Anmeldelse: Kærestebreve, Folketeatret

Af Minna Højholt

Kærestebreve er et fint og simpelt drama om to menneskeskæbner i midt 1900-tallets USA. To liv foldes ud i en reading-forestilling på to timer og tyve minutter (inkl. pause), og forestillingen er både rørende, sjov og lidt kedelig. Vi følger Andy og Melissas spirende ungdomsflirt, der drukner i voksenlivets alvor og sidenhen genopstår som en moden affære – alt sammen fortalt gennem deres breve. Forestillingen er et afdæmpet historisk tidsbillede og en øm fortælling om kærlighedens og livets gang, der er præget af bittersød nostalgi – og i fare for at blive lidt intetsigende.

Stykket er skrevet af den amerikanske dramatiker A.R. Gurney og opsat flere gange på danske teaterscener. Det lader til at være dets præmis, at det spilles som en siddende oplæsning af to stjerneskuespillere; i 2017 var det Susse Wold og Bent Mejding, der fremførte teksten på Det Ny Teater, nu har vi Ellen Hillingsø og Michael Moritzen i Folketeatrets black box på Hippodromen. De sidder bag hver deres bord og læser indlevelsesrigt fra et manuskript foran sig.

Rundt om dem er en stor, gylden firkant, der minder lidt om et proscenium, ellers er rummet tomt. Scenografien er sparsom, men ikke fuldstændigt minimalistisk, og det virker ikke som om, der er blevet truffet særligt klare valg med den. Der er lidt scenografi, men ikke noget, der er interessant at kigge på, ligesom der er lidt lys- og lyddesign, men ikke noget, der er med til at fortælle historien. Det er alt sammen kun rammer.

Teksten og dens levering er det bærende element alene, og det er bestemt en velskreven dramatisk tekst med klare karakterportrætter i en raffineret fortællestil. Den bliver også leveret flot, men for denne anmelder blev det lige lovligt låst og stillesiddende i længden. De små øjeblikke, hvor skuespillerne gør noget andet end bare at læse op – som når Andy repeterer lektier for sig selv, Melissa viser sit snart bøjlefrie tandsæt frem, eller sågar bare når de bladrer semisynkront i manuskriptet – er som små dråber friskhed, der falder på et tørt sted.

Iscenesættelsen fremstår generelt lidt vag med hensyn til alt andet end repliklevering. Fokus ser ud til at have været på timing, intention og retning i de oplæste breve, og disse er upåklageligt skarpe. Vi har desuden at gøre med to skuespillere, der virkelig kan kommandere et rum og få tilskuerne til at lytte, og i vid udstrækning virker forestillingen som en demonstration af den dramatiske teatertraditions formåen: en god tekst leveret af dygtige skuespillere – så kan det ikke gå galt.

Og det går heller ikke galt. Det var ikke en dårlig oplevelse, der gjorde mig vred og forarget og frustreret. Den gjorde bare heller ikke så meget andet, og forestillingen tog ikke rigtigt nogen chancer. Selvom teksten er velfungerende, sjov og til tider rørende, savnede jeg at mærke en grund til, at man har valgt at sætte den op. Hvad vil den os? Hvad er dens relevans i dag? Det er ikke fordi, teksten er tom for temaer, men det, den viser os om livet og parforholdet og ikke mindst forholdet mellem kønnene, virkede for mig en smule fjernt og bedaget i 2025 – i hvert fald så længe, iscenesættelsen ikke kommenterer på det eller formidler tekstens temaer mere skarpt.

Der er absolut noget interessant over at udforske brevskrivningen i en tid, hvor breve for de flestes vedkommende stort set kun er noget, man får fra det offentlige (og selv da elektronisk) – men ligesom med de andre tematikker, forestillingen berører, blev der ligesom ikke rigtigt gjort noget med det. Stykket forekom mig lidt at være et levn fra fortiden, der havde masser at potentiale, men manglede at blive formidlet ind i nutiden. Både teksten og dens fremførelse virkede lige lovlig gammeldags, men det er værd at nævne, at et enkelt blik over salen tydeligt indikerede, at jeg som 28-årig studerende heller ikke er målgruppen.

Uden en mere intentionel iscenesættelse og et mere interessant visuelt univers, kunne oplæsningsformatet i min optik ikke bære så lang en forestilling. Den blev alt i alt for vag, for låst og for lang. Men den er som sagt nok også skabt til tilskuere med en højere opmærksomhedstærskel end jeg, og der skal nok være mange, der vil få en god aften i Folketeatret med disse to skuespilleres skudsikre oplæsning af Kærestebreve.

Folketeatret, Hippodromen, Nørregade 39, 1165 København K

Spilleperiode: 11. mar-13. april 2025

Set den 11. marts 2025

Foto: Gudmund Thai

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.folketeatret.dk/shows/kaerestebreve

Medvirkende: Ellen Hillingsø og Michael Moritzen

Dramatiker: A.R. Gurney

Oversættelse: Jesper Kjær

Iscenesætter: Bente Kongsbøl

Varighed: Ca. 2 timer og 20 min. inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod