Anmeldelse: Feberen, Det Kongelige Teater

Af Jesper Engel Brandrup

Det er næppe mange af gæsterne i Det Kongelige Teater, der kan prale af et indgående kendskab til ”The Barrison Sisters”. Den varietégruppe fra slutningen af 1800-tallet, som Thomas Bendixens og Line Mørkebys Feberen omhandler. Med afsæt i Hans Henrik Appels bog ”Barrison-feberen”, har de skabt en flot, vellydende og festlig musical, som bestemt er værd at bruge en aften på.

Det lykkes ganske elegant at skabe dynamik i et scenebillede, som ellers er holdt statisk af hensyn til det band, som på forbilledlig vis fletter den velkomponerede musik ind i historien og karaktererne i løbet af de to timer inkl. pause, stykket varer – musikken vender vi tilbage til, for den er god!

Men musikere og instrumenter fylder, og de skal have mulighed for at stå stille, så Palle Steen Christensen har skabt niveau i scenen, som skuespillerne kan bruge, og ved hjælp af relativt simple rekvisitter kan handlingen flyttes i tid og sted. Det kan lyde banalt, at man blot skal skrive ”Paris” på en kuffert for at flytte de fem søstre og deres impresario over Atlanten, men det er overraskende virkningsfuldt. Derudover er der enkelte større sætstykker, som jeg ikke vil afsløre, men jeg vil fremhæve det meget store spejl, der udgør bagtæppet, og som gør, at man kan se stykket både fra salen, og som det ser ud fra kulissen. Det fungerer fremragende dramaturgisk – det vender vi også tilbage til.

Samtidig bruger Ulrik Gad lyssætningen kompetent til at flytte fokus og stemning rundt på scenen, så selvom plateauerne står stille, så er det et stykke med masser af liv og bevægelse. Astrid Lynge Ottosens kostumer tager ikke mange chancer, men de sidder i skabet, og hvis de var meget mere eklektiske end det historiske oplæg ville det næsten blive for fjollet. Solidt.

Musikken er slet og ret skidegod. Én ting er, at enkelte sange har decideret hit-potentiale, og det er forbryderisk, at Det Kongelige Teater ikke har indsat en track-liste i programmet, så man kan se de enkelte titler. ”Især Sophie”, ”Turn To Me” og ”Åh Skål, Skål Berlin” kører stadig for det indre øre flere dage efter. Ros skal i øvrigt også lyde til David Andreas Hjertings lyddesign. Jeg fatter ikke, hvordan det lykkes at afstemme lyden mellem baggrundsmusik (som ikke holder sig i baggrunden!), sang og replikker løbende så gnidningsfrit, men de må kunne trylle ude i lydrummet på Det Kongelige Teater.

En anden ting er den måde musikken tydeligt er skrevet sammen med replikker og historie. Ikke en eneste gang i stykket oplevede jeg en ellers velkendt følelse fra musicals, hvor det virker aparte eller påtvunget, at en replik skal synges. Line Mørkeby, Thomas Bendixen og Niels Søren Hansen har arbejdet på en måde, hvor det er lykkes fuldstændig at binde dialogen og musikken sammen, så replikkerne falder i takt med musikken, og det giver stykket en flydende og dragende, nærmest æterisk kvalitet, hvor det af og til er svært at vide, hvor den ene sang slutter og den næste starter. Det gør også Feberen til en mere helstøbt nærmest koncertagtig oplevelse, fordi musikken i sig selv driver historien og karaktererne fremad – og det passer perfekt til fortællingen om de fem søstres felttog over de europæiske scener. Jeg tror ikke, man kan fortælle den historie på en mere passende måde. Bravo!

Derudover betyder det, at sangene er skrevet til skuespillernes stemmer. Det giver en enorm vellyd, når Lona (Andrea Øst Birkkjær), Olga (Cecilie Gerberg Nielsen), Sophie (Cecilie Bogø Bach), Inger (Fanny Leander Bornedal) og Gertrud (Amalie Husted Mørup) synger, både flerstemmigt og solo. De leverer over én kam kompetente og energiske præstationer. Mads Rømer Brolin-Tani komplementerer dem godt i rollen som (bl.a.) William Fleron med stor fysisk alsidighed.

Feberen er dog allermest festlig og vanvittig, når Morten Brovn får lov til at folde sig ud, hvad enten det er som tysk anmelder, Waldemar Otto, Mrs. Fernandez (”Købskvinde! Hedder det!”) eller Hr. Giesinger. Her er sangene tilsyneladende skrevet til tre-fire forskellige stemmer, som han skifter mellem hurtigere, end søstrene skifter tøj, og hans mimik, timing og kropssprog kører i sit helt eget Robin Williams’ke gear. Han træder sømløst ind og ud af roller og trækker både et stort læs i at pace stykket, samtidig med at han leverer drama og underholdning, og han løfter simpelthen stykket.

Feberen er i det hele taget en rigtig god musical, men forestillingen lægger sig meget til den lette side. Det er ikke mange minutter i stykket, der reelt viser dybere dramatiske forviklinger mellem karaktererne, og det er synd, for de scener, der indeholder lidt mere end sang, dans og let kærlighed, er faktisk rigtig gode. Navnlig Cecilie Gerberg Nielsen får enormt meget følelse ind i selv relativt korte udvekslinger.

En anden ting er man i iscenesættelsen vælger råt at sluge den historiske William Flerons fortælling om, at søstrene kæmpede en frihedskamp for kvinder uden at forholde sig meget kritisk til den. ”Det er nødvendigt at fortælle de her historier om kampe for frihed, værdier og rettigheder”, synes jeg, er store ord at sætte på et underholdningsshow hvor unge kvinder spørger publikum: ”Do you want to see our pussies?” For derefter at afsløre killinger gemt i kjolerne. Ifølge programmet var Gertrud 10-11 år gammel, da Barrison Sisters optrådte for første gang i Pittsburg. Det skal rimeligvis siges, at der dengang ikke nødvendigvis fandtes mange bedre karriereveje i en fattig immigrantfamilie med fem piger.

Fortællingen solgte billetter dengang, og det vil den givetvis også i dag. Men det er til tider svært at slippe refleksionen over, om vi ser et stykke med The Barrison Sisters eller et stykke om The Barrison Sisters. Her løser spejlet på bagtæppet meget – som publikum kan man se sig selv se The Barrison Sisters, og det er slet og ret genialt. Man er tvunget til at forholde sig til, at forholde sig til sin egen rolle som publikum, og det er dybt nødvendigt, når der ikke er sat mere tid af til dybere dramatiske scener, der kritiserer fænomenet frem for at fejre det. Her kunne jeg måske have undværet ”Op og Ned”, hvis vi kunne være kommet lidt tættere på søstrenes indre liv i stedet.

Feberen er måske bare ikke et stykke, man skal tænke alt for meget over. Man skal se (og høre!) det for festen, dansen og den fantastiske, originale musik. Perfekt til en fredag eller lørdag aften med et glas vin eller to.

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene, Sankt Annæ Plads 36, 1250 København K

Spilleperiode: 30. april-3. juni 2025

Set den 30. april 2025

Fotos: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20242025/skuespil/Feberen

Medvirkende: Andrea Øst Birkkjær, Cecilie Gerberg Nielsen, Cecilie Bogø Bach, Fanny Leander Bornedal, Amalie Husted Mørup, Mads Rømer Brolin-Tani og Morten Brovn

Iscenesættelse og koreografi: Thomas Bendixen

Musik og Kapelmester: Niels Søren Hansen

Scenografi: Palle Steen Christensen

Kostumedesign: Astrid Lynge Ottosen

Sangtekster: Line Mørkeby

Lysdesign: Ulrik Gad

Lyddesign: David Andreas Hjerting

Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod