Anmeldelse: Fête Galante, Det Kongelige Teater (Den Jyske Opera)
Af Cecilie Ferdinand Kristoffersen
I Den Jyske Operas opsætning af Poul Schierbecks Fête Galante fra 1931 inviteres vi tilbage til 1700-tallets franske aristokratis hæmningsløse kærlighedsfester, fyldt med druk, intriger, erotik, svindel, skandaler og, selvfølgelig, forelskelser. Handlingen udspiller sig på scenen mellem ferskenlyserøde gardiner og puder, så man næsten føler, at man er blevet inviteret i seng med adelen. Denne følelse fortsætter gennem hele forestillingen, hvor næsten intet er overladt til fantasien, og vi bliver vidner til både kys, gramserier og overgrebsforsøg.
Forestillingen starter til en sådan kærlighedsfest, hvor grev René forfører den unge Suzon ved at gifte sig med hende med en forfalsket underskrift på kontrakten. Suzon er naturligvis forblændet af forelskelse og ved intet om bedrageriet. Teaterdirektøren Scaramouche opdager bedrageriet og ser sit snit til at udnytte situationen til sin egen fordel gennem afpresning.
René indser dog, at Suzon faktisk er hans livs kærlighed, og han udfordrer Markis d’Argenville, som har forgrebet sig på hende til en skæbnesvanger duel. Duellen bliver dog i sidste øjeblik afblæst af Kong Ludvig XV, som derefter forlanger at se grevens brud, eftersom kongen har førsteret til hende på bryllupsnatten. René afværger dog dette ved at udgive Scaramouches kone for at være Suzon. I mellemtiden har Suzon dog opdaget bedrageriet, men hun tilgiver hurtigt grev René, og de ender lykkeligt sammen.
Kostumedesigner og scenograf Astrid Lynge Ottosen har skabt et imponerende udstyrsstykke om den franske adels heftige kærlighedsfester. De rige og adelige er iklædt klare pastelfarver. Indledningsvist møder vi vores heltinde i en simpel, grålig kjole og flade sko, som udtrykker hendes lavere rang i konteksten. I scener er hun iført en maske, der iscenesætter hende som et lille lam i flokken af bukke, hvilket understreger de ulige magtforhold, som er grundlæggende for dramaet, og høje pudderparykker, som i nogle scener er toppet med masker med bukkehorn.
Kong Ludvig XV topper kostumeafdelingen med den højeste paryk, fuldendt med en enhjørningeopsats, hvilket gik rent ind hos publikum og indledte en spontan klapsalve i samme øjeblik, han trådte ind på scenen. I den skæbnesvangre scene, hvor Suzon har opdaget bedraget og tager sin vielsesring af, går scenografi, kostumer og lysdesign op i en højere enhed, hvor man selv fra de bagerste rækker kan se den funklende ring i hendes hånd.
Mens der er fart over feltet i kostumeafdelingen, bevæger handlingen sig knap så hurtigt, særligt i første akt. Frem for plotfremdrift fokuserer librettoen en del på satiriske karakterintroduktioner, lumre sidehistorier, skandaler og svindel, og instruktør Jacob Schjødt (og Margarita Semsi (ved genopsætningen)) får ikke rigtig handlingen til at flyde frit.
Teit Kanstrup og Sidsel Aja Eriksen har begge komisk sans og spiller godt i rollerne som henholdsvis Scaramouche og La Scaramouche i flere af de mange sidehistorier. Desværre hælder handlingen lidt for meget over i det satiriske i løbet af første akt, hvilket resulterer i at forestillingen til tider føles både lidt plat og vulgær, og at handlingen bremses. I anden akt tager dramaet dog til, og særligt Gert Henning-Jensen imponerer i rollen som grev René med flotte sangpræstationer og godt skuespil.
På trods af det lidt langsommelige handlingsforløb er Fête Galante anbefalelsesværdig, særligt på grund af Poul Schierbecks fremragende musik, som allerede fra ouverturen sætter stemningen for aftenen – ekstravagant, romantisk og satirisk. Dette fortsætter gennem hele forestillingen med både komiske arier og romantiske duetter, og musikken dertil er så effektfuld, at det til tider vækker mindelser om stumfilmsmusik.
Copenhagen Phil, under ledelse af Christian Øland, spillede flot denne aften, men desværre druknede sangerne til tider i musikken, hvilket gjorde det svært at følge med i handlingen, særligt i René og Suzons finaleduet, hvor overteksten ikke virkede, ligesom overteksten igennem forestillingen ikke var helt i overensstemmelsen med sangen. Dette problem blev delvist afhjulpet af, at Fête galante er skrevet og synges på dansk, hvilket jo er en sjældenhed. Det uvante ved at høre opera på dansk gav dog også i nogen grad anledning til en følelse af, at det danske sprog blev lidt opstyltet i sammenføjningen med musikken og handlingen.
Opsætningen har været længe undervejs, da instruktør Jacob Schjødt og Den Jyske Opera arbejdede sammen om værket tilbage i 2021, hvor forestillingen blev aflyst på grund af restriktioner under pandemien.
I programbogen fremhæver Jacob Schjødt de senere års opgør med grænseoverskridende adfærd, krænkelser og magtmisbrug som skabende for den kontekst, der bringer det 94 år gamle operaværk ind i vores tid, eftersom vi ser netop denne kultur udspillet på scenen. Han beskriver Fête galante som et værk, der har forandringens mulighed i sig, og spørger, om karaktererne griber denne mulighed. Modsat kan man fristes til at spørge, om Den Jyske Opera griber denne mulighed? Iscenesættelsen af Suzons naivitet og manglende agens, særligt i den ret grafiske overgrebsscene, som sandt at sige var ubehagelig at overvære, vidner om, at forandringens mulighed desværre måske mest er endt som en idé i programbogen.
Den Jyske Opera
Det Kongelige Teater, Gamle Scene, Kongens Nytorv 9, 1050 København K
Spilleperiode/turné rundt i landet: 20. februar-28. marts 2025
Set den 10. marts 2025
Fotos: Anders Bach
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://jyske-opera.dk/kalender/?show=F%C3%AAte%20galante
Medvirkende: Susanna Andersson, Gert Henning-Jensen, Teit Kanstrup, Sidsel Aja Eriksen, Christian Damsgaard-Madsen m.fl. (denne aften – forskellige hold)
Dirigent: Christian Øland
Instruktør: Jacob Schjødt og Margarita Semsi (ved genopsætning)
Scenograf og kostumedesigner: Astrid Lynge Ottosen
Lysdesigner: Ib Asp
Orkester: Copenhagen Phil
Varighed: Ca. 2 timer og 30 min. inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod