergade 32, 7400 Herning
Spilleperiode: 15.-30. september 2022
Set den 22. september
Fotos: Jacob Stage
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Stig Reggelsen Skjold, Marie Vestergård Jacobsen og Line Vejgaard Kjær
Instruktør: Jacob Stage
Dramatiker: Frederik Brattberg
Oversættelse: Dorthe Bébe
Dramaturg: Anna Marie Houe
Scenograf: Carsten Burke Kristensen
Lysdesigner: Søren Lydersen
Lyddesigner: Jacob Stage
Varighed: Ca. 1 timer og 10 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod